Franz Liszt og danske kirkemusikalske forbindelser I - Gottfred Matthison-Hansen

Organistbladet juli 2008.

I majnummeret af Organistbladet kunne man læse om Franz Liszt i Københavns Domkirke. Det var ikke kun Liszt som blev imponeret på sin rejse til Danmark i 1841. Det gik bestemt også den anden vej.

Liszt havde markeret sig på mange forskellige områder. Da han havde udviklet sig til en af tidens førende pianister, rejste han i perioden 1839-47 Europa rundt med sit enestående talent og skabte stor opmærksomhed. Skandinavien lå i udkanten af hans verden, og han besøgte os kun én gang. Ligesom de andre byer han besøgte, gik det ikke stille af, og hans besøg skabte efterdønninger i hovedstaden mange år efter.[1]

I 1848 bosatte Liszt sig i Weimar, da han var blevet ansat som hofkapelmester hos den lokale hertugs hof. Her blev han i de følgende årtier. Hertugen drømte om at videreføre Weimars storhed som det tyske områdes førende kulturby fra Goethes og Schillers dage. Liszt skulle hjælpe ham med det, og for Liszt handlede det om at forny det tyske – og dermed det europæiske – musikliv på alle områder. Ud over sine administrative opgaver koncentrerede Liszt sig om at komponere og organisere denne europæiske fornyelse. Weimar var med andre ord altså stedet hvor tingene foregik, og fra 1850’erne og frem til Liszts død i 1886 rejste musikere og komponister fra hele Europa dertil for få undervisning af den berømte mand, og for at møde tidens trendsættere.

Lige siden studietiden i Paris i 1830’erne havde Liszt været bevidst om sin kristne tro. Han knyttede sig til den katolske retning saint-simeonismen, og skrev i 1835 et manifest om fremtidens ideelle kirkemusiker: De l’avenir de la musique d’église. Det var derfor naturligt for ham at arbejde med på en kirkemusikalsk fornyelse i forbindelse med arbejdet i Weimar. Liszt komponerede både orgelværker og kirkelige korværker som en del af denne gerning, og han tog det moderne orgel som selvstændigt koncertinstrument alvorligt.

En af de første danske musikere, som for alvor fik kontakt til Liszts verden var (Johan) Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909).[2] Han var på flere koncertrejser til Tyskland, hvor han stiftede bekendtskab med Liszt og kredsen omkring ham. I 1862-63 rejste han på en studierejse til Tyskland, og i 1877 deltog han i den nye progressive musikforening Allgemeine Deutsche Musikvereins (ADMV) musikfest i Hannover, hvor han opførte sin Fantasi (senere benævnt Concert) for Orgel, op. 15 (1874). Matthison-Hansen tilegnede kompositionen til komponisten og korlederen Carl Riedel (1827-1888). Riedel organiserede en korforening i Leipzig i 1854, som ad åre blev kendt i et større område. Riedel blev formand for ADMV i 1868 og opførte i korforeningen flere kirkemusikalske værker af Liszt og andre komponister af den såkaldte ’nytyske skole’. Det var et navn som blev knyttet på de komponister, som ønskede at skabe en ny moderne musikalsk stil efter fransk inspiration. De vigtigste komponister var udover Liszt, Richard Wagner og Hector Berlioz. I 1878 deltog Matthison-Hansen i en koncert i den ‘Riedelske korforening’ i Leipzig. Måske har Matthison-Hansen netop dedikeret værket til Riedel for bedre at kunne komme ind i det nytyske kirkemusikmiljø.[3]

I sin selvbiografi skriver han at opus 15 fik positiv kritik i den berlinske og leipzigske presse. Om kompositionen skriver han: ”I Gottschalgs orgelsamling er der blevet trykt 2 kompositioner for orgel: en fantasi i d-mol, op. 15 tilegnet Professor C. Riedel. Komponisten har spillet kompositionen ved ADMV’s musikfest i Hannover, og har ved denne lejlighed af musiktidsskrifterne i Berlin og Leipzig blevet udnævnt som en mester på orglet.” (oversat fra tysk). Matthison-Hansen hentyder til Weimars hoforganist Alexander Wilhelm Gottschalg (1827-1908), som i samarbejde med Liszt udgav en samling af hæfter af samtidige orgelkompositioner i perioden 1869-1877. Ud over opus 15 kom Concertstück in Es-dur, op. 19 med.

Ved ADMVs Tonkünstler-Versammlung’s musikfest i Weimar i 1884, spillede Matthison-Hansen sit Concertstück in Es-dur, op. 19, som var tilegnet Liszt (Liszt var ærespræsident i forsamlingen). Set ud fra et brev fra Liszt til Matthison-Hansen tyder det på at Matthison-Hansen havde sendt kompositionen til Liszt. Liszt svarede positivt tilbage (1878): ”Deres Orgelfantasi (opus 19) er fortræffelig. Jeg takker for den venlige tilegnelse, og beholder i første omgang manuskriptet for at få det trykt i Gottschalgs Orgel Repertorium, hvis De ikke har indvendinger imod det.” Desværre for Matthison-Hansen blev der dog aldrig udgivet flere bind i denne serie. Desuden skriver han om værket: ”Mine betænkninger går på titlen Fantasi, fordi der ikke optræder tempoveksel, og fordi den tilhører den normale sonateform. Med fordel kan tilføjes en Adagio og til slut en koral.” (oversat fra tysk). Matthison-Hansen tog rådet til sig. Han fik også et venskabeligt forhold til Riedel, og i lyset af deres korrespondance tyder det på, at Riedel har været en formidler for Matthison-Hansens deltagelse ved musikfesten.

Desuden havde Matthison-Hansen sendt orgelkompositionen (sandsynligvis den ved koncerten spillede “Concertstück, op. 19”) til flere medlemmer af ADMV. B. Schulze (en organist i Weimar) roste kompositionen og skrev i et brev tilbage (1884): “Deres arbejde er fortræffeligt, og de har gjort et meget godt indtryk på mig og andre fagkyndige. Tag Dem ikke af det, hvis Gottschalg er kritisk; Liszt har rost den meget.” [4] Et brev fra en tysk bekendt Adolf Stern fra 1895 antyder at Matthison-Hansen havde håbet på at kunne give koncert ved ADMV’s musikfest i Braunschweig dette år, hvilket dog ikke faldt på plads.

Det fremgår i det hele taget af breve til Matthison-Hansen at han havde et stort netværk i det tysksprogede område (især blandt organister) og sendte sine orgelkompositioner sydpå for at skaffe dem større udbredelse. Det har dog ikke været muligt at finde kilder som bekræfter, at Matthison-Hansen har mødt Liszt personligt. Deltagelsen i de udenlandske arrangementer kunne alene godtgøre en positiv attitude til Liszt og det han stod for. Matthison-Hansen var blevet anerkendt og accepteret i det tyske kirkemusikmiljø. Hans føromtalte selvbiografi blev trykt i fagfællernes tidsskrift Urania.[5]

Matthison-Hansen formidlede Liszts orgelmusik i Danmark gennem sine serier af orgelkoncerter i Trinitatis Kirke i København (fra november 1882), hvor Matthison-Hansen var blevet ansat som organist året før.[6] Han spillede for første gang et orgelværk af Liszt den 3. marts 1884, nemlig transskriptionen af offertoriet fra Ungarsk Kroningsmesse, på trods af at det 13 år gamle instrument (bygget af Knud Olsen i 1874) egentlig ikke var egnet til det.[7] Dette var sandsynligvis første offentlige opførelse af et orgelværk af Liszt i Danmark.

De omtalte orgelværker af Matthison-Hansen bærer præg af at han havde fjernet sig fra den herskende Gade-Hartmann’ske stilretning til en stil præget af Liszt og Wagner. For eksempel i Concertstykke, op. 19 gøres der brug af en udvidet harmonik, og et kernemotiv er formdannende.[8] Stykket blev positivt modtaget, om end anmelderne ikke gik nærmere ind i en værkanalyse, hvilket kunne opfattes som manglende evne eller måske snarere manglende interesse for at forholde sig til orgelværket (dette går igen i flere af tidens anmeldelser af orgelmusik). En undtagelse er dog en anmeldelse af Angul Hammerich i Nationaltidende fra 1888, hvori han skrev: “I Stil svarer dette Arbeide til sin Dedikation; et af den nytyske Romantik inspireret, i moderne Form skrevet Værk, hvori Komponisten udfolder sin fra mange tidligere Arbeider bekjendte ‘Dygtighed i Arbeidet’, forbundet Kjendskab til Instrumentets Teknik.”

Gottfred Matthison-Hansen kom gennem sin undervisning på Kjøbenhavns Musikkonservatorium (som DKDM dengang hed) til at præge den samtidige og kommende generation af danske komponister – ikke mindst organister. For eksempel fik Asger Hamerik (1843-1923), Victor Bendix (1851-1926), Otto Malling (1848-1915), Gustav Helsted (1857-1924), Johan A. Krygell (1835-1915), Ludvig H.G. Birkedal-Barfod (1850-1937), Jørgen D. Bondesen (1855-1939) (som stiftede Århus’ første konservatorium i 1901) orgelundervisning af ham, og mange af hans elever blev ansat som organister ved centrale kirker i København og i provinsen. Han blev i offentligheden betragtet som en forkæmper for “moderne musik” og senere i særlig grad for Liszts og Wagners musik.

Gottfred Matthison-Hansen har haft en væsentlig rolle i en ny Liszt-inspireret orgelmusiks komme og fremme i landet. Dette fik en stor indflydelse i den danske orgelkultur i slutningen af århundredet, og Matthison-Hansen kan betragtes som en af nøglepersonerne i etableringen af en ny virtuos orgelkoncertkultur i Danmark.

[1] Franz Liszts besøg gennemgås i detaljer i mit universitetsspeciale Klaverkonge i Abbatedragt? – Franz Liszts receptions- og virkningshistorie i dansk musikliv 1839-1928 (Københavns Universitet, 2005), s. 21ff.

[2] Det følgende er en redigeret version af afsnittet i mit universitetsspeciale (note 1), s. 179ff. I denne artikel er de fleste henvisninger til kilderne udeladt. De forefindes i specialet.

[3] Om det kirkemusikalske miljø omkring Liszt henvises til Michael v. Hintzensterns artikel ’Franz Liszt und der Weimarer Organistenkreis’, i: U.Eckardt m.fl. (udg.), Weimarer Liszt-Studien I (Weimar, 1987), s. 140f.

[4] Måske var Schulzes brev også møntet på en anden kritik: Anmelderen Richard Pohl gav i Neue Zeitschrift für MusikConcertstykke, op. 19 negativ kritik. Efter hans mening var det for stærkt præget af Wagner og for langt fra en kirkelig stil

[5] Se Urania – Musikzeitschrift für Orgelbau, Orgel-und Harmoniumspiel, 7 (1878) s. 102f.

[6] Se Claus Røllum-Larsen ’Gottfred Matthison-Hansens Orgelforedrag i Trinitatis Kirke 1882-1902: en repertoireundersøgelse’, i: Harry R. Graversen m.fl. (udg.), Efterklange af romantikken i dansk orgelmusik (Jelling, 2007), s. 7f.

[7] Ifølge Poul-Gerhard Andersen ’Orgelromantik i Danmark’, Orglet 1/1974, s. 10.

[8] En gennemgang af Gottfred Matthison-Hansens orgelværker fås i Sverker Jullanders artikel ’Matthison-Hansen – dansk orgeldynasti, Del 2’, Orgelforum 1/2000, s. 14-23.