Ulrik Spang-Hanssen om udviklingen i salmetempoet

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2018 - s. 14

Fra 1. august kan man læse Ulrik Spang-Hanssens artikel Salmetempo i Danmark fra Ruder Konge til i dag på DOKS’ hjemmeside. Artiklen er desuden offentliggjort i Hymnologi – Nordisk tidsskrift nr. 1-2 2018. Det følgende er et referat og appetitvækker på denne artikel.

Ulrik Spang-Hanssen begynder med den iagttagelse, at skiftende tiders debat af salmesangen næsten altid har taget udgangspunkt i en klage over dens slette kvalitet. Typisk har man ment, at tidens salmesang var højrøstet, kedelig og langsom og derfor ufolkelig. Men findes der i vores salmetradition tempi, som er mere folkelige end andre? Har menigheden et grundtempo, som den reagerer negativt på, hvis man afviger fra det? Et af de parametre, der i nyere tid har ændret sig mest under fortløbende tilpasninger af salmespillet og -sangen, er tempoet. Ulrik Spang-Hanssen anslår, at det i løbet af det 20. og 21. århundrede er steget til omtrent det femdobbelte.

Siden ca. år 1900 kan denne udvikling dokumenteres i form af grammofonplader og andre optagelser, som på den tid langsomt begyndte at vinde frem. Fra ældre tider har vi skriftlige kilder til tempoudviklingen, der siden omkring 1810 kunne måles med metronom, inden da fortrinsvis med ur og pendul. Der aftegner sig to spor fra barokken og frem: Et kirkeligt, der var præget af de langsomme tempi, som nødvendiggøres af de lange efterklangstider i kirkerummene og af de mangestemmige korværker, og som så til gengæld med årene er blevet hurtigere, og et hurtigt, til dels meget hurtigt verdsligt, som i tidens løb har udviklet sig i retning af det langsommere.

I midten af 1800-tallet var salmesangen både i Danmark og i udlandet (Tyskland) præget af et tempo så langsomt, at taktfornemmelsen gik tabt, den såkaldte stive koral. Det var kulminationen på en lang udvikling i retning af faldende tempo i salmesangen. Mange kommentatorer kritiserede menighedens brølende sang og dårlige intonation. Dygtige organister følte sig fristede til at live akkompagnementet op med variationer i harmoniseringen og mellemspil mellem verselinjerne, hvilket også undertiden blev kritiseret for at være upassende.

A.P. Berggreens Koralbog fra 1853 er dels en praktisk håndbog til brug for kirkemusikere, dels et kampskrift for at forbedre samtidens salmesang. I forordet udpeger han hovedsagelig to uskikke: Melodiernes langsomme tempo og de lange fermater ved slutningen af hver verselinje. For at holde fermaterne i tømme udvikler han et system med fermater med kommaer, semikolon og punktum, som har forskellig længde. Som hans metronomtal angiver, har tempoet dog været yderst langsomt - et åndedræt pr. tone tyder på max. tempo 15 på tælletiden. Berggreen angiver imidlertid selv, at han betragter sine tempoangivelser som et forsøg på at sætte salmetempoet op, og erklærer, at han med dem ”troer at være gaaet til den yderste Grændse af passelig Hurtighed”.  I årene derefter skete en udvikling i retning af hurtigere tempi (Spang-Hanssen angiver Vartov-sangen som en medvirkende årsag), hvilket fremgår af senere udgaver af Berggreens Koralbog, hvor de komplicerede regler for fermater forenkles og tempoangivelserne for melodierne forøges med omkring 15-20 procent. I sit forord til fjerdeudgaven fra 1868 advarer Berggreen ligefrem mod et for hurtigt foredrag.
Fra 1900-tallets første årtier begynder vi at få lydoptagelser, og der findes relativt mange danske salmeindspilninger. Ulrik Spang-Hanssen har aflyttet 51 danske salmeindspilninger fra perioden 1907-1954, hvor de tidligste er soloindspilninger med bl. a. Cornelius, Herold, Schiøtz og Oldrup. Fra tiden omkring 2. verdenskrig findes også indspilninger med Radiokoret og andre kor. Disse stammer alle fra Lars Nørremarks samling.

At aflæse et nøjagtigt tempo i disse indspilninger er dog forbundet med vanskeligheder. De tidligste indspilninger fra 1907 til 1924 udviser nemlig at ganske andet forhold til spørgsmålet om ”at holde takten”, end det var tilfældet derefter. Der forkortes optakter, forlænges fermater, forkortes lange toner, dvæles på højtoner og udtryksfulde steder og fremskyndes hurtige noder i en sådan grad, at det er svært at udlede et egentligt ”marchtempo”. Den strikte opfattelse af takten, som vi kender i dag, var åbenbart ikke gældende dengang. Det er Spang-Hanssens tese, at den såkaldt geometriske rytmeopfattelse, hvor alle slagene er nogenlunde lige lange, højst tænkeligt ikke været har gældende i det 19. århundrede og muligvis heller ikke før den tid – vi kan høre, hvorledes den begynder at gøre sig gældende i 30’erne og 40’erne, men endnu ikke i det 20. århundredes to første tiår. Til at udregner et gennemsnitstempo for disse gamle optagelser benytter Ulrik Spang-Hanssen derfor en speciel app.

Derved kommer han frem til, at det gennemsnitlige tempo i den tidlige periode er meget langsommere, end det senere skulle blive. 16 optagelser fra denne periode kommer ud med et gennemsnit på 62,6 bpm. På 27 optagelser fra perioden 32-43 bliver gennemsnittet på 79,4 og dette gennemsnit ændrer sig ikke hos den sidste gruppe af historiske optagelser fra 49-54.

Den langsomste salmesang blandt de aflyttede optagelser er kammersanger Helge Nissen, som i 1912 akkurat får plads til 1 vers af Vor Gud han er så fast en borg på en pladeside. Her hører vi, at en fjerdedel er lig med 36 bpm, hvad der er så langsomt, at det faktisk er i ganske god overensstemmelse med Berggreens førsteudgave.
I disse tidlige optagelser ser man trods store individuelle variationer en klar hovedtendens: Der sker tempoforøgelse på omkring 25% fra Berggreens første udgave i 1853 til Viggo Sannes sidste udgave af samme i 82. Derefter forbliver tempoet i ro indtil 1930’erne, hvor det igen tager et samlet hop.

Årsagerne til det første skred tilskriver Spang-Hanssen dels den udvikling, Berggreen selv har sat i gang, dels den store indflydelse fra Vartov og den grundtvigianske bevægelse. Det andet hop kan være forårsaget af den forøgede brug af den geometriske rytme med dens ganske regelmæssige slag. Det tager simpelthen lidt mindre tid, og gennemsnittet kommer højere op.

Forfatteren mener, at det er vanskeligt eller umuligt at føre drøftelsen af salmetempoets forøgelse gennem de sidste århundreder til nogen egentlig konklusion. Det, man kan lære af denne oversigt, er ifølge Ulrik Spang-Hanssen, at man næppe kan tale om et ”naturligt” salmetempo, kun om, at hver epoke har sit tempo, der så til gengæld overholdes med forbavsende lidt variation. Det gælder også nutiden. Men måske skulle vi besinde os på, om vi nu ikke faktisk har nået ”Grændsen for passelig Hurtighed”, og om vi mon ikke skader menighedssangen ved at lade udviklingen fortsætte i samme retning?