Max Reger og Danmark
Organistbladet maj 2016.
Af Knud Svendsen
Den 10. maj 1916 havde været en hektisk dag for Max Reger. Efter en lang dags undervisning på konservatoriet gik han med Karl Straube på stamcaféen, Hannes i Leipzig, men midt i al snak om arbejde og fremtidsplaner følte Reger sig pludselig skidt tilpas. Vennen, rådgiveren, kritikeren og forkæmperen for Regers værker, thomaskantor Karl Straube fulgte ham hen på hotellet, men gik ved midnat, da en tilkaldt læge mente, at situationen ikke var bekymrende. Næste morgen fandt man Reger død.
Lampen brændte, han havde brillerne på og en avis i hånden, og på natbordet lå korrekturarkene til op. 138, Acht geistliche Lieder, opslået på korsatsen: Mennesket lever og består kun en liden stund, og hele verden med al dens herlighed forgår. Johann Baptist Josef Maximillian Reger blev 43 år!
Den 11. juni 1916 skrev Straube til sin danske elev N.O. Raasted: ”Storheden i hans ansigtsudtryk vil jeg aldrig glemme. Ingen af de kendte dødsmasker, Goethe, Wagner, Beethoven har blot tilnærmelsesvis den samme monumentalitet af sjæleligt udtryk. De ved, at han var et inderligt, fromt og strengt troende menneske. Hans ansigt fortalte om de samtaler, han må have ført med sin Gud og frelser på vandringen til det ukendte land, fra hvis egne ingen vender tilbage. Nu er han dér…”
Regers rejseaktivitet kunne være heftig. Én gang, d. 15. februar 1910, besøgte han Danmark. Til en forlægger skriver han, at han spiller i Berlin d. 12., i Schwerin d. 13., i Rostock d. 14., i Copenhagen d. 15. ”Fahre von Copenhagen direkt nach Leipzig heim (15 Stunden Eisenbahn!)”. Programmet bestod af violinsonater af Mozart, Brahms og Reger. Mon det var ved en sådan lejlighed, at Fini Henriques improviserede firhændigt med Max Reger? – det har sikkert ikke været kedeligt!
Hvorom alting er, skabtes der dog forbindelse til Danmark gennem Regers elever, og den arv, de igen videregav gennem deres elever. I kredsen omkring konservatoriet i Leipzig var han det store navn. Det var ham, man spillede; det var ham, man så en fremtid i og stolede på. I kraft af sin personlighed hævede han sig højt over adskillige samtidige. En sammenligning med Richard Strauss og Gustav Mahler halter dog; deres skrivemåde var en anden. Regers store forbillede var J.S. Bachs polyfone stil, og mon det er for meget at påstå, at hovedlinjen i hans produktion går gennem orgelværkerne, der overbevisende synes vokset ud af instrumentets natur.
Efter hans død forsvandt hans navn udenfor Tysklands grænser, og i Danmark nåede han kun i ringe grad at vinde fodfæste. Den danske komponist Flemming Weis, der havde studeret i Leipzig i 20’erne, nævnte (midt i 50’erne) Regers navn over for en tysk musikkritiker, hvilket afstedkom følgende bemærkning: ”Jetzt fragt doch kein Mensch danach”. Der blæste i begyndelsen af 1900-tallet andre vinde her- hjemme. Reger var som de øvrige senromantiske komponister sat på sidelinjen eller stødt ud i mørket. Man kunne fristes til at spørge, om denne tidligere ’persona non grata’, blev udsat for uretfærdig kritik. Svaret er nok et både ja og nej. Hans enorme skaberkraft gør, at man til tider tvinges til at kunne lide ham, men han var også lidt tyndhudet, når kritikken haglede ned over ham. Som ung måtte han stå model til følgende i et fagtidsskrift: ”Hos Reger føles ofte en instinktiv vilje til at dække over mangel på indre kraft og evne til at overbevise.” Dén sad!
Reger var et jævnt menneske med almindelige interesser - øl var en af dem - men musik var hans eneste livsform. Kun få skabende kunstnere kan måle sig med hans skaberkraft, og anekdoterne er mange. Én fortæller om Reger, der sidder på balkonen og underholder en bekendt med historier, mens børnene larmer, og et militærorkester musicerer på gaden, alt mens han hurtigt og flydende uden skitse skriver den mægtige, komplicerede dobbeltfuga i ’Psalme 100’ direkte som renskrift i partituret. Det siges, at Reger i sit arbejdsværelse havde fire pulte, hvor 4 forskellige værker var under udarbejdelse samtidig. Han skrev aldrig kladde - påstås det - men alt forelå straks i renskrift. Når han var kommet siden ned på den første pult, gik han videre til den næste og sådan hele vejen rundt. Dagen før sin pludselige død kunne han ringe til sit forlag Simrock og meddele, at op. 147, et kammermusikværk, var færdigkomponeret, kun nedskriften manglede…
Orgelbevægelsens ideologi, Laubs reformer og ”Neue Sachlichkeit” var ikke Regers verden, og i årene 1910-25 kom jo Carl Nielsens fire sidste symfonier! Allerede i 1906 taler Albert Schweitzer i sit skrift Deutsche und französische Orgelbaukunst om barokorglet som grundlag for orgelbevægelsen og fastslår, at ”Regers orgelmusik – da den ikke engang lader sig spille på orglerne i Notre Dame eller St. Sulpice – aldrig kan vinde fodfæste i Frankrig”. Sandt at sige kan jeg heller ikke ’stante pede’ fra utallige orgelkoncerter mindes nogen af de franske orgelkoryfæer spille Reger. Selv om enkelte ”franske” i dag vist har taget ham til nåde, ligger stilen jo lidt fjernt fra den galliske!
Når emnet hedder Reger og Danmark, falder det naturligt først at nævne N.O. Raasted (født 1888). Efter endt skolegang rejser han i 1907 til Wiesbaden, men slet ikke med musik i bagagen. Han skulle uddannes som guldsmed, men byen havde et storartet musikliv, og ved skæbnens gunst traf han en ungarsk violinist, som fik stor betydning for ham. Han endte med at vende sit håndværk ryggen, og via økonomisk hjælp fra moderen kunne han hellige sig musikken.
Hjemkommet til Danmark et par år efter indstiller han sig til prøve på konservatoriet. Otto Malling var skeptisk: ”Om De kan tage eksamen eller ej, kan vi ikke sige, men nu kan De jo prøve”. Han får sin eksamen og rejser i 1913 igen til Wiesbaden. Hjemrejsen blev skelsættende for hans videre karriere, for længe havde det været hans ønske at se Leipzig og ikke mindst Thomaskirken, og netop ankommet hertil skulle den berømte Karl Straube til at undervise studerende. Raasted fik lov at være passiv tilhører, men fik også lov at spille med det resultat, at Straube opfordrede ham til at komme til Leipzig og studere orgel hos ham og komposition hos Max Reger. Dette musikalske himmerige tog sin begyndelse i april 1913.
Undervisningen hos Reger var noget usædvanlig. I 1907 var Reger blevet universitetsmusikdirektør og lærer i komposition ved konservatoriet i byen, og på en måde begyndte hans storhedstid her. Elever fra nær og fjern flokkedes om hans lærestol og dannede skole. Hver onsdag rejste han i den tidlige morgendæmring med toget fra Jena til Leipzig til sine elever. Han underviste denne ene dag om ugen i 6 timer i træk. Det var nærmest en slags ’mesterklasse’, man kunne komme og gå, som man ville, og udbyttet afhang helt af én selv.
For den danske elev N.O. Raasted blev Max Regers indflydelse og påvirkning særdeles afgørende. Og vel ankommet til Danmark i 1914 og musikalsk velfunderet bosatte han sig i Odense, hvor han indrykkede en avisannonce med tilbud om undervisning i ’Klaver, Orgel, Musikkundskab’ (theori og musikhistorie): ”Efter et længere Studieophold i Tyskland, under hvilket jeg dels har virket som lærer i Klaver og Theori ved Musikkonservatoriet i Wiesbaden, dels har studeret i Leipzig hos Professor Karl Straube (Orgel) og Prof. Dr. Max Reger (Composition), modtager jeg fra 1. Maj Elever i ovennævnte Fag”.
Raasted fik pænt med elever og kunne i 1915 tiltræde embedet som organist ved byens Vor Frue. Her blev det til mere end 50 kirkemusikaftener, hvor Reger givetvis har været programsat.
I 1924 blev han udnævnt til domorganistembedet i København. Men der var betænkeligheder fra visse steder. Da han var elev af Max Reger, havde den opfattelse indsneget sig, at Raasted var antilaubianer. Rung-Keller var indstillet som nr. 1, men da nogle i menighedsrådet frygtede for for stærk laubiansk indflydelse under ham, faldt valget ud til fordel for Raasted. Der var et rygte om, at Carl Nielsen, der gerne så ham i København, havde skubbet lidt på.
Med den nye domorganist kom Reger til København. Han nåede at holde omkring 130 kirkemusikaftener i Domkirken. Buxtehude og Bach var blandt yndlingene, men 6 koncerter var forbeholdt Max Reger alene. Da Raasted gik af i 1958, overtog Wöldike (med drengekoret) posten, og nu var Reger ikke længere første valg! Raasted døde d. 31. december 1966.
Det er vist ikke overdrevent at påstå, at blandt Raasteds mange elever blev Georg Fjelrad den førende Reger-kapacitet og fortolker herhjemme. Fjelrad blev født i Odense i 1901, og beklædte senere embeder i Thisted, Sct. Pauls (Aarhus), Odense Domkirke og fra 1955 Aarhus Domkirke. Han begyndte hos Raasted i 1915, tog eksamen som 18-årig og fortsatte til han var 20 år. I øvrigt havde han time hos Raasted, da der kom en telefonbesked om, at Reger var død, ”og det hele gik i stå”. (Selv var jeg i en sen eftermiddagstime sidst i december 1966 bladvender for Fjelrad, da der fra privaten kom besked om straks at ringe til fru Raasted. Blæseren blev hurtigt slukket, og vi forlod hastigt pulpituret!). At Raasted værdsatte sin elev, ses af et brev (1937) fra ham til Fjelrads studiekammerat i Leipzig, Arild Sandvold, domorganist i Oslo: …”Tak også for Tilsendelsen af Program og Hilsen fra Fjelrads koncert i Oslo. Han er en storartet Orgelspiller, og det glæder mig, at De lod ham få Lejlighed til at spille i Oslo”.
Én begivenhed glemte Fjelrad aldrig: ”Jeg sad på orgelpulpituret i Jerusalemskirken i Rigensgade en augustformiddag 1919 og lyttede sammen med kursister af alle aldre til Karl Straubes beåndede gennemgang af Regers Wachet auf” (… her følger Straubes gennemgang af form, idé, fingersætning, tempo - og foredragsbetegnelser…). ”Max Reger betegnede nemlig sine orgelkompositioner ved klaveret med det bagvendte resultat, at han opnåede hele orgelvirkninger på flyglet, men tit førte sine fortolkere ved orglet på glatis. Og så fulgte en gennemspilning, nej – en opførelse af værket, som er fuldstændig uforglemmelig. Det komplicerede, forvirrende nodebillede blev under hans hænder krystalklart og logisk. De symboler, komponisten havde fæstnet til papiret, blev liv og aand – musik oplevet til mindste node”.
Med Fjelrad kom der skub i Reger-dyrkelsen, og Wachet auf blev en art varemærke. Det stod på programmet i Sct. Pauls allerede i 1928; domorglet i Odense ”kunne ikke lide stykket”, mens Reger og domorglet i Aarhus klædte hinanden fortræffeligt, f.eks. ved de fem mægtige koncerter i domkirken i 1966 i 50-året for Regers død. Her opvartede domorganisten selv med B.A.C.H. og 2. Orgelsonate samt Adagio assai fra suiten op.16. En måned senere, d. 22. marts, 1966, lød menuen på en ’monumental-koncert’, jeg sent glemmer: Tre store koralfantasier en suite: Wie Schön, Ein’ feste Burg og Wachet auf. Det gaves ikke bedre, og jeg mindes kapelmester John Frandsens ord: ”Men den orgelspiller, der kunne få rammerne til næsten at sprænges, var Georg Fjelrad. Han var en frodig musiker”. I domkirken havde han både rum og instrument til Reger, som han ifølge Anders Riber bedst kunne lide ”på ulige datoer”!
Ved disse koncerter blev tilhørerne forsynet med et ark statistik: ”Kompositioner af Reger i Aarhus Domkirke 1957-1966” - 25 orgelværker og flere spillet flere gange. ”I dag”, udtalte Fjelrad, ”hvor Reger er genopdaget, gør man ham nok en bjørnetjeneste ved fortrinsvis at dyrke kolossalværkerne, men dem må man arbejde sig hen til for hele tiden at være sikker på at have sit stof under kontrol. Til kolosserne kan man roligt indstille sig på en forberedelsestid på 3-6 måneder med 4 daglige øvetimer, inden de er opførelsesmodne. Lær hellere stilen at kende gennem de mindre værker”, og den stil kendte Fjelrad med sit medfødte greb om instrumentet og hans mageløse plastiske sans, der tillod ham at fordele lys og skygge og klarlægge et værks arkitektur anskueligt og overbevisende. Jeg ved ikke, om grammofonmediet sagde ham så meget. Men én Regerindspilning fik vi i 1972 – et afklaret mesterskab indspillet i næsten ét hug – med 2. Orgelsonate, Introduktion og Passacaglia i f-mol og den vidunderlige perle, Benedictus, netop det stykke, hans efterfølger, Anders Riber, spillede ved Fjelrads bisættelse i december 1979.
Anders Riber var det helt naturlige valg og garanten for, at Reger-traditionen kunne fortsætte. Riber var aldrig nogens ”lille kat”, hans indsigt og selvstændighed tvivlede man ikke på, men han kunne gerne betegne sig som ’Enkelschüler von Straube’ og udtalte i forbindelse med en mindekoncert for sin forgænger i nov. 2001: ”Jeg fik min sidste lektion i 1966, og den dag i dag kan jeg stadig gribe mig i at tænke, hvad Fjelrad ville have sagt eller gjort i den og den situation”. Og Reger blomstrede videre! Vi blev nu introduceret til bl.a. Halleluja, Gott zu loben, op. 52, fis-mol-Variationerne, op. 73 og Fantasi og fuga i d-mol, op. 135b.
Riber inspirerede mange elever til at gå i krig med den store senromantiker, og hans veldisponerede og overlegne spil, dette beundringsværdige ”noget” i fingre og fødder var som skabt til – ja, næsten forudsætningen for Reger. Et vidnesbyrd herom er nu fæstnet på cd’en ’Thirty Years of Organ Music’ (Classico) med netop Fantasi og fuga i d-mol, op. 135b, Benedictus op. 59 og Wachet auf, op. 52; sidstnævnte som bekendt en af de tre store koralfantasier på 60 tryksider, som Reger skabte på 10 dage! Katolikken Reger viste her protestanterne, ”hvad de har i deres koraler”.
Dette forsøg på et tilbageskuende strejftog er naturligvis begrænset til min lokale udsigtspost, og herfra er Reger genopdaget, (Sct. Johannes, Vor Frue og Domkirken er på banen). Ja, organiststanden, dette fagblads læsere, har for længst opdaget ham. Selv husker jeg to store Regerværker fra et par debutkoncerter i København først i 1970’erne, og vi minder om Christian Kampmann Larsens (foreløbig?) 8 cd’er med Max Reger – de 4 sidste indspillet i Aarhus Domkirke. Men hvad med Regers klaverværker?, hans kammermusik?, hans orkesterværker?, hans vidunderlige variationsværker (Telemann, Bach, Mozart, Beethoven, Hiller)?, hans korværker? eller hans smukke inderlige koralkantater for violin, orgel og solister/kor?
”Svinet og kunstneren har det tilfælles, at de først vurderes efter fortjeneste, når de er døde”, sagde Reger. 100-året for hans død kunne så måske inspirere en og anden herhjemme til fornyet interesse i at ”vurdere efter fortjeneste”. De mange noder i hans 146 opusnumre og lige så mange uden opusnumre venter blot på at få lov at klinge!