Nekrolog Preben Nørgaard Christensen 5. 5. 1960 – 12. 5. 2015
Organistbladet juli 2015.
Af Mads Bille, organist i Herning Kirke Foto: Thomas Juul Sørensen
En af vore kære kolleger, Preben Nørgaard Christensen, er tragisk omkommet i en alder af kun 55 år, og Danmark har mistet en af sine store og markante kirkemusikere.
Preben Nørgaard Christensen blev født i Hjørring og virkede fra sit femtende år som organistvikar ved Sct. Catharinæ kirke i Hjørring. Efter studentereksamen fra Hjørring Gymnasium 1979 studerede han på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg, hvor han 1986 tog den kirkemusikalske diplomeksamen som elev af Niels Aage Bundgaard, Freddy Samsing, Kurt Levorsen og med Ole Wierød som lærer i korledelse.
Herefter foretog han videregående studier hos David Sanger 1986 og deltog i mesterkurser hos bl.a. Hans Fagius, Anders Bondeman, Daniel Roth, Jon Laukvik og Julian Gembalski. I studietiden var han 1980-86 organist ved Bistrupkirken i Hjørring; men kort efter afsluttet diplomuddannelse i 1986 blev Thisted Kirke ledig, og så etablerede Preben sig som musikalsk kraftværk og fyrtårn i Nordjylland.
Prebens bredspektrede talent som orgelspiller, dirigent, komponist, arrangør, bestyrelsesmedlem, orgelsagkyndig, pædagog og kunstner har i mere end en generation aftvunget respekt. Hans kræfter og kunstneriske talent syntes uden grænser. Siden han i 1986 som ung mand blev ansat som organist ved Thisted Kirke og dirigent for Thisted Kirkes Drenge-Mandskor har han arbejdet uden ophør.
Året efter sin tiltræden ved Thisted Kirke stiftede Preben Nordvestjysk Brass Band og udviklede gennem 12 år brassbandet til et af landets bedste af sin art. Han underviste på konservatoriet i Aalborg og arbejdede som continuospiller for Aalborg Symfoniorkester, som han regelmæssigt dirigerede i store oratorieopførelser. Der blev også tid til dirigentopgaver for Prinsens Musikkorps, Det Jyske Ensemble, Nordjyske Strygere og som gæstedirigent og inspirator for en række amatørorkestre.
Preben havde et omfattende virke som orgelspiller og kammermusiker. Igennem alle årene som organist ved Thisted Kirke gennemførte Preben hvert år en ambitiøs række af sommerkoncerter, og præsenterede år efter år internationalt anerkendte kunstnere og ensembler for et stort og taknemmeligt publikum. Preben var gennem en årrække en dygtig og afholdt tillidsmand i Aalborg Stift, og siden 2014 fandt han endog tid til at sidde i bestyrelsen for DOKS. Ikke alle kampene lykkedes. Preben spændte sig igennem flere år for opgaven med at få rejst et Musikkens Hus i Thisted. Han holdt møder, bragte mennesker sammen, talte og argumenterede, men vejen fra den lokale gode vilje hen til tegnebogen blev for lang, og den store vision ligger nu og venter på bedre tider. I samme periode lykkedes dog en anden stor plan, da Det Obelske Familiefond besluttede at skænke det nybyggede Musikkens Hus i Aalborg et stort koncertorgel. I tæt samarbejde med kollegerne Erling A. Thomsen og Hans Fagius ydede Preben orgelkonsulentbistand i Marcussens byggeri af et storslået koncertinstrument, som i juni 2014 blev indviet af et af Prebens få forbilleder, organisten John Scott, New York, ved tangenterne.
Ved sin tiltræden som organist i Thisted Kirke overtog Preben Christensen ledelsen af kirkens drenge-mandskor, som var stiftet nogle år forinden af forgængeren i embedet Gwyn Hodgson. I løbet af relativt få år udviklede Thisted Kirkes Drenge-Mandskor sig til at blive ikke blot et af landets bedste, men også allermest flittige drengekor. Som det eneste drenge-mandskor i landet synger hele koret ved samtlige højmesser i kirken, og der gik ikke lang tid før koret begyndte at turnere verden rundt i bølger af ambitiøse koncertturneer, ofte under kongelig protektion. Thisted Kirkes Drenge-Mandskor er kendetegnet ved en lysende, gnistrende veloplagt og velafbalanceret klang, som har begejstret menigheder og publikum i Thisted, i resten af Danmark og overalt i verden, hvor koret har optrådt. Preben lod sig på ingen måder begrænse af at være bosat i det såkaldte udkants-Danmark. Med sit kunstneriske virke stak Preben en kæp igennem alle udsagn om provinsens begrænsninger, om alt det der ikke kan lade sig gøre, når man ikke bor i en storby.
I de senere år blev Preben i stigende grad optaget af forankringen og videreudviklingen af sit kunstneriske og pædagogiske virke, og han var en drivende kraft i etableringen af Thy Sangskole som et af Danmarks sangkraftcentre. Preben så stadigt tydeligere ildsjælens sårbarhed, og han anede skrøbeligheden i den store kunstneriske vision, som han var ved at virkeliggøre.
Med etableringen af Thy Sangskole gik bl.a. Thisted Kirke, Thisted Kommune og Thisted Musikskole ind i et samarbejde om den videre udvikling af talentarbejdet for unge sangtalenter i Thy. En af de vigtigste sideeffekter af Prebens arbejde med drengekoret er den lange række af instrumentalister og sangere, som har påbegyndt deres musikalske karriere i koret, som en stadig påmindelse om at talent findes overalt, hvis blot der er kunstnerisk og politisk vilje til at udfolde det.
Preben Christensens enorme kunstneriske og pædagogiske indsats var et kraftfuldt statement om kunstens kraft og kunstens potentiale for det enkelte menneske og for et samfund.
Preben var en god ven og en af mine nærmeste kolleger. Jeg sørger over tabet af Preben, og jeg kommer til at savne samtalerne med dette dedikerede og brændende talentfulde menneske. Jeg er ikke alene med min sorg. Kirkemusikere i både Danmark og udland er rystede over dette tragiske uheld. Vores tanker og varmeste medfølelse går især til Prebens hustru Irene og deres to børn, Julie og Nicolai. Det var i sin familie, at Preben samlede kræfter og inspiration til sin enorme arbejdsindsats. Jeg tror ikke Preben har gennemført én eneste af sine utallige turneer uden Irene ved sin side, og børnene Julie og Nicolai blev fra en tidlig alder inddraget i musikken. Den unge Nicolai studerer sang på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og er i dag en af sin generations mest lovende tenorer.
I disse år, hvor dansk kirkemusik gennemgår så dramatiske ændringer, vil Prebens stålsatte og inspirerede indsats for kirkemusikken stå som et forbillede og en stadig inspiration for os alle.
Æret været Preben Nørgaard Christensens minde.