Axel Madsens tale på DOKS’ årsmøde 2001

Organistbladet september 2015.

I 2001 blev Axel Madsen af DOKS inviteret til at tale på årsmødet. Det skulle være erindringsglimt fra et langt liv i kirkens tjeneste. Axel Madsen døde imidlertid inden årsmødet, men manuskriptet til foredraget var skrevet og blev fundet i forbindelse med oprydningen efter hans død. Det håndskrevne manuskript er venligst udlånt af hans børn, Lise og Ole Skjerbæk Madsen, og offentliggøres her for første gang.

Axel Madsen: Kirkemusikalske oplevelser fra et langt liv

Det begyndte i Holmens kirke, hvor Thomas Laub var organist. Min mor sang i kirkekoret. Jeg legede i haven, men var af og til oppe ved orglet under gudstjenesterne, og man skulle sidde mussestille, hvilket nu ikke var så svært, da jeg var meget fascineret af sangen og orglet.

I 1921 blev Mogens Wöldike udnævnt til kantor, og jeg husker min mors begejstring. ”Han behøver blot at se på os,” ”Hans øjne beder os om at synge som engle,” var nogle af de bemærkninger jeg hørte. Laub oversatte En rose så jeg skyde i 1920, og jeg mener, at det må være juleaften 1921 at pastor Hornbech (den senere Holmens provst) på prædikestolen sagde: ”Koret vil nu synge Rosen. Den er ganske dejlig, men De må ikke synge med, for De kender den ikke. ”Jo, så sang ”englene” for første gang denne salme her i landet.

I 1925 blev Wöldike så organist ved Holmens kirke, og som indledning til juleaftens gudstjeneste spillede han til folks skuffelse ikke et præludium med ”fuldt orgelbrus”, men et fint, stille stykke, som betog mig meget. Langt senere opdagede jeg det som Pachelbels orgelkoral til Fra himlen højt. 

Når jeg her dvæler ved disse to oplevelser som 6- og 10-årig, er det fordi de i min bevidsthed står som startskud for udbredelsen af Laubs mageløse opdagelse: ”Kirkemusikstilen”.

Da jeg gik i 3. klasse i 1923, fik vi af religionslærerinden indbydelse til børnegudstjeneste i Garnisons kirkes menighedshus hver søndag kl. 10.15. To skoleinspektører, der begge var cand.theol.er, skiftedes til at prædike. Men af og til prædikede kirkens præster, Olfert Ricard og Johs. Nordentoft 1). Jeg kom hurtigt med i et lille forsangerkor. Det var en dejlig, tryg tid. Børnegudstjenesterne, som jo nok var en slags ”børneparkering”, da kirken fyldtes til sidste plads, når Ricard prædikede, ophørte i 1926, og jeg begyndte at gå til gudstjeneste i selve kirken. Jeg brød mig ikke om Ricard, for det gjorde man ikke i Holmens kirke. Ricard havde prædiket ved en rigsdagsgudstjeneste, som i de år fandt sted der, var kommet med morsomheder, så folk lo højt. Laub sagde forarget til kormedlemmerne: ”Der talte han sig en bispestol fra!” 

Men jeg vovede mig trods alt over til Ricard en enkelt gang og oplevede for første gang, at 2. salme blev sunget som vekselsang mellem præst og menighed. Det var Guds menighed, syng for vor skaber i løn på den svenske folkemelodi. Denne form for vekselsang må vel være en udløber fra gradualesangen, halleluja (især var det jule-, påske- og pinsesalmer, men også Alt står i Guds faderhånd), og jeg har hørt den ret mange steder i 1920 - til 30-verne. Min første sognepræst i Enghave kirke 2), hvor jeg blev organist i 1942, sang bl.a. Helligånden trindt på jord på Glæsers melodi (Bielefeldt 79).  Det seneste, jeg har oplevet, var stiftsprovst Poul Brodersen, der var ved Københavns Domkirke fra 1934-63, der sang Hvem skal jeg klage mit sorgfulde mod.

Men tilbage til Garnisons kirke. Da børnegudstjenesterne ophørte i 1926, gik jeg over i selve kirken og var der hver søndag, når provst Johannes Nordentoft prædikede, og det var her, jeg var hjemme. Nordentoft havde i sine unge dage været lærer på Herlufsholm, og det prægede hans prædikener. Man lærte virkelig noget igennem dem, og hans konfirmandundervisning, som jeg gik til i vinteren 1928-29, var gennemtænkt og levende. Selv om jeg ikke kendte de mange mennesker, mærkede jeg et fællesskab i den levende salmesang. Af og til kunne enkelte vers give mig ”gåsehud” eller løfte mig ud af mig selv. F.eks. Hyggelig, rolig (DDS 411 v. 6), når vi kom til linjen: Når under sang med dit vingede ord / sjælen af by over stjernerne for. Jo, Gud er her til stede i sin menighed. 

Eller lad mig nævne O kristelighed. Selv om man hjemme er omgivet af kærlighed, kan der godt i et barnesind være ting, der kan synes svære eller tunge, og det har man med sig i kirke, og så møder man i O kristelighed det letvingede håb: 

O, lån os den fjederham, Ånden dig gav,
så tit vi kan flyve til landet bag hav,
hvor evigheds sol skinner klart allen stund
på saligheds grund!

Her synger man sig til opløftelse og befrielse. Her er Gud nær. Jeg skal ikke påstå, at jeg havde den fulde forståelse af Grundtvigs vers, men ved at synge dem i den givne situation, fik jeg lov at ane lidt mere end at se ”i et spejl og i en gåde”. 

Organisten ved Garnisons kirke var ærkeromantiker, Chr. Geisler. Præludiet var altid en improvisation over søndagens evangelium (som han selv udtrykte det på et Dansk Kirkesangs sommermøde i Haslev). Salmerne spillede han efter den enstemmige koralbog, og det blev illustreret med ”dillerdaller” i diskanten, når der var noget med englesang, og man hørte djævlene myldre frem i pedalet, når de forekom i teksten. Jeg vidste jo fra Holmens, at det var helt ved siden af at spille på den måde. Jeg tænkte dengang, at han levede 50 år for sent, og i dag tænker jeg, at han måske levede 60 år for tidligt, når jeg hører, at improvisationskunsten er kommet på mode igen. Ja, sådan kan man være uheldig at komme i klemme mellem tidsepokerne. 

Garnisons kirke var min menighedskirke, men Marmorkirken var min sognekirke, og der kom jeg også af og til. Det var en helt anden verden. Præsterne var den gamle provst Chr. Winther og Jacob Trier, og deres prædikener var spækket med Grundtvig-citater. Organist var direktøren for Det kongelige danske Musikkonservatorium, Christian Christiansen 3), som i øvrigt var en velrenommeret pianist, men til gudstjenesterne spillede han præ- og postludium og akkompagnerede menigheden til salmesangen.   Melodivalget var rendyrket efter Laubs principper, og ikke én romantisk tone slap ud. På den måde blev jeg indført i den ”rene” kirkesang – ved at høre og synge med i menighedernes fællessang. 

Jeg spillede klaver fra omkring seksårsalderen hos min mor og senere hos Poul Hamburger (jeg var hans første elev), men det var ingen succes. Som 12-årig fortsatte jeg hos organist ved Vor Frelsers, Rung-Keller. I 1928 opbyggedes det første klokkespil i tårnet, og det var meget spændende at følge arbejdet, og jeg husker indvielseskoncerten, hvor Christianshavns vold var spækket med tilhørere. Rung-Keller var dirigent i Cæciliaforeningen 4), der opførte oratorier, passioner og andre større korværker i Domkirken. Jeg fik adgangskort til generalprøverne, og jeg var betaget af musikken, men også af de mange musikelskende sangere og instrumentalister. 

Da jeg kom på Østersøgades Gymnasium, spillede jeg til morgensang, og hver anden søndag skiftedes min klassekammerat, Johs. W. Jacobsen (den senere Viborg-bisp) og jeg til at spille til skolegudstjenesterne om søndagen (rektor var cand.theol. og tidligere præst ved Holmens kirke). Da kom det til at stå mig helt klart, at det var organist, jeg skulle være og blev så elev hos Rung-Keller i orgel og musikteori i 1932. 

Nu var Wöldike blevet organist ved Christiansborg Slotskirke, og Københavns Drengekor blev knyttet til kirken. Nu begyndte en række kirkemusikaftener på fredage – først i en tredelt orden: a) Københavns Drengekor, b) Dansk Kirkesang – Salmesangsaften og c) Orgelaften. Efter nogle år var det Københavns Drengekor, der medvirkede hver gang – og ofte med Det Unge Tonekunstnerselskabs Orkester. Jeg har næsten hvert program fra begyndelsen indtil 1956, og når man har bedt mig om at skrive om kirkemusikalske oplevelser, ja, så var alle disse fredagsaftener i Slotskirken en lang række store oplevelser. Virtuost udført og en fryd for øret. Tilstrømningen var stor til disse ”Slotskirkekoncerter”, som de kaldtes i folkemunde. Men den officielle betegnelse var ”Kirkemusikaftener”, og det var de netop planlagt som. Programmerne var lagt efter den kirkelige årstid. De kunne ofte være en forberedelse til den følgende søndag, hvilket især gjaldt den afsluttende fællessalme. Og så var der jo præsten og digteren, Harald Vilstrup. Han evnede at oversætte fra små salmevers til de store kantater, passioner og oratorier med sin musikalske sans og indlevelse i den barokke sprogtone. Vi fik jo med Reformationen gudstjenesten på modersmålet, og det er mit indtryk, at det for mange lettede tilegnelsen af både tekst og musik. Det faldt i god tråd med de alvorlige tider op til og under besættelsen, hvor man besindede sig på sin danskhed. Desværre har denne praksis ikke dannet skole. Nu mener man, at et værk kommer helt til sin ret ved at blive fremført på originalsproget. Nå ja, der holdes vist også flere koncerter i kirkerne i dag end kirkemusikaftener!  

1) Johs. Nordentoft: (1868-1948)

2) P. Herman Larsen, præst ved Enghave kirke 1923-48

3) Christian Christiansen, direktør ved DKDM 1920-54

4) Han var dirigent i Cæciliaforeningen 1912-34