Anmeldelse: Lad os nynne Grotrians salmer sammen…

Organistbladet juni 2015.

Simon Grotrian: Guds øje er en tordensol. Udvalgte salmer. 64 salmer med melodier af Maria Kynne, Thomas Reil, Mikkel Andreassen, Erik Sommer, Erling Lindgren, Lisbeth Eilrich Iversen, Jesper Gottlieb, Niels Nørgaard, Johannes Buch Jørgensen, Hans Dammeyer, Ingeborg Thisted Højlund. Red.: Louise Højlund og Jesper Gottlieb. Aros Forlag. Pris sangbog kr. 120,-, koralbog kr. 268,-.

Vi lever i en lykkelig tid. Aldrig har så mange skrevet nye salmer som i dag. Det er som en sand eruption, og den spår noget nyt for vores kirke og vores menigheder. Og når digteren hedder Grotrian, kan man ikke andet end glæde sig. For i hans tekster møder vi noget, der er større end os selv, vores dagligdags forstand og vores sproglige formåen.

Grotrians tekster er så ligetil, og alligevel så fyldt med mystik. Man kan nemlig aldrig fatte dem helt ud lige med det samme. Det er, som om der ligger en hinde over teksterne, som slører den umiddelbare mening, men man ved, at en dag vil man kunne se dem ”ansigt til ansigt”, og at man - for hver gang, man læser (eller synger) Grotrians salmer – vil opdage noget nyt i dem, noget, man ikke tidligere fik øje på. Teksten åbenbares ikke på en gang, den skal skrælles som et løg, den skal folde sig ud som en blomst. Personligt glæder jeg mig umådeligt over, at der er nogen, der skriver poesi som sætter overliggeren højt, som skriver så et barn kan forstå det (og smage på de ord, det ikke forstår), og en voksen kan tage teksten til sig og vente på en lille åbenbaring, hver gang teksten læses.

Det er også noget lignende Louise Højlund, forfatter til den ”poetiske optakt” til salmesamlingen, er inde på. ”Simon Grotrian er en salmedigter, der som ingen andre har formået at give kristendommen og menneskebørnene et bevægeligt og stort sprog tilbage med humor og kant”. Og hun siger også, at Grotrians salmer kan sammenlignes med et billede af Chagall – en god sammenligning, der får os til at acceptere det absurde, det groteske, det kloge, det smukke og det gale side om side. Samt en stor ømhed for menneskeheden, kærligheden og lyset, der ligger i alle Grotrians tekster. Men lad hin den enkelte selv opleve det væld af billeder, der flyder fra Grotrians overlødighedshorn fyldt med enkle, vise ord, ord, der sammensættes i en ny orden, flettes ind i hinanden, stjæler hinandens betydninger og bringer en ny betydning frem. Som det f.eks. hedder i en påskesalme: ”en mand er død på korsets knast, da åbnes vi, og himlen brast”, og videre i det femte vers: ”For han har puffet stenen væk – en skrigdæmon er død af skræk”. Eller når der i en salme står: ”Din frelser blir din klippe, og dét liv, som du skal slippe, bliver et spindeldryp af tøjler, se, da passer Himlens nøgler”. Og jeg kunne blive ved, citere i lange baner. For tro mig – der er meget, man kan hente her og glæde sig over.

”En salme uden melodi er som en vingeløs fugl” – begynder Jesper Gottlieb sin korte ”Musikalske optakt”. ”Teksten skal kombineres med en melodi og synges ud gennem kroppen” siger han også. Og han har ret. Han har også ret, når han siger, at de gode melodier er dem, ”der smager godt”, og han taler om ”velsmagende melodier med toneranker, der løfter sig, spring, der overrasker, og harmonier, der fryder”. Ja, melodierne bør smage godt, men smag kan man vist ikke diskutere. Så lad mig med det samme sige, at der er mange melodier i samlingen, som ikke smagte mig godt. Mange, som var som vakuumindpakkede retter fra den kommunale madordning, hvor man kun kan være sikker på én ting – der er salt i. En melodi er – efter min mening – god, hvis den har et afsæt, et sving og en landing. Den kan sammenlignes med en fugl, der letter, flyver op og så lander igen på en gren. Ikke som en, der går rundt på græsplænen og prikker i jorden. Tonegentagelse efter tonegentagelse, og så en tone op, og en tone ned, for at lande på tonegentagelserne igen. Det er ikke en melodi, men en recitation af en tekst, meget svær at begejstres for og ret svær at huske. For hvor mange gange skal vi prikke i jorden, før vi kan bevæge os et lille skridt til et nyt sted?

Samlingen indeholder helt sikkert melodier, der både er umiddelbart sangbare, lette at huske og taknemmelige at synge. Altså – melodier efter min smag – som altså ikke nødvendigvis gælder andre end mig selv. Så lad det være sagt – de melodier, der smagte mig bedst, var hovedsagelig komponeret af Jesper Gottlieb, som også er den største bidragsyder til samlingen – han har skrevet 23 af de 64 melodier.

Og han har nogle rene fuldtræffere ind imellem, som f.eks. melodien til ”Fred med verden” (nr. 7), til ”Aften himlen sejler ind” (nr. 12) ”Guds nåde er en vintergæk” (nr. 18), eller den allerede nævnte ”En mand er død på korsets knast” (nr. 60). Jeg var også meget glad for Thomas Reils melodi til ”Nu synger Ole Øje” (nr. 7) og til ”Lyset blev endevendt” (nr. 49), mens jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt samme komponists udmærkede melodi til ”Verden har et gitter” (nr. 43), vitterligt ville kunne synges til en begravelse.

Bogen, med dens for orglets nodepult lidt uhandy format, indeholder som nævnt 64 salmer, og forsiden er prydet med et noget skrækindjagende (til titlen passende) billede af Peter Brandes, holdt i sort- sortbrune farver med pletter af hvidt og antydning af rødt. Der er brugt papir af høj kvalitet, nodesatsen er smuk, tekstens bogstaver tilpas store. En smuk bog, der er rar at få i hånden. De udvalgte salmer falder i følgende afsnit: ”Liv” (9 salmer), ”Aften” (3 salmer), ”Årstider” (7 salmer), ”Tro” (13 salmer), ”Dåb” (2 salmer), ”Nadver” (3 salmer), ”Bryllup” (1 salme), ”Konfirmation” (2 salmer), ”Velsignelse” (2 salmer), ”Begravelse” (5 salmer), ”Advent” (4. salmer), ”Jul” (4 salmer), ”Påske” (5 salmer), og ”Pinse” (4 salmer).

Elleve komponister har skrevet melodierne. Bogen er forsynet med registre: Alfabetisk register, Salmeregister (som fortæller, fra hvilken af Grotrians udgivelser den pågældende salme stammer), samt Komponistregister. Blandt komponister savner jeg John Frandsen, som har skrevet mange melodier til Grotrians tekster, en del af dem blev brugt i Frandsens storslåede ”Requiem”, hvor Grotrians tekster dannede en nutidig modvægt til de liturgiske tekster. Fraværet af Frandsens melodier skyldes måske, at udgivelsen er mere jysk baseret og redaktørerne ikke skelede til det, der sker på den østlige side af Bæltet.