Du er her: 
Skrevet af Mikael Garnæs.

To nye orgelmonografier

Organistbladet januar 2013.

Det er ikke hverdagskost, at der udkommer omfattende og flot udstyrede bogværker om enkelte danske orgler, men sandelig om ikke hele to nye orgelmonografier har set dagens lys i løbet af en enkelt uge.

Den ene, udgivet af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, handler om Christiansborg Slotskirkes historiske Marcussen & Reuter-orgel fra 1829, som blev reddet fra Slotskirkens brand i 1992, tilbageført til (noget nær) sin originale skikkelse og genindviet i 2009. Ved bogpræsentationen 29. november 2012 kunne man høre domorganist Kristian Olesen spille J.P.E. Hartmanns g-mol-sonate på det fine orgel, delvist i duet/duel med metroselskabets boremaskine fra den nærliggende Gammel Strand. Efterfølgende fortalte bogens redaktører, arkitekt Uffe Kjærulf og organist Henrik Fibiger Nørfelt, om bogen. Den begynder med en skildring af Slotskirkens dramatiske brand og går derefter i detaljer med orglets historie og tekniske anlæg. Dertil kommer en række baggrundsartikler, som f. eks. en omfattende artikel af Professor Konrad Küster om Orgelmusik i Helstaten. Den smukke (og rørende billige) publikation er fyldt med fine illustrationer.

Ugen efter fik vi en ny bog om intet mindre end det enestående Compenius-orgel på Frederiksborg Slot. Også i dette værk har Henrik Fibiger Nørfelt været med i redaktionsgruppen, som i øvrigt omfatter Claus Røllum-Larsen, Thomas Lyngby og Sven-Ingvart Mikkelsen og Bo Seedorff som grafisk tilrettelægger.

Bogen er resultatet af mange års arbejde, påbegyndt af tidligere slotsorganist Per Kynne Frandsen, der ved sin død i 2004 efterlod sig et stort antal noter og forslag til emner for artikler, som har dannet udgangspunkt for bogen. Hvor monografien om Christiansborg Slotskirkes orgel nøjes med et engelsk "summary" til sidst, er bogen om Compeniusorglet hele vejen dobbeltsproget – dansk og engelsk.

Museumsinspektør Thomas Lyngby gennemgår orglets historie i Danmark, og orgelbygger Mads Kjersgaard beskriver sit arbejde og sine erfaringer med restaureringen af Compenius-orglet. Man kan også læse om orglets før-danske historie, om orgelbygger-dynastiet Compenius, og Svend Prip behandler den opmåling og beskrivelse af orglet, der blev udført i 1940. Christian Gorm Tortzen skriver om de interessante fund i orglet af middelalderlige pergamenter, og Kai Ole Bøggild har skrevet om Finn Viderøs legendariske indspilninger på orglet. Endelig skriver Slotsorganist Sven-Ingvart Mikkelsen om sine praktiske erfaringer med instrumentet, og der medfølger en dvd, hvor Sven-Ingvart Mikkelsen medvirker sammen med barokviolinisten Roberto Falcone, zink- og blokfløjtespilleren Lene Langballe og slagtøjsspilleren Hans Andersen.

Uffe Kjerulff og Henrik Fibiger Nørfelt (red): Christiansborg Slotskirkes Orgel. 146 sider. Styrelsen for Slotte & Kulturejendomme. Kr. 100,-. Kan købes på Christiansborg Slots museumsbutik og Kronborgs museumsbutik.

Claus Røllum-Larsen, Thomas Lyngby, Sven-Ingvart Mikkelsen, Henrik Fibiger Nørfelt (red): Compenius-orglet. 213 sider inkl. dvd. Nationalhistorisk museum, Frederiksborg Slot. Pris 249,- kr. (plus forsendelse). Kan købes i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborgs museumsbutik, på frbmus@frbmus.dk eller tlf. 48 26 04 39.