Léon Boëllmann - 150-året for hans fødsel.

Organistbladet december 2012.

Af Hans Chr. Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole

Komponistjubilæer danner ofte et yndet alibi for koncertarrangører, herunder organister, til at sætte fokus på en måske overset tonesætters værker. Det gælder især de mindre kendte komponister, mens de rigtigt "store" heldigvis ikke behøver at vente på et rundt jubilæum som en form for undskyldning.

Til gruppen af de mindre kendte kan den franske komponist og organist Léon Boëllmann henregnes. Han blev født i 1862, altså for 150 år siden, og døde 35 år gammel i 1897. Hans berømmelse i eftertiden hviler næsten udelukkende på den 4-satsede "Suite Gothique", op. 25, der vel kan betegnes som et af orgelmusikkens større "hits". Siden kompositionen i 1895 har disse veldrejede satser holdt sig på repertoiret, og således vil man ved et besøg i en større eller mindre fransk kirke også i dag ofte høre den sødladne 3. sats, "Prière à Notre-Dame" spillet under altergangen.

Léon Boëllmann blev født 1862 i Ensisheim i Alsace. Allerede som 13-årig blev han optaget på École Niedermeyer i Paris. Denne musikskole blev oprettet i 1853 af Louis Niedermeyer og fik efterhånden en konservatorielignende status. Skolens leder Clément Loret (1833-1909) var elev af den store belgiske organist og pædagog Jacques Nicolas Lemmens, og flere parisiske organister, herunder Eugène Gigout (1844-1925), underviste på skolen.

Boëllmann var udover sine rige musikalske evner også en talentfuld maler, og han var skribent i tidsskriftet "Art Musical", hvortil bl.a. også Ernest Chausson bidrog. Her skrev Boëllmann på trods af sine unge alder under pseudonymet "Le Reverend Père Léon"!

På skolen blev Boëllmann kendt for sin perfektion i spillet og i 1879 afsluttede han med eksamen på orglet i Trocadéro. Som bunden opgave spillede han en bearbejdelse af Händels "Orgelkoncert i B-dur" og som selvvalgt værk Bachs "Fantasi i g-mol".

Léon Boëllmann blev i 1881 ansat som organist i Saint-Vincent-de-Paul – men kun som organist ved kororglet! Først i 1887 tiltrådte han også stillingen som organist ved hovedorglet. Begge orgler var bygget af Cavaillé-Coll, hovedorglet fra 1852 var af Cavaillé-Coll selv blevet fremvist på verdensudstillingen i 1855. Lemmens havde i forbindelse med indvielsen af orglet spillet en række af J.S. Bachs præludier og fugaer, hvilket vakte opsigt i datidens Paris, hvor den lettere og mere underholdende stil, personificeret i Lefébure-Wely, var fremherskende.

École Niedermeyer havde i flere perioder et helt familiemæssigt præg, idet stifterens to døtre blev gift med 2 af skolens elever: Eugène Gigout og Gustave Lefèvre. Boëllmann giftede sig i 1885 med en datter af Lefèvre: Louise Lefèvre. Gigout, hvis ægteskab var barnløst, adopterede samtidig Boëllmann som sin søn. I 1885 grundlægger Gigout en "Skole for Orgel, Improvisation og Gregoriansk Koral", og her blev Boëllmann lærer.

En svær lungebetændelse i 1880´erne var med til at give Boëllmann et skrøbeligt helbred, og han døde kun 35 år gammel i 1897. Hans hustru døde året efter, hvorpå familien Gigout adopterede deres 3 børn. Af disse blev datteren Marie-Louise Boëllmann-Gigout (1891-1977) organist og musikvidenskabsmand.

Sideløbende med sit pædagogiske arbejde og sin organiststilling komponerede Léon Boëllmann flittigt værker i forskellige genrer. Han skrev en symfoni i F-dur, symfoniske variationer for cello og orkester samt en række mindre stykker for orkester. Disse store værker fik i samtiden en betydelig succes og blev tillige opført ved koncerter i udlandet. Han komponerede en del sange med klaverakkompagnement samt karakterstykker for klaver, herunder en transskription af sin egen Menuet Gothique. Hele Suite Gothique blev også udgivet i arrangement for 2 klaverer.

Arrangementer af især orkesterværker for 4-hændigt klaver eller for 2 klaverer var i det hele taget i høj kurs i det 19. århundrede samt begyndelsen af det 20. årh. I tiden inden grammofonpladen var disse hovedkilden til at stifte bekendtskab med værker, oprindeligt skrevet for en større besætning. I sine memoirer omtaler Marcel Dupré, hvorledes Saint-Saëns til sin skræk af Liszt blev opfordret til at spille 4-hændigt klaver – oven i købet fra orkesterpartitur. Liszt havde beroliget ham og sagt: " De skal se, det går helt af sig selv; jeg ved, hvor godt De spiller fra bladet. Vi deler instrumentet mellem os og supplerer hinanden – jeg tager den underste del og betjener pedalen, De tager den øverste del og vender blad"!

Blandt Boëllmanns kirkelige værker er en række solosange samt et Veni Creator for soli, kor, violin, cello, harpe og orgel.

Boëllmanns orgelværker er i 2002-2004 udgivet i en kritisk udgave af Helga Schauerte-Maubouet på Bärenreiter:

Offertoire sur des Noëls

Deux petites Pièces pour orgue

Offertoire

Douze Pièces pour orgue ou piano-pédalier, op. 16

Suite Gothique, op. 25

Deuxième Suite, op. 27

Heures Mystiques, op. 29 og op. 30

Deux Esquisses

Fantaisie

Blandt disse værker kan der være grund til at omtale "Douze Pièces", der af komponisten angives til spil på orgel eller pedalflygel. Dette sidstnævnte instrument havde efter en kort opblomstring i Tyskland i midten af 1800-tallet fundet tilhængere i Frankrig, og således komponerede Saint-Saëns og især Charles Gounod også værker for pedalflygel.

"Suite Gothique" blev trykt i 1895 hos forlaget Durand; Auguste Durand havde i øvrigt selv været organist ved Saint-Vincent–de-Paul i årene 1863-1874. Ved Boëllmanns førsteopførelse af stykket i Dijon i maj 1895 var stykkets titel "Suite pour orgue", hvilket kunne give den tanke, at det først ved udgivelsen fik tilnavnet "gothique". Betegnelsen "gothique" stod i samtiden for noget gammelt og antikveret. Man var i samtiden ikke ukendt med denne betegnelse i titlen på musikværker: Widor havde kort tid forinden fremført sin "Symphonie Gothique".

I senere programnoter til værket skrev Gigout bl.a.: "Det bevidst arkaiske harmoniske sprog i suitens første to satser kan forklare betegnelsen gotisk". Anvendelsen af titlen "menuet" i 2. satsen giver på samme måde mindelser om noget gammelt og gammeldags.

3. satsen hedder hos Boëllmann "Prière à Notre-Dame", hvilket ikke betyder "Bøn til Vor Frue", men derimod "Bøn i Vor Frue" – formentlig underforstået Notre-Dame kirken i Dijon, hvor førsteopførelsen fandt sted! Som Helga Schauerte-Maubouet gør opmærksom på i sin udgave på Bärenreiter mangler accent grave over "a" i flere senere udgaver af stykket, hvilket ofte har ledt til den forståelige, men dog forkerte opfattelse af titlen.

Suitens afsluttende toccata er en af orgellitteraturens mest kendte og er blevet betegnet som prototypen på en fransk toccata!

I forhold til "Suite Gothique" er der ikke den samme prægnans over den stort set samtidige "Deuxième Suite", der blev udgivet i 1896. De ellers velformede satser fremføres kun sjældent.

Under ferie i Schweiz i sommeren 1895 arbejdede Boëllmann på stykkerne til "Heures Mystiques". Samlingen består af 100 korte satser og blev udgivet i 1896. De fordeler sig med 10 satser til hvert af de 5 proprieled, der traditionsmæssigt blev udført på orgel: Introitus, Offertorium, Elevation, Communion og Sortie samt derudover 50 versetter.

Samlingens titel "Heures Mystiques" betegner musik til gudstjenesten, da "mystique" i denne sammenhæng refererer til messen. Samlingen betegnes ved udgivelsen som bestemt for orgel eller harmonium. Sidstnævnte havde en glansperiode i slutningen af 1800-tallet, og flere prominente komponister med César Franck i spidsen udgav værker, primært beregnet til fremførelse på det franske højtryksharmonium. En stor del af stykkerne er forsynet med registreringsanvisninger for harmonium og kun enkelte forsynet med anvisninger til orgelregistrering.

Der er som i Francks l´Organiste overvejende tale om korte og enkle stykker, der ikke stiller så store tekniske krav til udøveren. Et af hovedmålene med udgivelsen har da også været at forsyne organister uden improvisatoriske evner med en samling af stykker til gudstjenestebrug. Boëllmann har formentlig også anvendt stykkerne i pædagogisk sammenhæng: der berettes således i foråret 1896 om en elevkoncert, hvor to kvindelige studerende med succes fremførte flere af Boëllmanns mindre solostykker.

I 1898, året efter Boëllmanns død, arrangerede Eugène Gigout en mindekoncert med fremførelse af hans værker. Der blev her opført såvel orgel- og klaverværker som sange og anden kammermusik samt orkesterværket "Variations symphoniques" med ingen ringere end den 21-årige Pablo Casals som solist på cello!

Litteratur, bl.a.:

Boëllmann: Sämtliche Orgelwerke, Bärenreiter 2002-2004

Josef Burg: Lèon Boëllmann, Ars Organi 45 (1997, II,3)

Paul Locard: Biographies alsaciennes: Lèon Boëllmann, Revue alsacienne illustrée 3, Strasbourg 1901

Denis Havard de la Montagne: Lèon Boëllmann, Musica et Memoria 27 (1996, nr. 64)

Joris Verdin: Lèon Boëllmann´s Heures Mystiques: orgelmuziek? Het Orgel 97 nr. 5, 2001