"If you can dream it, you can do it!"

Organistbladet maj 2012.

Lis Vorbeck er korleder i Frederiksberg Kirke og organist i Margrethekirken. Fra 1. oktober 2010 - 1. juni 2011 havde hun 8 måneders orlov fra Margrethekirken for at studere korarbejde i udlandet for at få ny inspiration til udbygning af kirkekorsarbejdet i Danmark. Lis Vorbeck besøgte kor i USA (Californien, Minnesota og Wisconsin), Canada (Toronto) og Tyskland (Wolpertswende, Mochenwangen og Ravensburg).

Hvordan skal folkekirken få øget liv, hvordan skal folk få lyst og behov for at komme i kirken, hvad skal kirken byde på, så den bliver et tilløbsstykke?

Først og fremmest skal kirken byde på kvalitet i sin måde at forkynde på. En af de åbenlyse og sprudlende muligheder i folkekirken er musikalske tilbud. Det er en kæmpe mulighed for kirken at have et musikalsk tilbud, fra man bliver født, til man dør – fra vugge til krukke.

Babysalmesang er i løbet af få år blevet en stor succes, og denne succes bør alle steder følges op af småbørnssang, af spirekor, af juniorkor, af børnekor, af pigekor, af drengekor, af ungdomskor, af forældrekor, af voksenkor, af seniorkor, af rollatorkor.

Hvad skal der til for at få dette op at stå?

Der skal ildsjæle i form af en eller flere korledere, der skal nogle gode fysiske rammer, et godt samarbejde mellem præster og korledere, mellem korledere og menighedsråd, og der skal en god forståelse i menighedsrådet for, at der ligger et kæmpepotentiale i sådant et korarbejde.

Mine forudsætninger for at komme med disse tanker, er 28 års korarbejde i den danske folkekirke samt en 8 måneders orlov, hvor jeg fulgte korarbejde forskellige steder i udlandet.

I mange kirker i USA bliver korene højt prioriteret. I Los Angeles besøgte jeg tre kirker, der alle havde et specielt "choir room" med en ideel indretning til kor. Korsangerne sad på podier i en halvcirkel – inde i midten var en akkompagnatør ved et flygel samt en dirigent. Den ene væg var reolvæg med alle noder til alle korene, hver havde sin hylde, eller også var der et særskilt lokale til noder i skabe og reoler samt skabe til kordragter. De mindste i børnekorene havde en kasse, hvor de havde deres mappe. Der var tavler med nodelinier, der var whiteboards, - you name it!

En enkelt kirke havde tre børnekor i forskellige aldre og to voksenkor på godt 50 sangere hver. De to voksenkor medvirkede til søndagsgudstjenesterne på skift efter en plan. Børnekorene lejlighedsvis.

Ved børnekorene var der frivillige forældre, der bl.a. tog sig af det praktiske og var til stede under korprøverne, og det bevirkede, at alle de små korsangere fulgte med og var opmærksomme, og mellem korprøverne sørgede en kirketjener for, at stolene på podierne stod i den rigtige opstilling til næste korprøve. Det praktiske var således meget effektivt. I voksenkorene var der delt små ansvarsområder ud - det kunne være lige fra at sørge for rene kleenex-servietter til kaffe i pausen.

Korlederen var praktisk talt fritaget for en masse praktiske opgaver og kunne koncentrere sig om musikken. Ved ungdomskor- og voksenkorprøver var musikforløbet skrevet ned på en whiteboard, så alle før korprøven kunne orientere sig om, hvilken musik, der skulle synges og gennemgås. Hvis noget nyt skulle gennemgås, havde korlederen lavet en side med oplysninger om komponisten til hele koret, der så kunne tage oplysningssiden i pausen eller efter prøven.

Kvaliteten i den musikalske del af korledelsen var høj. I de to kirker i Los Angeles var alle sangerne amatører, og i en tredje kirke, havde menighedsrådet prioriteret korarbejdet så højt, at 15 ud af de godt 50 sangere, som voksenkoret bestod af, blev betalt – og de betalte korsangere var på det danske Radiokors niveau.

Det var også dejligt at se, hvor mange herrer, der var i korene. De danske frivillige voksenkor mangler ofte herrestemmer. Der ligger en stor opgave i at ændre den mandlige sangtradition i Danmark, så tenor- og basmangelen i mange frivillige kor afhjælpes.

I gudstjenesterne var der flere musikalske indslag, så udfordringerne for korene var rigelige og gode ved hver eneste gudstjeneste. De kirker i Los Angeles, som jeg besøgte var ganske almindelige kirker, der havde et rigt menighedsliv, bl.a. takket være korene.

Jeg overværede en gudstjeneste i den store Chrystal Cathedral i Los Angeles. Der var både organist, stort orkester, kæmpe voksenkor og ungdomskor – det var imponerende at opleve – og samtidig stod der nederst på gudstjenesteprogrammet anført, at hvis en musiker midt i gudstjenesten måtte forlade orkestret, så var det på grund af "pligter andetsteds" – altså alle musikere undtagen organisten og dirigenter var frivillige. Kirken havde i sin bygning indgraveret: "If You Can Dream It, You Can Do It!" – det tog jeg til mig!

Det amerikanske kirkesystem er anderledes end den danske folkekirkes. Hver enkelt amerikansk kirke er afhængig af, hvad menigheden giver af økonomisk støtte. Det betyder, at der skal noget specielt til for at give en kirke ånd og liv. Hver ansat må forhandle sig frem til sin ansættelse, og det betyder både styrke og en stor sårbarhed. De korledere (organister), jeg mødte, var fantastisk dygtige, og de vidste også, at hvis de ikke ydede deres ypperste, så var deres stilling i fare. Det er skrappe forhold at være ansat under, og det gjorde også, at bl.a. korarbejdet betød så meget, for kormedlemmerne (for børnenes vedkommende forældrene) var ofte en del af menigheden og ydede økonomisk støtte til kirken.

I Tyskland besøgte jeg nogle kor i to små byer og et kor i en lidt større by. I de små byer med under 5000 indbyggere er der i hver by flere kor. Jeg besøgte et kirkekor i Sydtyskland – i Wolpertswende - hvor en ildsjæl, Kuni Schmid, har 4 pigekor, hvor de yngste er 3 år og de ældste i pigekorene i tyverne. Det er korarbejde i forbindelse med en katolsk kirke. Lokalet i menighedshuset var ikke specielt beregnet til kormusik – det indeholdt blot et klaver, men det fungerede takket være korlederen og nogle store korpiger, der frivilligt hjalp til med en del praktisk. Korlederen er ansat i et såkaldt "400 Euro Job" – men trods den lave betaling kan dirigenten ikke lade være med at få det til at summe af kirkemusik – en stor rigdom for kirken. Hun brænder for sine kor og har samlet over 100 piger i sine fire kor – og det i en lille by med ikke engang 5000 indbyggere. Uden en idealistisk korleder, der smitter med sit engagement, kan et kor ikke blomstre.

Hvordan kan vi opbygge et sprudlende korliv omkring en kirke, hvor målet er – udover kormusik af høj kvalitet - at koret skal være en levende del af kirken?

Naturligvis skal korarbejdet passe til den givne situation i en kirke. En måde kunne være at begynde med babysalmesang og korarbejde for 4-6 år. Når babyerne vokser, opstår der behov for kirkemusiktilbud for de 1-3-årige – og når de 4-6-årige bliver ældre, så er det tid til at danne et kor for de 7-10-årige osv. Samtidig med, at de 4-6-årige synger, kan der være et tilbud for forældre, der kan lave et forældrekor, mens deres børn er til kor. De 4-6-årige kan ikke selv gå hen til kirken, men skal følges af en voksen – en far eller en mor. Når nu forældrene alligevel venter, medens deres børn synger, så kan de da lige så godt synge. Det medfører selvfølgelig, at der skal være to korledere: en til børnene og en til forældrene. For at det ikke skal virke alt for uoverskueligt for de voksne, er det god idé at begynde med et projekt på f.eks. 8 gange i løbet af et par måneder og f.eks. arbejde hen mod en gudstjeneste, hvor både børn og forældre medvirker, og hvor der evt. er samvær bagefter, så alle får lejlighed til at være sammen og lige så langsomt lære hinanden at kende.

For at kirkekorene skal sprudle, skal de have opgaver og udfordringer. Ud over at medvirke ved gudstjenester, arrangementer og koncerter er det en god idé at rejse med koret. Det kan være en koncertrejse til udlandet eller et besøg hos et andet kor. Det kan også være en rejse i Danmark, hvor man besøger et venskabskor, hvor man så kan lave noget sammen. Endvidere er det vigtigt, at korene udnytter de muligheder, der er for at møde andre kor f.eks. igennem Folkekirkens Ungdomskor (FUK) til bl.a. korstævner. Det vil være oplagt at have et eller flere venskabskor enten i en anden del af landet, eller måske i samme stift eller i udlandet. Korene kan arbejde på at lave noget sammen, som kan blive til glæde og gavn i korenes kirker – ja, måske flere kirker.

For børn og voksne kan kirkekorarbejdet være en naturlig måde at blive en aktiv del af menigheden på. Ved musikalsk at medvirke til en gudstjeneste eller til et menighedsarrangement fornemmer sangerne hurtigt, at musik bringer glæde – evangeliet med musik går lige ind! Når man synger i et kirkekor som barn eller voksen bliver man en aktiv og ansvarlig del af gudstjenesten. Derfor er det også vigtigt, at hvert enkelt kormedlem føler sig værdsat - er uundværlig. Det er en opgave både for korlederen, for kirkens andre ansatte, for menighedsrådet og for menigheden, at korene mærker, at de er velkomne, og at de skaber glæde. Ofte bliver det sådan, at korsangerne heller ikke kan undvære kirken.

I disse år bliver menighedsråd bedt om at spare, og desværre ser adskillige menighedsråd kun på, at der skal spares. Det vil være mere konstruktivt at se på, hvad der kan gøres med den pose penge, der er til rådighed og se på, hvilke muligheder kirken har.

I Frederiksberg Kirke, hvor jeg leder et spirekor for 4-6 år, et juniorkor fra 7-10 år og et pigekor fra 11- godt 20 år, blomstrer det bl.a. fordi menighedsrådet prioriterer musikken ved kirken højt. Jeg har et utroligt godt samarbejde med præster og organister ved kirken. Ofte er jeg kommet med tilsyneladende skøre ideer, som menighedsrådet har bakket op om – og de er blevet glade for resultatet. Jeg bad f.eks. om penge til et forældrekor, og fik det, selv om kirken skulle spare.

Hvorfor synes jeg, at det er så godt at synge i kor?

At synge i kor er livsvisdom. Det gælder om at se på dirigenten og følge dennes anvisninger, lytte til de andre i koret og ikke kun høre sig selv. Man skal yde sit bedste, og de stærke hjælper de svage ved at brede deres tonevinger ud over de mindre stærke. Ved at have det for øje (eller rettere øre) opnår man at synge med én stemme – en stor, flot overtonerig klang. Det er fin "gangbjælke" i livet. Musik sprænger grænser og giver fællesskab.

I de kor, jeg leder ved Frederiksberg Kirke, er der ingen adgangskrav ud over at passe den ugentlige korprøve – alle er velkomne - og det viser sig, at korsangerne bliver bedre og bedre. De får udfordringer, så det musikalske niveau hele tiden højnes. De får en oplevelse af at bringe god, levende musik ud til tilhørerne og gode sociale koroplevelser. De bliver gudstjenestevante, og børnenes og de unges forældre bliver ofte en fast del af menigheden på forskellige vis.

Nogle store ting i livet kan ikke forklares – de skal opleves – en af de store ting er at synge i kor – derfor skal tilbuddet ud til alle i alle aldre!