Anmeldelser

Organistbladet december 2012.

Af Mads Høck

Klokker i orglet. Anne Kirstine Mathiesen spiller værker af Ludvig Nielsen, Kjell Mørk Karlsen, Jean Langlais, Louis Vierne, William Byrd, François Couperin, Nicolas Lebègue, Jean-François Dandrieu, Henri Nibelle, Henri Mulet, Maurice Duruflé, William Mathias og Naji Hakim på orglet i Køge Kirke. Helikon HCD 1061

Det er altid spændende som lytter at få foræret en klar overskrift på et koncertprogram eller en cd. Man sætter sig ind i et afgrænset område, som var man til et foredrag eller en kunstnerisk orienteret film.

Hvis overskriften var "En orgelmesse" ville man forvente at blive ført rundt i romermessen/højmessens mange led, og man ville derved blive udfordret på sin liturgiske rygradsautomatik.

Hvad kan man forvente af en cd med titlen "Klokker i orglet"? - kendte klokketemaer?- imitationer af klokker lavet med orglets klangmuligheder? - bryllupsklokker? - begravelsesklokker? - gudstjenesteklokker?

Anne Kirstine Mathiesen har på sine to fine Marcussen-orgler i Køge Kirke indspillet et afvekslende program fra 5 århundreders orgellitteratur. Som første indslag og ind imellem nogle af stykkerne kommer Vor Frelsers Kirkes klokker på besøg med producer og lydtekniker Jesper Jørgensen ved hamrene.

Hovedorglet i Køge Kirke er meget klassisk og typisk Marcussen & Søn fra 1968. Grundstemmerne klinger frit og uforcerede og rørstemmerne er præcise og klare. Svellevirkningen er ikke voldsom, men klart hørbar. Instrumentet favoriserer musik fra før 1850, men honorerer fint senere skrevet musik.

Kororglet fra 2000 er med sine 10 stemmer en usædvanlig karakteristisk lille perle med sine syngende principaler og pludrende fløjter.

Man bemærker hurtigt, hvor forskelligt tiden og komponisterne forholder sig til klokketemaet. Byrd bruger et tema som ciacona i bassen. Couperin, Lebègue og Dandrieu er mere indhyllet i klokkeklangens vedvarende monotoni. Derfra springer vi 150 år til de kendte stykker af Vierne og Mulet, som klart er skrevet til udgangsmusik og festbrug. Man kan sige, at man hér har en defineret carillon-stil i lighed med toccatastilen. Nibelle (et skønt navn på denne cd) og Duruflé er i samme tradition, men hvor førstnævnte holder sig til begges mesters (Vierne) form vælger Duruflé at bygge sin spænding op om en klassisk fuga, som siden opløses og lægger sig i carillon-sporet. Mathias og Hakim er børn af de klassiske former og udtryksmåder, men forsøger at finde nye nuancer og udtryksformer.

Anne Kirstine Mathiesen gør et virkelig flot arbejde med at profilere de forskellige tidsperioder og tilpasse dem Køge Kirkes 38 stemmer. Hun musicerer sundt med stort overskud og til tider humor. Man kan undervejs blive en anelse træt af de mange "slutnumre" hvor al fyrværkeriet skal brændes af, men energien holder hun oppe. Klokkeindslagene fra Vor Frelsers Kirke er egentlig dejlig ferske og opfindsomme, bortset fra optakten til Byrds "The Bells of Osney" som med sin cross-fade er lige smart nok. Man hører klokkerne overlappe orgelindledningen, hvilket driller lytterens rumfornemmelse. Rækkefølgen af stykkerne er lagt med de ældste stykker i en midtersektion spillet fra kororglet. Når man har hørt hvor mange tju-bang-numre cd'en præsenterer, undrer det mig, at den begynder med Ludvig Nielsens lidt tunge "Nidarosdomens klokker". Jeg synes den havde været bedre som et roligt afbræk senere. Hendes orgeludgaver af cembalostykkerne er registreret afvekslende og selvom man kunne savne en mere fransk klang i de mange carillon-stykker så har det bestemt sin ret at høre dem spillet på Køge Kirkes orgel.

Ud fra mine forventninger synes jeg man får det meste. Skulle man savne noget, ville det være det mere afdæmpede repertoire - findes der ikke en "sorgens klokke"?

Af Anders Gaden

German Romantic Organ Works. Hans Fagius spiller værker af Liszt, Schumann, Hesse og Reubke på Marcussen-orglet i koncertsalen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. CDKlassisk.dk CDK1067

Hans Fagius har indspillet en skøn cd med værker af Liszt, Schumann, Hesse og Reubke. Cd'en er indspillet på det store Marcussenorgel på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Det er glædeligt, da der, så vidt jeg ved, ikke foreligger mange indspilninger på det instrument, endskønt vi har hørt det ved talrige koncert-transmissioner igennem dets mangeårige historie som radiohusorgel.

Cd'en har en fin disposition, hvor to af den tyske romantiks hovedværker for orgel omkranser en lidt lettere og mere diverterende afdeling. Det drejer sig om Liszts Ad nos, ad salutarem undam og Reubkes Sonate i c-mol.

Disse to værker står smukt ved siden af hinanden, forbundet af lærer-elevforholdet mellem Liszt og Reubke, og det at begge værker også knytter sig til Ladegasts store orgel i Merseburger Dom. Orgelet blev bygget i 1853-55 med 85 stemmer, og her blev Ad nos opført ved indvielsen i 1855. Kun to år senere i 1857 uropførte Julius Reubke selv sin orgelsonate ved samme instrument, og ligesom Ad nos har sit forlæg i et tema fra Meyerbeers opera Le Prophète, benytter Reubke også et gennemgående tema som gennemsyrer hele sonaten.

Den midterste del af cd'en består af Schumanns Sechs Studien in canonischer Form für Pedal-Flügel, op. 56, og Adolph Hesses Einleitung, Tema und Variationen i A dur, op. 47. Disse to komponister og deres værker bindes bl.a. sammen af deres fælles interesse for og beundring af Bach. Schumanns studier er kontrapunktiske stykker inspireret af Bachs kompositoriske teknikker, og Hesses variationer står også i høj grad på skuldrene af den klassiske tradition med Bach som familiens fader.

Jeg synes det er imponerende at Hans Fagius formår at indspille hele molevitten på én dag, men det er måske forklaringen på at cd'en har ikke mindre end fire producenter. Booklettens design kender vi fra de talrige indspilning hos Olufsen Records, og den oversælger i hvert fald ikke cd'en, hvis indhold jeg synes overstråler det noget glansløse forsidebillede af Marcussenorgelet.

Hans Fagius' musikerskab er af stort format, og han spiller veloplagt med stor klarhed og præcision. German Romantic Organ Works er en af de cd'er jeg kan nyde som ét måltid, og ikke som jeg så ofte må gøre med orgel-cd'er, nemlig dele dem op i mindre bidder for at jeg ikke skal få forstoppelse. Sammensætning af repertoiret er velafbalanceret og ligeledes fortolkningen som er smagfuld men aldrig kedelig. En pragtfuld cd, som varmt skal anbefales.

Af Anders Gaden

Slagtøj i orglet. Italian organ music from four centuries. Jens E. Christensen spiller værker af Bellini, Cavazzi, Merulo, Gabrieli, Banchieri, Frescobaldi, Pasquini, Gherardesco, Cherubini og Padre Davide da Bergamo på Carsten Lund-orglet i Skt. Stefans Kirke, København. Helikon HCD 1066

Orglet i Skt. Stefans Kirke i København er vel den direkte årsag til tilblivelsen af denne cd, der indeholder orgelmusik man ikke hører ofte spillet. Carsten Lund står bag dette instrument der blev bygget i 1983, et instrument der, ifølge kirkens tidligere organist Ole Olesen, blev bygget med fuld frihed til orgelbyggeren. Han skulle skabe det ideale orgel til en mellemstor bykirke, et instrument med en markant kunstnerisk profil, uanset hvilke repertoiremæssige begrænsninger dette måtte indebære. I 1989 blev tilføjet en slagtøjssektion: en stortromme og et bækkensæt, der betjenes af organisten ved hjælp af to fodtrin.

Dette specielle instruments profil muliggør at Jens E. Christensen på denne cd kan realisere et repertoire bestående af italiensk orgelmusik der spænder fra 1500- til 1800-tallet. Repertoiret, der rummer såvel kirkelig som verdslig orgelmusik, beskrives nøje i cd'ens booklet og afslører Jens E. Christensens store viden og kompetence på området. Endvidere må man glæde sig over et indbydende layout, dejligt og meget informativt er det at kunne læse hvilke registreringer der er brugt til de forskellige stykker musik.

Bellinis bidrag Sonata per organo forekommer mig ikke at være et must for orgelentusiasten, og flere af de værker på cd'en hvor stortromme og bækken skal skabe dramatiske effekter eller sprede fest og farver, ja, der synes de på mig at virke mere besynderlige end som en naturlig del af det musikalske billede. Måske ligger forklaringen i at det der for 200 år eller mere siden, havde en vældig dramatisk indflydelse på det italienske publikum, i dag ikke formår at påvirke lytteren på samme måde.

Derimod finder jeg større glæde ved at lytte til de knap så flamboyante satser, her skal særligt nævnes Frescobaldis meget smukke Toccata quarta, som klinger utroligt smukt på orgelets 8'-fløjter med tremulant. Det er en fornøjelse at høre dette stykke, og lade trommen forstumme for en stund.

Jeg vil betegne cd'en som et kuriosum blandt orgel-cd'er. En fin udgivelse der afdækker et, for mange, ukendt repertoire.