H. C. Andersen kom endelig ind i salmebogen – og dog?

Organistbladet oktober 2009.

Der skulle gå 128 år efter H. C. Andersens død, før han, sin berømmelse til trods, fik optaget en tekst i folkekirkens autoriserede salmebog. Det skete i 2003, da to tekster blev accepteret: "Barn Jesus i en krybbe lå" og "Jeg har en angst som aldrig før".Et lovlig akademisk præget kommissorium til salmebogskommissionen lagde sig fast på en noget ufolkelig linje i flere henseender, og fristede nogle toneangivende kredse i kommissionen til at indtage en "ukrudtsbekæmpende" attitude. Revisionen af salmebogsforslaget rettede op på meget, men H. C. Andersen figurerede stadig kun med sine beskedne to tekster. Jeg blev mindet om dette i en nyligt overstået sygdomsperiode, hvori jeg søgte adspredelse i hele salmebogsproblematikken – og som aktivt engageret i H. C. Andersen-forskningen igen lod mig provokere af, at Danmark atter ikke kunne svinge sig op til at synliggøre sin store digter rimeligt fyldigt. Provokationen øgedes af, at kommissionen havde undladt at anvise et melodiforslag, der indebar en almen kendt melodi, der gjorde det muligt straks at synge "Jeg har en angst". I stedet forekom her to nye melodier, Egil Harders ganske vist smukke sang - og Katarina Lewkovitchs avancerede modernistiske melodi. Man kunne også have foreslået den ældgamle melodi til "O hjertekære Jesus Krist" (428 i den nye koralbog), der allerede på Andersens tid var bragt i flere almindeligt anvendte koralbøger og var anført som melodiforslag flere gange i Evangelisk-christelig Psalmebog, autoriseret 1798 og den danske kirkes salmebog det meste af Andersens liv. Jeg vil gætte på, at han har haft denne melodi i tankerne, da han digtede "Jeg har en angst".

Ved et foredrag af salmedigteren, fhv. biskop Johannes Johansen om dennes salmedigtning spurgte jeg ham, om ikke han var beæret af den interesse der var for at komponere melodier til hans tekster. Men svaret var: "Jeg er helst fri for dem. De udskyder brug af salmen – og man kan altid regne med, at en salmedigter har haft en bestemt almen kendt melodi i tankerne, når han udformede sin tekst." Man kan vel tilføje, at mange tekster er skrevet på opfordring, og en del inspireret af nylige hændelser.

H. C. Andersens salme "Jeg har en angst som aldrig før" kaldte han selv for "en salme" og lod den trykke i grundtvigianernes organ "Dansk Kirketidende". Salmen var skrevet 20. 6. 1864. Als var tabt få dage tidligere, og der var 3000 faldne, herunder også personlige bekendte til Andersen. Professor Rasmus Nielsen læste digtet op for enkedronning Caroline Amalie – ifølge Andersens dagbog 4. 7. 1864.

Det andet optagne digt i salmebogen fra 2003, "Barn Jesus i en krybbe lå", fik en lang omvej til salmebogen, men dukkede snart op i anden sammenhæng. Den stammer fra digtsamlingen "Aarets 12 Maaneder / tegnet med Pen og Blæk". Det er medtaget i "Samlede Skrifter IX", side 63 under titlen "4 Aarstider" under december (juleaften) som børnesang med titlen "De fattige Børn paa Gaden". J. C. Gebauer, børnesangskomponisten, var tidligt ude med en melodi, der optoges i "Danmarks Melodibog", barometret for sange, der var "in" – og den kendte Andersen-forsker H. G. Olrik accepterede ingen anden melodi. Dog – og heldigvis – bragte Niels W. Gade i "Børnenes Jul", 1858, den nu kendte mere salmeprægede smukke melodi, der henvises til i salmebogen fra 2003. (Andersens personlige bekendte, den tyske komponist Robert Schumann bragte i sin samling opus 79. nr. 17 også en melodi, der fik stor udbredelse i Tyskland. Teksten fra "Barn Jesus" var her meget ordret oversat. 4 andre Andersen-digte bragtes også.)

Man kan altid diskutere, hvad der forstås med en salme, og strenge kritikere indskrænker Andersens salmer til et meget beskedent antal. Dog skal man ikke glemme, at andre også måtte slås for at blive anerkendt som salmedigtere, - endog B. S. Ingemann, den vel mest sungne i kirkelig sammenhæng. En dansk professor, tilmed med en Grundtvig-disputats bag sig, nægtede under et foredrag om danske salmedigtere at medtage Ingemann. Jeg afæskede ham en grund. "Han var ikke salmedigter" var det korte, arrogante svar. Jeg spurgte siden Johannes Johansen om, hvad han mente om dette svar. Han gættede på, at svaret var begrundet i, at Ingemann ikke var teolog.

H. C. Andersen kunne udmærket have hævdet sig som salmedigter med flere andre digte i salmebogen af 2003. Jeg skal pege på to, hvoraf jeg bragte den første som slutning på min bog fra 1986 " H. C. Andersen og trådene til Grundtvig." Den blev oprindelig først optaget i 2. udgave af "Samlede Skrifter" fra 1879 og lyder således:

Den stille Uges Sørgetid

En Skat af Tanker bærer hid;

Christ gav sig hen for os, vi veed,

For Sandheden han Døden led,

Korsfæstet blev Uskyldighed.

Paa Tornekronen Blodet sad,

Mens han for sine Fjender bad.

Hvo ligner ham og gaaer hans Spor?

I den just Livets Rose groer.

Og den er salig, som ret troer.

Du stille Uge smerteriig,

Fryd straaler fra din Sørgeflig!

Med ydmygt Sind vi knæle ned:

Et Intet i Guds Herlighed,

Og dog stor i hans Kjærlighed.

Bemærk den Kristusbetoning, som mange ellers har frakendt Andersen. Nogle har spøgefuldt antydet, at han normalt ikke nåede ud over første trosartikel.

Denne salme har han muligvis også tænkt sig sunget på melodien "O hjertekære Jesus Krist", idet sidste linje gentages (som i "Under dine vingers skygge", når denne synges på J. P. E. Hartmanns melodi).

I 1853 skrev Andersen under koleraen digtet "Som Bladet, der fra Træet falder". Det skete i anledning af hans nære ven Edvard Collins svigermors død, og digtet blev præsenteret i Grundtvigianernes "Dansk Kirketidende".

Som Bladet, der fra Træet falder

Saa er mit Jordliv. Ikke meer!

Jeg er beredt naar Du mig kalder

Gud, du som heelt mit Hjerte seer,

Veed al min Brøst, hvad i mig boer,

Og min Fortrøstning dog saa stor.

Gjør Smerten kort i min Forvandling,

Forund mig Barnets hele Mod.

Du dømme Tanke, dømme Handling

I Naade kjærlig, fadergod.

Ryst bort min Angst! Kun Dig jeg see!

I Jesu Navn, din Villie skee!

Digtet blev sunget af koret i Frue Kirke (København) med Andersens nære ven gennem mange år J. P. E. Hartmann ved orglet, da begravelseshøjtideligheden 11. 8. 1875 fandt sted – lige efter at Chr. IX var trådt ind i kirken. Vi ved dette fra Carl Hermanns bog "Folkets Søn", der betegnet som "en original biografisk Roman" blev udgivet 2 år efter Andersens død. Carl Hermann var pseudonymet for redaktør af Søndags-Posten Carl Sørensen, morfar til digteren Soya. Han havde en ret tæt kontakt til Andersen i dennes sidste leveår og gav som den første en virkelig detaljeret beskrivelse af handlingsgangen ved Andersens begravelse. Digtet blev sunget som almindelig salme, formentlig på melodien "Hvo ikkun lader Herren råde", der er foreslået til en salme (nr. 424) i "Evangelisk-christelig Psalmebog" (udgaven fra 1838), der både m.h.t. antal strofer og versefødder og delvis også indholdets hovedide fører tanken hen på Andersens digt. Andersen tænker sig dog, at sjælen straks efter døden får et nyt legeme, - ikke det hensovende legeme først på dommedag (som i nævnte 424).

Andersen havde skrevet adskillige andre salmetekster end de allerede nævnte og her vist sig i besiddelse af en ikke ringe teologisk indsigt. Han havde ikke for ingenting været tvunget til at lade alle sine stile fra de afsluttende år i latinskolen omhandle bibelske emner og teologiske indfaldsvinkler, - et krav fra direktionen for latinskolen og universitetet. Den norske præst Chr. Svanholm skrev i 1953 disputatsen "H. C. Andersens ungdomstro", hvori han gennemgik en række af disse stile.

Jeg kunne pege på flere af Andersens salmeprægede tekster, og her ikke mindst gøre opmærksom på hans salmebidrag til den første gudstjeneste i Holmens Kirke (København) efter en istandsættelse. Det drejer sig om 288 og 289 i Birger Frank Nielsens Andersen-bibliografi, henholdsvis side 481 og 482 i "Samlede Skrifter, bind XII" fra 1879:

"Ei Templer, reist af Støvets Haand, omfatte ham, Alverdens Aand" på melodien "Af højheden oprunden er" – og

"Skabningens Herre, dig vil vi vor Lovsang frembære! Mennesket selv er et Tempel, indviet til din Ære!" på melodien "Lover den Herre, den mægtige Konge med ære".

Gudstjenesten fandt sted 20. 3. 1836. Året før var Andersens første lille hefte med fire eventyr udkommet.

Endog en konfirmationssalme har Andersen begået. Den udgjorde den ene af tre tekster, han skrev til brug ved Comtesse Marie Moltkes konfirmation i Bregentved den 8. juni 1844. Teksterne foreligger som upaginerede blade, men blev udgivet i 2003 af Jørgen Skjerk i hans bog "H. C. Andersen. Digte der ikke kom med i eventyrdigterens "Samlede Skrifter"". Teksten skulle synges lige efter, at konfirmationsløftet var aflagt af konfirmanden. Jeg har ændret "hun" til "de", da konfirmandhold i dag har både piger og drenge, og i 3. vers "hende" til entalsformen "denne" for rimets skyld. Sådanne ændringer er for øvrigt beskedne i forhold til de "korrektioner", man har udsat adskillige Grundtvigsalmer for i årenes løb.

Lov og Priis Dig, Fader milde!

Fra Dit Væsen Naadens Kilde

Strømmed i den Unges Bryst.

O! lad Kildens rene Vande

Sig med deres Væsen blande,

Bære hen mod Himlens Kyst.

De er din, o Frelser kjære!

Korsets Tegn de Dig til Ære

Over Bryst og Ansigt bar!

De har dig bekjendt herinde,'

De skal saligt Dig gjenfinde,

Som Du os forjætted' har.

Aabn da Himlen over denne!

Aanden ned med Bud Du sende!

Indvie selv Dit Barn, Guds Søn!

Du velsigner – Sjælen tier.

Hører Himlens Melodier,

Synker ned i salig Bøn.

Efter min pensionering som rektor for 16 år siden gik jeg ind i travle år som organistvikar i en række kirker, og mødte i denne sammenhæng en anseelig mængde præster. Når min frustration over, at Andersen endnu ikke var repræsenteret i salmebogen, plagede mig, kunne jeg til gengæld glæde mig over, at han i stigende grad "bevægede" sig helt op på prædikestolen sammen med præsten, der vel at mærke ikke kun citerede ham for at vække slumrende kirkegængere, men som regel drog hans værker ind i selve prædikentemaet. Andersen blev nu hævet til at være væsentligt mere end en afspejling – eller udformer af folkereligiøsiteten.