Om Buxtehude-udgaverne

Organistbladet oktober 2008.

Antallet af udgaver med Buxtehudes samlede orgel- ("Clavier") værker er bemærkelsesværdigt. Sammenligningsvis er antallet af udgaver med samlede værker fra den europæiske orgelmusiks kongevej før Bach - Frescobaldi, Sweelinck, Auruxo, Titelouze, Scheidt, Muffat, Grigny, Bruhns, o.a. - kendeligt færre.

Grundene hertil er flere. For sidstnævnte komponistgruppes vedkommende har overleveringen ofte vist sig at være pålidelig, bl.a. fordi der i en række tilfælde foreligger samtidige tryk. Heroverfor er Buxtehude- kilderne i bedste fald trediehåndsafskrifter - og ofte af relativ sen tilblivelse. Hertil kommer, at det kildekorpus, som lå til grund for den første kritiske udgave af Buxtehudes orgelværker (1875-76) op gennem 1900-årene er blevet udvidet med flere betydelige håndskrifter (hss.). Den omstændighed har bevirket, at forskerne - individuelt og forskelligt - har omvurderet og reomvurderet de gamle hss. i lyset af de nytilkomne og tilmålt allerede kendte men mere upåagtede kilder ny og større betydning.

Det anselige antal Buxtehude-udgaver skyldes utvivlsomt også værkernes tiltagende berømmelse og den øgede erkendelse af deres høje kvaliteter på egne præmisser og ikke Bachs, som i tidligere tid blev lagt til grund for temmelig meningsløse sammenligninger.

Tilføjes skal det for en ordens skyld og som en selvfølge, at de mange udgaver også skyldes de overvejelser, som forlagshusene har gjort sig om markedet og "gangbare salgsobjekter".
 

l. Den klassiske filolog Philipp Spittas kritiske Buxtehude-udgave (1875-76) kan næppe tænkes uden Spittas forudgående - og dybtgående - studier, som førte frem til den stort anlagte Bach-monografi (1873). Heri indgik et langt afsnit om "forløberen" Buxtehude. Medvirkende årsag til udgavens tilblivelse var utvivlsomt også Spittas nære bekendte, Johannes Brahms. Spitta havde sendt Brahms et eksemplar af sin Bach-monografi, og Brahms bad efterfølgende Spitta om kopier af Buxtehudes tre ostinato-værker, som Spitta havde viet særlig opmærksomhed i Buxtehude-afsnittet. - I et brev fra januar 1874 gav Brahms udtryk for, at disse værker p.g.a. deres høje kvaliteter straks burde finde en forlægger, og han forespurgte, om Spitta måtte have grunde, der talte imod en udgave, som Brahms iøvrigt gerne medvirkede til.

I Spittas højt værdsatte Vorwort og Kritischer Bericht kan man følge hans skarpsindige diplomatiske kritik og de indre sammenhænge og afhængighedsforhold i det dengang kendte kildekorpus - hovedsagelig kilder fra Bach-kredsen og J.G. Walther.

Spittas udgave er gang på gang blevet betegnet som hans "Meisterleistung". Og med rette, for den stod som urokkelig autoritet på sit område i henved 100 år.

2. I 1903-04 udgav Spitta-eleven, Max Seiffert, en revideret "Spitta-Seiffert udgave" med fire nytilkomne Buxtehude-værker, men uden egentlige kritiske nyvurderinger af kildematerialet.

3. Et nytryk af Spitta-Seiffert udgaven så dagens lys i 1952. Denne gang med forord af Lübecker Marien-organisten, Walter Kraft. - Forud var gået fundet af flere nye Buxtehude-kilder, bl.a. Plauener Orgelbuch og - af særlig interesse - Lowell Mason Kodex (LM 5054/ EB 1688). Umiddelbart før krigsudbruddet offentliggjorde Seiffert sine vurderinger af disse fund i sit "Ergänzungsband" (1939). Der var tale om 11 nyopdagede værker og korrigerede/ afvigende læsemåder for 6 allerede fra Spittas Bd.I kendte værker.

Kraft indarbejdede disse nye værker og versioner i nodeteksten, men udelod desværre den kritiske beretning, hvorved udgaven føjer sig ind i rækken af "performance-udgaver", såsom Charles Tournemires og Hermann Kellers.

4. Domorganisten i Lund, Josef Hedar, som o. 1950 arbejdede på sin Buxtehude-disputats, udsendte i 1952 en 4-binds udgave af de dengang kendte samlede orgelværker (W.H. København). Forud var denne gang gået fundet af Gottfried Lindemann-tabulaturkilderne på universitets- biblioteket i Lund. Udgaven fik således tilføjet 7 nye frie kompositioner og reviderede læsemåder af de tre store præludier, BuxWV 139, 142 og 149.

Om den gamle hs.-bestand i efterkrigsårene var tilgængelig for Hedar er uvist, men en fornyet kritisk gennemgang blev ikke indlemmet i udgaven. Der refereres i stedet stadig til Spittas og Seifferts udgaver.

5. Klaus Beckmanns "Wissenschaftliche Ausgabe" fra 1971-72 (Breitkopf & Härtel, Wiesbaden) tilføjer BuxWV 138, 172 og - i nyoplagene - 225. Beckmanns arbejde med det samlede kildemateriale er værdifuldt - faktisk det første af sin art siden Spitta-udgaven, hvis bagvedliggende kildekorpus var kendeligt mindre. Beckmann forsøgte endvidere at berigtige fejl i kilderne med henblik på rekonstruktion af Buxtehudes originalversioner. I nogle tilfælde er hans læsninger særdeles overbevisende, som f.eks. i rekonstruktionen af taktstreg- sætningen i d-moll toccataen, t.63-l20 (BuxWV 155). I andre tilfælde kan man stå mere tvivlende overfor hans forehavende. F.eks. når han for nogle koralbearbejdelsers vedkommende fremdrager sene, sekundære kilder som forlæg for sin udgave. Beckmann er dog ikke alene om en vis udgiver-forkærlighed for hidtil "upåagtede kilder". For Seiffert og Hedar gjorde den samme tendens sig gældende.

Beckmanns reviderede udgave, 1995-97, inddrager nyere forskningsresultater og ændrer den kritiserede stenogramlignende kritiske beretning fra 1971-72 udgaven i mere bruger-imødekommende retning.

6. Hvis Christoph Albrechts langt mere kildenære udgave i 5 bind (Bärenreiter, Kassel. 1994-98) kan ses som en art reaktion på Beckmanns redaktionelle fremfærd, så må inspirationen fra Beckmann også nævnes. Alle 5 bind indeholder en kritisk kommentar - koncis uden at være forkrampet. Bind l rummer tillige en kildefortegnelse og redegørelse for editionsteknisk procedure: Albrecht beslutter sig - hvor flere kilder er til rådighed - for en hovedkilde (codex optimus) til hvert værk. Men hvor det er nødvendigt - og om muligt - bliver sekundære kilder fremdraget, hvor Albrecht nærer mistanke om fejlfulde eller tvivlsomme passager.

Til brug for sin Pachelbel-udgave lånte Karl Matthaei den såkaldte Königsberger Walther-autograf. Dette hs. har været forsvundet siden 1937, men i Matthaeis bo befandt sig en filmkopi af store dele af hs., herunder næsten alle de Buxtehude-koralbearbejdelser, som Walther kopierede. Albrecht fik adgang til filmen, som idag befinder sig på Stadtbibliothek, Winterthur i Schweiz. Fremkomsten af denne kilde betyder, at Spittas kritiske beretning nu kun er hovedkilde til de to koralfantasier BuxWV 194 og 195 samt - delvis - BuxWV 190.
 

I sin store Buxtehude-monografi fra 1987 skrev Kerala J. Snyder følgende: "All the major sources af the organ music, however, are at best third-hand, and there can be no doubt that they contain numerous errors" , og hun fortsætter: "A new edition, The Collected Works, .. plans to present new editions af the keyboard works that will closely resemble their sources"(l).

Umiddelbart forekommer disse udsagn at være både overraskende og forvirrende: En ny videnskabelig udgave på basis af erkendt fejlfulde kilder!

Ved nærmere eftertanke kan det i editionsmæssig henseende næppe være anderledes, for det vil vise sig umuligt at skabe koncensus om de mange fejls placeringer og/ eller rekonstruktioner af de autentiske nodetekster. Forsøg herpå vil - uden dækning i kilderne - blive afvist som subjektiv spekulation. Korrektur er konjektur, hedder det sig, og på den konto måtte først Beckmanns og siden Finn Viderøs (2) udgaver indkassere alvorlig kritik.

Den nye udgave af de frie pedaliter-værker, som Snyder bebuder i ovenstående citat, kom i 1998 som bd.15 i Collected Works på forlaget The Broude Trust, New York. Bd.16, som rummer koral bearbejdelserne, har været længe undervejs. Bd.l7 skal indeholde manualiter- kompositionerne - canzoner, toccataer, suiter, m.m. Alle tre bind er redigeret og udgives af Buxtehude-forskeren, ph.d. Michael Belotti.

7. Collected Works bd. 15 består af to bind: nodedel og kommentardel. Belottis arkæologiske grundighed viser sig alene derved, at begge bind er nogenlunde lige voluminøse. Det editionstekniske grundsynspunkt kommer til udtryk med formuleringen: "the present edition seeks to present a text representing as much of Dieterich Buxtehude's conception af the work as can be recovered by a conservative handling of the surviving sources" - Begrundelsen herfor er i alt væsentligt, at de eksisterende kilder til Buxtehudes orgelmusik, som nævnt, stort set er af relativ sen tilblivelse og lokaliseret til det mellemtyske Thüringen-område. Kilder fra Lübeck eller tilgrænsende nordtyske områder kendes ikke.

Udgaven beror altså mere på akademisk tradition end på inspiration. Og teksten er således ikke just avanceret som løsning på de vanskeligheder, der - utvivlsomt vedvarende - rejser sig, men er et forsøg på at gengive musikken så klart og overskueligt som muligt.

Udgavens linienotation er på to systemer, som i de fleste kilder, og med g- og f-nøgler i modsætning til kildernes, som oftest, c- og f-nøgle angivelser. Kommentaren bringer kilde-facsimiler, der giver både oplysende og interessante indblik i de historiske kilders notationsmåder og de tydningsvanskeligheder, som de medfører. F.eks. manualiter- eller pedaliter udførelse af givne bas-partier.

De editionsmæssige begrænsninger af faglig, historisk-filologisk art, som Belotti pålægger sig selv, får til følge, at han så at sige er tvunget til at præsentere musikken i en skikkelse, som i en vis udstrækning er utilfredsstillende. På den anden side er udgaven ubestridelig et monument. Kommentarens kildekritisk skarpsindige, høje niveau står udenfor diskussion, omend læsningen undertiden kan forekomme at være kompleks til det intrikate.

Et væsentligt bidrag til nye erkendelser af kildesammenhængen yder Michael Belotti med sine undersøgelser af det såkaldte Agricola-hs. (fra o. 1740). Belotti når frem til den konklusion - bl.a. efter anvendelse af infrarødt lys - at Agricolas "Abschrift" er en redigeret og korrigeret afskrift af mus. ms. 2610. Dette anonymt overleverede berliner-hs. var, under kildesiglen P, Spittas hovedkilde til samlingen af de store Buxtehude-præludier.

Dette "hidtil upåagtede" Agricola-hs., idag beroende på konservatorie-biblioteket i Bruxelles, var i udstrakt grad codex optimus for de indeholdte præludier i Beckmanns tre udgaver. Ydre omstændigheder talte da også for, at dette hs. kunne være af særlig interesse.

Bach-eleverne Joh. Fr. Agricola og Joh. Ph. Kirnberger virkede sammen med Bach-sønnen, Emanuel, ved hoffet i Potsdam. Kirnberger udfærdigede to kopier af Agricolas afskrift, men uagtet de to lærde Bach-elevers Buxtehude-interesse fører der altså ingen direkte linier herfra tilbage til den formodede Buxtehude-Bach forbindelse i Lübeck, 1705-06, idet hs.P, som er yderst mangel- og fejlfuldt, næppe kan føres tilbage til Bach. (3).
 

I sin udvidede og reviderede Buxtehude-monografi fastholder KeraIa Snyder sin opfattelse af kilderne - især til præludierne - som fejlfulde. Og hun gør endvidere gældende: "Men hvis to hinanden uafhængigt opståede kilder på et problematisk sted stemmer overens, kan man være temmelig sikker på, at stedet er rigtigt". (4).

Udsagnet er klassisk faglærdom med indbyggede forbehold. Vurderinger af den art forudsætter imidlertid, at relationerne kilderne imellem er nøje klarlagt, og det kan næppe være tilfældet, når kilderne "i bedste fald er tredie hånds afskrifter".

To eksempler på "problematiske steder" skal belyses: I ex.1 sætter forimitationen til 2. korallinie ind i alten fra t. 4,4 med toneformlen a'-f'-d'-f'. Fra t. 6,4 gentages formlen i bassen. På d-position sætter diskanten ind fra t. 7,4 i halvnode-mensur: d''-c''-a'-c''. Det havde været at vente, at tenoren i korrespondens med diskanten havde sat ind med d' i t. 5,4, men begge kilder noterer a, som nodetrykket. Ændres a til d' etableres korrespondens, stemmeføringen forbedres, og den irregulære kvart til diskanten, a-d'', undgås.

Det stramt komponerede præludium i d-moll (BuxWV 140) indledes med tre takters introduktion med sekst-terts stemmeveksling. I t. 4,1 sætter toccata-imitationens hovedmotiv ind i bassen på d-position. Frem til t.12 bringes motivet 6 gange på d- og a-positioner, ledsaget af det tilhørende decim-dobbeltkontrapunkt i trinvis faldende 8. dele. Alle gange eksponeres hovedmotivet på betonet taktdel undtagen i diskanten, t.8,2, jfr. ex.2, som alle kilder noterer. Flyttes denne 4. indsats i analogi med de øvrige til betonet taktdel, t.8,3, giver det anledning til et ændringsforslag som vist i ex. 2a.

Til forskel fra ex.1 hvor påstanden var: fejllæst tonebogstav, er der fra ex. 2 til ex. 2a ikke ændret på tonebogstaverne. Påstanden er da denne gang, at de øvrige tabulatur-parametre, oktavlag og tonevarighed, er kommet i ulave - formentlig allerede i de tidligste afskrifter - under transskription fra tabulatur til linienotation - med en mindre rodebutik til følge i t.8,2-4.
 

Buxtehudes høje improvisationskunst, som han heldigvis - og formodentlig i didaktisk øjemed- noterede ned, hans tropiske fantasi og dramatiske nerve har fra tid til anden forledt til den opfattelse, at han i kraft af sit format brød alle regler. Men det er svært at se, hvorfor han - højt uddannet i komposition og kontrapunktkunster - skulle gøre det. Ligeledes er det vanskeligt at se/ høre, at de regelbrydende "varianter", som anførte exx. l og 2, skulle højne eller blot opretholde kompositionernes kvaliteter.

De regelsæt, som kompositionslæreskrifterne i anden halvdel af 1600- årene med fasthed foreskriver - og under stadig henvisning til "classicos autores" - har Buxtehude samlet set holdt sig efterrettelig. Regelsættene er da også rummelige nok til at omfatte værkernes forskellige satstyper og stilistiske lag.
 

(l): K.J. Snyder: Dietrich Buxtehude. Organist in Lübeck. New York 1987, s.329f.

(2): Nine Organ Pieces. Engstrøm & Sødring 1985.

(3): Spitta kendte hs. Agricola under den tidligere titulatur, hs. Wagener, og han besad dele af det i afskrift, således Magnificat-fantasien, BuxWV 204, som dette hs. er eneste kilde til.

Selvom Spitta næppe vidste, at en Bach-elev havde været på færde, kan det alligevel undre, at han i sin udgave ikke tilmålte dette Bruxelles-hs. videre interesse. - En mulig forklaring kan være de kulturpolitiske forhold i Europa, herunder det knap 50 år gamle Belgien, på den tid.

Efter den fransk-tyske krig i 1870 ventede ledende kulturpersonligheder en snarlig ny krig med et stortysk kejserrige til følge. Og der er eksempler på, at nogle af disse personer forberedte deres glorværdige, stortyske fremtid ved mildest talt letfærdig omgang med de nationale kulturværdier, som de var blevet betroet ansvaret for.

Der vides intet om, at Spitta, som var blevet professor i Berlin i 1875, skulle have ladet sig involvere fra tysk side i den tids kulturpolitiske anliggender og fremtidsspekulationer.

Herom kan læses i Paul Raspés artikel: Die Telemann-Quellen in der Bibliothek des Königlichen Musikkonservatoriums zu Brüssel. Trykt i: Georg Philipp Telemann-Werküberlieferung, Editions- und Interpretationsfragen. - Studio. Medienservice und Verlag Dr. Ulrich Tank. Köln 1991.

(4): "Wenn jedoch zwei unabhängig voneinander entstandene Quellen an einer problematischen Stelle übereinstimmen, kann man ziemlich sicher sein, dass sie richtig ist" - K.J. Snyder: Dietrich Buxtehude. Leben. Werk. Aufführungspraxis. Bärenreiter, Kassel 2007, s.377.

Der henvises endvidere til James Daltons artikel, "Recent editions af Buxtehude's Organ Works". The Royal College af Organists. Year Book 1999-2000.