Minimalistisk Trærup Sark

Organistbladet marts 2007.

Einar Trærup Sark: Toccata II op. 40 (1988) 12 sider, kr. 108,00. Kirkemusikforlaget 2006

Komponisten og organisten Einar Trærup Sark vil være kendt af de fleste organister for sin Toccata primi toni (1950), der i en periode var det hyppigst opførte danske orgelværk; derudover har der ikke været megen opmærksomhed om Trærup Sarks komponistvirksomhed, selvom opustallet 40 for hans Toccata II fra 1988 vidner om, at der er udgået en del mere fra hans hånd end blot den omtalte orgelslager.

Komponisten blev født i 1921 og døde i 2005. De første værker, der udkom i 50’erne, var holdt i en neobarok stil, præget af en til tider næsten maskinel motorik, der dog også gav plads for den velgørende humor med et anstrøg af charme à la Poulenc, som det eksempelvis kan høres i de to velformede sonatiner for klaver. Elementer af jazz er også sporbart mange steder i værkerne fra denne tid. I slutningen af 60’erne gjorde han op med neobarokken og eksperimenterede med tolvtonerækker, som han med klaverværkerne Mikroffer (1969) og Tambutsak (1970) fik arbejdet sig ind i med yderst musikalsk tilfredsstillende resultater. I løbet af 70’erne forfinede han sin rækketeknik med tyngdepunktet i det klanglige, hvorved værkerne fik et næsten impressionistisk præg (f.eks. klaverstykkerne Cathédrale de verre og Nymåne af Jade, hhv. 1971 og 1979).

Produktionen for orgel var dog ret beskeden og er hurtigt overset. Den udgøres af 1) musikken til et kirkespil Dronning Dagmars død (1975), som blev udgivet som en suite; 2) de i alt 12 små orgelkoraler, der er udkommet i forskellige samlinger; 3) orgelstykket Klokketårnet i Barsebäck (1979), der mest vakte opsigt ved sin apokalyptiske titel og brugen af bælgmotorens afbryderknap, samt 4) Carillon (1987), der foruden ovennævnte Toccata primi toni var alt, hvad der fremkom af orgelmusik forud for Toccata II (1988); derefter kom et sidste værk, Bordone (1989), som vil være DOKS’erne bekendt fra en af foreningens nodepublikationer.

Nu er Toccata II gjort tilgængelig for orgelspillerne ved at have fundet sin udgivelse på Kirkemusikforlaget; desuden er den sammen med de allerede nævnte orgelværker indspillet af Søren Gleerup Hansen på plademærket Classico: Einar Trærup Sark – Organ Works (classcd 365).

Forskellen på de to toccataer er enorm; hvor den første udmærkede sig ved motorisk fremdrift, diatonisk tonesprog og – i hvert fald for midterdelens vedkommende – en polyfonisk satsteknik, er det overvejende en meditativ og minimalistisk stemning, der er fremherskende i Toccata II, hvor både harmonikken og den eksotisk virkende melodik inddrager hele den kromatiske skala og polyfonien ofte er erstattet af en middelalderlig monofoni, der kan minde om visse af ars nova-tidens clausulae; akkorder synes mere at give farve end at bære struktur, om end klangene ofte lader sig karakterisere som komplementærharmoniske kvartstabler. Satsstrukturen kan nærmest beskrives som bygget op af sammenkædede afsnit, hvor hvert af disse er domineret af et modul, der fastholder en rytmisk og melodisk idé. Modulerne gentages et vist antal gange, af og til transponeret, til tider med intervalændringer – eller vi præsenteres for et uakkompagneret melodisk motiv i sekster, som ved gentagelsen ledsages af akkorder.

Nogle afsnit høres kun en gang, andre optræder flere gange - varieret eller forkortet - som i en ikke helt gennemført rondo. Det første afsnit, som også er det længste, indtræder til sidst, dog med en anden afslutning; værket udgør således en slags ABA’-form, hvor B yderligere er opdelt i underafsnit. Der åbnes i ¾ ’s takt med en nedadvendt, stiliseret trille a2 – g2 i 16’dele, som i næste takt understøttes af en firetonig kvartakkord på C; i 3. takt erstattes kvartakkorden af komplementet på Des, samtidig med, at trillen bremses, idet den første tone a2 i hver fjerdelsgruppe forlænges til en 8’del, mens det følgende g2 er strøget. Denne tilsyneladende minimalistiske ændring har en stor virkning – trillen er nu ændret til en rytmisk figur, der får sin betydning for nogle af de kommende moduler, og man bliver allerede fra starten af opmærksom på, at det snarere er refleksion end energiudladninger, der er musikkens ærinde.

Toccata II er ikke særligt vanskelig at spille, det foregår i flg. komponistens metronomtal i et ret behersket tempo, og egentligt virtuose passager er der ikke tale om. Nodetrykket er smukt, med en rigtig god fordeling af linier og takter, som gør det nemt at overskue; de fleste sidevendinger er også hensigtsmæssige. Papiret virker umiddelbart som værende af en god kvalitet, men den glittede overflade kan give anledning til uheldige lysrefleksioner. Komponistens registreringsanvisninger er anført, men der er stadig god plads til, at man kan indskrive sine egne. Her er det i øvrigt interessant at lægge mærke til, at selvom Trærup revurderede musikkens klanglige aspekt – han anså det for lidt af en forbrydelse fra sine læreres side, at han i sin konservatorietid ikke måtte beskæftige sig med romantisk musik – så fastholdt han det typiske orgelbevægelsesinstrument som sit klanglige univers.

Vi kan med denne udgivelse glæde os over at komme lidt tættere på den næsten glemte komponist Einar Trærup Sark, der med sine kompositioner har ydet et interessant og meget personligt bidrag til efterkrigstidens danske musikliv.
Til sidst skal det nævnes, at en væsentlig del af Einar Trærup Sarks klaverværker er indspillet på CD i en aldeles fremragende udgave af Erik Kaltoft, ligeledes på Classico (CLASSCD 250).