”Mit orgel er mit orkester”

Skrevet af Knud Svendsen.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2022, s. 4

César Franck i 200-året for hans fødsel

Af Knud Svendsen, organist, exam. art.
Lidt poetisk kunne man måske sammenligne orgellitteraturen med en frodig underskov af betydelige komponister, men i skoven rager der store træer op, som kan have en tendens til at skygge for de mindre. Sådanne store stammer er ånder som Buxtehude, Bach, Couperin, Franck, Reger og Messiaen, og da det i år er 200 år siden César (Auguste Jean Guillaume Hubert) Franck kom til verden, er de følgende linjer viet til hans kunst og ære.

Det er her overflødigt at bruge tiden til en omfattende biografi, da hans liv og værk er så rigeligt dokumenteret. Hvis en komponist skal dømmes på mængden af kritiske studier om liv og værk, er Francks plads så rigeligt sikret.

Men ganske kort! Franck blev født 10. december 1822 i Liège i Belgien. Samme dag, som symfoniens gigant, Beethoven, lagde sidste hånd på sin store d-mol-messe. Franck kom tidligt på konservatoriet, afsluttede som 11-årig sine studier og fik en turne som koncertpianist. Kort tid efter flyttede familien til Paris, hvor Franck efter private studier begyndte på pariserkonservatoriet i 1837. Hans studieår har vi lidt kendskab til takket være Saint-Saëns’ førstehåndsobservationer af François Benoists orgelelever. Benoist var Francks lærer. Fra Francks senere elever, bl.a. Vincent d’Indy og Vierne, har vi beskrivelser af datidens eksamenskrav, men mærkeligt nok intet om den orgellitteratur, man studerede, og det maner til eftertanke, at standarden omkring 1830 var så lav, at selv om Bachs orgelværker var kendte, måtte Widor erkende, at man i Paris måtte søge forgæves for at finde blot to organister, som kendte Præludium og fuga i h-mol!! Som professor underviste han i øvrigt selv allerede fra 1890 primært i Bachs orgelværker.

I revolutionsåret 1848 foretog Franck en privat revolution ved at gifte sig med – en skuespiller!! – datteren af en `tragedienne´, Madame Desmousseaux. I mands minde havde ingen respekteret musiker giftet sig med en skuespiller – (og det omvendte gjaldt ligeså vel), og faderens reaktion var højst unådig, men brud og brudgom flyttede ind i deres eget hus, og ”Franck gav sig i kast med det arbejde, der blev hans lod gennem resten af hans karriere” (Harvey Grace).

Francks første ansættelse som organist var ved kirken Notre Dame de Lorette og senere ved St. Jean-St. François au Marais. Dette embedsskifte skyldtes, at den ærværdige præst ved førstnævnte kirke blev udnævnt ved sidstnævnte, men ville have Franck med. Denne gejstlige havde været en stor støtte og spillet en aktiv rolle ved Francks bryllup, og tilmed kunne kirken glæde sig over netop at have fået et herligt nyt Cavaillé-Coll-orgel, og Franck udbrød: ”Mit orgel er mit orkester”. Men i 1858 tiltrådte han embedet i Ste. Clotilde. Mange kirker er uløseligt forbundet med en berømt organist. Eksemplerne er legio, og det gælder ikke mindst de parisiske. I den i nygotisk stil opførte og i 1857 indviede Sainte Clotilde-kirke byggede Aristide Cavaillé-Coll i 1859 et orgel med 46 stemmer, (III/P), hvis første organist således blev César Franck. Et embede han beklædte til sin død i 1890. Hans elev og biograf, d´Indy, beskriver det som ”den rolige og sikre havn, der blev udgangspunktet for en ny fase i hans kunst”. Det var her Franck virkelig opdagede sin sjæl. ”Han fandt aldrig rigtig sig selv”, siger Harvey Grace, ”før han fortabte sig i tusmørket i Sainte Clotilde”. Fra d`Indys pen har vi overleveret en herlig beskrivelse af turen op til det ”velsignede pulpitur – en vej så stejl og svær, som den evangelierne siger, fører til Paradis”. Først op ad en mørk spiralsnoet trappe oplyst af enkelte små lysninger i muren for snart efter at stå over for et syndflodslignende monster, der åndede tungt og besværet. Det viste sig at være en vital del af orglet – bælgene. Dernæst skulle man i bælgravende mørke gå et par skridt ned, en fatal ildprøve for høje hatte med mange fejltrin til følge. Så endelig kunne man åbne ”døren til himlen” højt oppe mellem hvælvingerne og kirkens gulv, men i næste øjeblik blev alt glemt ved synet af den hensunkne mesters profil, fra hvis intellektuelle pande inspirerede melodier og udsøgte harmonier strømmede frit ud i kirkens rum. Geniets improvisationer!! Det skete, at mesteren inviterede venner, amatører eller andre musikere op til orglet. En aprildag var der besøg af Franz Liszt, der som eneste lytter forlod kirken i største forundring og påkaldte Bach som den uundgåelige sammenligning (det gjorde han for øvrigt også efter at have hørt Weyse improvisere i Vor Frue i København).

Francks stil er så personlig som Grieg, Nielsen, Sibelius eller Vaughan Williams, og hans kompositionsmetode er måske ligeså personlig. Hans elev d`Indy skylder vi følgende interessante observation: ”Hvor ofte plejede vi ikke at se ham hamre løs på sit klaver i et stødvist stadigt stigende fortissimo, ouverturen til Mestersangerne, eller noget af Bach, Beethoven eller Schumann. Efter nogen tid, kortere eller længere, sank den øredøvende larm ned til en sagte mumlen, så stilhed – mesteren havde fundet sin ide.”

I 1872 skete der noget uventet i Francks karriere. Hans lærer, Benoist, lod sig pensionere efter 50 år som orgelprofessor. Franck blev uventet og ukendt med intriger valgt som efterfølger. At valget faldt på Franck var for mange et mysterium, og han blev da også genstand for fjendskab og had blandt kollegerne, som nægtede at anerkende ham som ”en af deres” - en kunstner, som satte kunst over alle andre overvejelser og betragtninger! Franck underviste 3 gange om ugen: tirsdag, torsdag og lørdag fra 8 til 10 om formiddagen. Helt centralt stod den gregorianske koral som pligtdisciplin. Den bestod i ledsagelse af en liturgisk melodi i overstemmen, node mod node, så blev melodien lagt i bassen, i helnoder, ikke transponeret og ledsaget af tre overstemmer i en art skolemæssigt kontrapunkt med vekslende nodeværdier, så skiftende helnoder i overstemmen nu en kvart højere. Louis Vierne udtrykker det således: ”Intet var mere formalistisk end dette kontrapunkt, strengt uden dog virkelig at være det, fuld af forudholdskvinter, septimakkorder, sekvenseringer – med ét ord: her var alt, hvad der i det nedskrevne kontrapunkt er forbudt!” Og Franck kunne ikke ændre det. Først med Guilmant indførtes den normale ledsagelse af den gregorianske koral, hvor man tidligere ikke tøvede med at underlægge hver neume med en akkord.

Af de seks undervisningstimer brugte Franck de fem på improvisation, litteraturspil interesserede ham mindre. Var man elev hos ham, gav det sig selv, at man beherskede en teknik, der kunne klare alt Bach, men han var ikke ufølsom for beundring, når elever medbragte værker af Franck selv, og han gennemgik her frasering, tempi, nuancer og betoninger. Registrering og brug af svellen ved koncerter og eksaminer var ikke noget problem. Franck trak selv registrene og klarede alle koblingstrin. Intet selvgjort tema måtte bruges ved eksaminer, man kunne jo have indøvet noget hjemmefra, og havde man besvær med at finde et kontrasubjekt, havde Franck allerede fundet fem eller seks. ”De kan gøre sådan eller sådan – men vælg ét selv og skriv mig en smuk fuga!”. Og havde han blandt eleverne erkendt et helt usædvanligt talent, et ægte temperament, lagde han ingen hindringer i vejen for at fremme udviklingen hos denne.

Francks værkkatalog tæller henved 90 værker. En første periode til 1852 er præget af kammermusik for diverse besætninger, mens den følgende periode (fra 1858) er kendetegnet ved vokalværker og fra 1872 i høj grad kirkemusik, bl.a. Panis angelicus (1872), Redemption (1874), oratoriet Les Béatitudes (1879), operaen Hulda (1882) og dertil d-mol-symfonien og violinsonaten (1886). Men i vor sammenhæng samler interessen sig naturligvis om Francks orgelmusik, som han skabte i sine senere år. Six Pièces (1860-1863): Fantaisie i C, Grande Pièce Symphonique, Prélude, Fugue et Variation, Pastorale, Prière, Final. I 1878: Fantaisie i A, Cantabile, Pièce Héroïque og i 1890: Trois Chorals i E,h,a. Dertil kommer to bind L´organiste (1889-1890) med mindre orgelstykker og endelig Cinq Pièces pour Harmonium (udg. 1864). Den besøgende i St. Clotilde kan i dag stadig glæde sig over den kendte orgelfacade, og orglet forblev uændret til 1933, da Francks efterfølger, Charles Tournemire, udvidede og elektrificerede instrumentet. Svelleværket blev omintoneret i en neoklassisistisk stil og udvidet fra 10 til 16 stemmer. Da Langlais i 1945 overtog bænken, blev orglet i 1962 udvidet til 60 stemmer. Af Francks oprindelige 46 stemmer bibeholdtes 4, men ved den gennemgribende restaurering 1999-2006 orienterede man sig mod bevarelse af de nu fredede dele og en tilbageføring af de i 30´erne og 60´erne omintonerede stemmer til deres oprindelige karakter. Orglet er i dag udvidet til 71 registre efter det symfoniske orgels mønster. Alt, hvad vi har tilbage af den klang Franck hørte, er de indspilninger Tournemire gjorde i kirken i 1930.

Francks oprindelige spillebord kom i Tournemires eje, og efter hans død i 1933 arvede Flor Peeters det i 1946, hvor det blev opstillet i hans musikstudie i Mechelen. Og netop det spillebord er særdeles interessant, når det gælder opførelsen af Francks orgelværker. Registernavnene, trykt med fede typer, er holdt i rødt, og det er dem, der bliver bragt i funktion af appel des anches for hvert manual og pedal. Og man noterer sig, at appel des anches også indbefatter mixturer, aliquoter samt nogle af 4-fods registrene (sammen med rørstemmer), men hverken Récits Basson-Hautbois 8´ eller Voix humaine 8´ er skrevet i rødt. Recit i Clotilde havde relativt få grundstemmer, og Basson-Hautbois var altså ikke del af de rørstemmer, der var med til at opbygge et crescendo, og Voix humaine var et særligt karakterregister, der heller ikke indgik i klangopbygningen. Det er vist også et velkendt problem, at der på orglet ikke var nogen kobling fra Récit til Grand Orgue! Når Franck således anfører: Accouplement des claviers; Tirasses à la Pédale, så skulle altså Récit først kobles til Positif, hvis alle tre manualer skulle kobles til pedalet. Les claviers accouplés; Tirasses du Grand Orgue. Og instrumentet var jo – trods barkermaskinen – rent mekanisk. Af spillebordet kan det også læses, at når Franck skriver: Les jeux de fonds 8´ du Grand Orgue, betyder det ikke en lille Bourdon 8´eller en svag Prestant 8´, men hele familien af grundstemmer og ofte med tilkobling af Récit (grundstemmer og Hautbois).

I maj 1890 blev Franck kørt ned af en hestedroske, men kunne umiddelbart fortsætte sin rejse, for i august og september holdt han ferie i Nemours, hvor han egentlig først havde tænkt sig at fuldende et projekt med 100 stykker for harmonium. Men nu skulle et længe næret ønske virkeliggøres, et ønske, der skulle blive et af orgellitteraturens enestående monumenter, hans svanesang: Trois Chorals nedskrevet i Nemours uden andet instrument end et klaver, men hvor han intuitivt kunne høre orglets klang for sig. Kort før sin død betroede Franck en ven, at han ville komponere ´koraler´ som Bach, men på et andet plan, og Bach havde jo på dødslejet netop dikteret en koral. De tre koraler blev således skitseret og nedskrevet kort før komponistens død i 1890, og til d´Indy forklarede han: ”De ser, den sande koral er ikke ´Choralen´, den vokser frem i løbet af stykket”. Ifølge Tournemire nedskrev Franck disse tre åbenbaringer af uforglemmelig skønhed i en periode på tre uger, og blot få dage før sin død kunne han kropsligt svækket bevæge sig op til sit orgel for at tilføje registreringer i manuskriptet. Men skaderne efter uheldet fortog sig ikke, og den 8. november 1890 døde César Franck. I ungdommelig naivitet spurgte jeg engang Georg Fjelrad, der spillede koralerne en suite, hvilken af de tre, han syntes var den smukkeste, og det vise svar faldt prompte: ”Det er den, jeg spiller i øjeblikket!”.

Elever har beskrevet Franck som kirkens mand, og var de på orgelpulpituret under messen, kunne de iagttage den troende mester afbryde sin påbegyndte improvisation og stige ned af orgelbænken for i et hjørne af pulpituret at knæle under nadverens indstiftelse. Nogle måneder efter César Francks begravelse i Montrouge blev hans kiste taget op, og den 19. september 1891 blev den ført ned i en gravhvælving på Montparnasse-kirkegården.

Disposition for César Francks orgel i Sainte Clotilde:
PÉDALE
Contrebasse 16´
Octave 4´
Bombarde 16´
Trompette 8´
Clairon 4´
Basson 16´
Basse 8´
Soubasse 32´


GRAND ORGUE
Montre 16´
Viole de Gambe 8´
Bourdon 16´
Prestant 4´
Quinte 3´
Plein Jeu harmonique
Trompette 8´
Clairon 4´
Bombarde 16´
Doublette 2´
Octave 4´
Flûte harmonique 8´
Bourdon 8´
Montre 8´


POSITIV
Montre 8´
Flûte harmonique 8´
Gambe 8´
Bourdon 8´
Quinte 3´
Plein Jeu
Clarinette 8´ (tidl. Cromorne 8´) ´
Clairon 4´
Trompette 8´
Doublette 2´
Flûte Octaviante 4´
Prestant 4´
Bourdon 16´
Unda Maris 8´


RÉCIT
Voix humaine 8´
Voix Céleste
Viole de Gambe 8´´
Flûte Octaviante 4´
Trompette 8´´
(Sonette)
Clairon 4´
Octavin 2´
Flûte harmonique 8´
Bourdon 8´
Basson-Hautbois 8

Tirasses G.O., Pos., Réc.
Anches Pédale
Octaves Graves G.O., Pos., Réc.
Anches G.O., Pos., Réc.
Accouplements Pos./G.O., Réc./Pos.
Tremolo
Expression Pédal Récit
Manuals C-F´´´
Pédal C-d´


I dagene omkring César Francks 200-års fødselsdag arrangerer Basilique Sainte Clotilde, Paris, en festival med koncerter, masterclass, udstilling og festgudstjeneste. Det finder sted i dagene 9.-11. december. https://franck.orgue-clotilde-paris.info/

 

 

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.