Nye publikationer

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2022, s. 17

Merete Kuhlmann: Op, al den ting, som Gud har gjort. 10 satser for orgel. Forlaget Mixtur/Orgelklubben. Pris kr. 149
Disse ti afvekslende og indbydende satser over hvert enkelt vers af salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort” er skrevet til Orgelklubbens 10-års jubilæum.

Det er fin pædagogisk musik, der appellerer til elevens sans for salmetekster, tonemalerier og orglets mange klanglige variationsmuligheder. Stykkerne vil også kunne bruges i gudstjenestelige og andre sammenhænge. Med hyggelige illustrationer, ekstramateriale med forspil, alternative harmoniseringer, vink til læreren og en QR-kode, hvor man kan høre musikken spillet, er der også tænkt på anvendeligheden.

Souvenir. Værker af Marcel Dupré. Anne Kirstine Mathiesen på orglet i Ordrup Kirke. n@b AKM22
Anne Kirstine Mathiesen indspillede denne cd med orgelværker af Marcel Dupré på Ordrup Kirkes orgel i fransk symfonisk stil (3 manualer/pedal, 33 stemmer) i 2021. Hun fortæller i bookletten, at cd’en dels markerer 50-året for Duprés død, dels 30-året for Ordrup Kirkes Carsten Lund-orgel. En flot udgave af de meget virtuose Trois Préludes et Fugues Op. 7 indleder. Derefter rummer cd’en en følge af meditative Elevations og de større anlagte Cortège et Litanie Op. 19.2 og det sjældent hørte Poéme Héroïque À Verdun Op. 33. Cd’en slutter stille og ømt med Duprés sidste komposition, Souvenir Op. 65 bis fra 1969.

Olivier Latry at the Organ of Notre-Dame. Conversations with Stéphane Friédérich. Musikverlag Dr. J. Butz, Bonn. Kan bl.a. købes via Århus Musik, Pris kr. 159
Denne samtalebog, hvor Olivier Latry fortæller om sit liv og karriere, musik- og livssyn, udkom først på fransk og er senere blevet oversat til både tysk og engelsk. Latry blev udnævnt til en af tre titulaire-organister ved Notre Dame-katedralen i en alder af bare 23 år. Bogen indledes dramatisk med beretningen om, hvordan Latry, der var bortrejst, fik den chokerende meddelelse om Notre Dames brand. Derefter følger en række kapitler om forskellige emner, udformet som spørgsmål og svar, hvor han levende og engageret fortæller om sin baggrund, lærere, herunder forholdet til Messiaen, sin katolske tro og solistiske og pædagogiske virksomhed. Det er spændende læsning, måske som optakt til koncerten i København, hvor Latry modtager Frobenius-prisen til november.

Grieg on the Organ. Mads Høck på Marcussen & Søn-orglet i Grundtvigskirken. PAULA PA182
Griegs musik lyder også godt, når den spilles på orgel! I hvert fald på denne cd, hvor Mads Høck tager Holberg-suiten, Peer Gynt-suiten og en række lyriske stykker for klaver (heriblandt en række ørehængere som Bryllup på Troldhaugen) under kyndig og kærlig behandling. Alt sammen transformeret fra den intime klavertone til Grundtvigskirkens store orgel og mægtige akustik. Han skriver om sine bearbejdelser for orglet, at det har været et spændende arbejde at skille musikken ad, for at finde muligheder for soloer og særlige orgel-løsninger. Det tror man gerne, og det lyder alt sammen farverigt og levende og med mange sprælske registreringer. Som Mads Høck selv skriver, ”de mange skønne temaer tåler denne udfordring, og samtidig kan det give lytteren et nyt syn på Edvard Griegs fantastiske musik”.

Bach & Pärt. David Bendix Nielsen på Carsten Lund-orglet i Garnisons Kirke. Orchid Classic ORC00197
”Mesteren og minimalisten” kalder David Bendix Nielsen sit program, hvor han sætter hovedværker af Bach – Præludium og fuga i Es-dur, Koncert i d-mol, tre koraler og Passacaglia og fuga i c-mol – sammen med stykker af den estiske religiøse minimalist Arvo Pärt (f. 1935). Bach-værkerne er tydeligt hovedretten, og en tændt David Bendix Nielsen spiller gennemartikuleret og medrivende på Garnisons Kirkes fine orgel. Ind imellem kommer tre stykker fra Arvo Pärts ”tintinnabuli”-tid i 1970-erne: Pari intervalli, Trivium og Spiegel im Spiegel. Distanceret, overpersonlig musik spillet med ro og objektivitet, der sætter de to verdener i relief.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.