Anmeldelse - Nye udgivelser af Niels la Cour

Skrevet af Christian Fogh Hauskov.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2022, s. 14

Niels la Cour: Fred på jorden – Tre danske motetter for blandet kor a cappella

Cantio Mariæ – per coro misto a cappella
Beatitudini – per coro misto a cappella
Fides et spes – Tre pezzi sacri per coro misto a cappella
Fred hviler over land og by og 3 andre nye salmemelodier – for pige-, drenge- eller damekor
Fred hviler over land og by – 3 arrangementer for herrekor
8 nye salmemelodier - for blandet kor a cappella
8 nye salmemelodier - salmesatser for orgel
Forlaget Mixtur

Niels la Cour (f. 1944) har en rig produktion af kirkelig kormusik, dels i form af nye salmemelodier til eksisterende salmetekster, dels i form af større korkompositioner. En række af hans værker fra de sidste 20 år udgives nu samlet af Forlaget Mixtur, og der er grund til at tro, at udgivelsesrækken vil få stor udbredelse blandt kirke- og kammerkor. La Cours kormusik klinger altid smukt og er skrevet med udpræget fornemmelse for selve kormediet. Der er ingen halsbrækkende intervaller eller overgange, hvor korsangerne skal have stemmegaflen frem for at komme rigtigt videre. La Cour skriver desuden ikke en tone uden at have et intimt forhold til det tekstlige forlæg. Han har sågar udtalt (frit efter hukommelsen), at når man har fundet den rigtige tekst, så skriver musikken sådan set sig selv!

Niels la Cours æstetiske udgangspunkt er den gregorianske sang og renæssancepolyfoniens ideal om balance, indre sammenhæng og en ”overpersonlig” skønhed. Hans tonesprog er umiskendelig tonalt, men han bruger sit tonemateriale frit, styret af sin egen håndværksmæssige disciplin og æstetiske smag. Tonesproget - især i de større korværker - er præget af en harmonik, der nok byder på frie og overraskende harmoniskift og akkordstrukturer, men aldrig forlader sine tonale referencer og holdepunkter. Han lyder derfor stadig moderne, men i pagt med og stående på skuldrene af sine klassiske forbilleder.

Først til de større korværker – de blå hæfter. Alle de fire hæfter består af tre korsatser, og sjovt nok estimeres opførelsestiden af hver af de fire respektive hæfter til stort set det samme, 11-12 minutter. La Cour lader til at mene, at denne længde er et passende format for et tre-satset, sammenhængende forløb, og det kan man kun give ham ret i, synes jeg. Desuden er hver sats for sig så kort, at flere af dem vil kunne bruges for sig selv i gudstjenestesammenhæng, som jo også de tre danske motetter må være tænkt til.

Fred på jorden – Tre danske motetter for blandet kor a cappella er skrevet i 2018 til Trinitatis Kantori i anledning af korets 25-års jubilæum. De 3 motetter bærer titlerne ”Lad os ikke elske med ord”, ”Hvor der er barmhjertighed og kærlighed” og ”Ære være Gud i det højeste”, og er alle komponerede efter bibelske tekster. Satserne er 4-7-stemmige, og er formentlig tænkt som et hele, startende med den førstes andante, der omhandler vigtigheden af at elske i gerning, snarere end med ord (tekst fra Joh. 3,18, Matt 7,12). Herefter fortsættes i næste sats’ andante tranquillo med solosopranens foredrag af teksten, der betoner Guds nærvær i den barmhjertige og kærlige gerning (tekst fra gammel skærtorsdagshymne), akkompagneret af ahh-kor i herrestemmerne. Efter et mellemstykke kun for herrerne (tekst fra: Sl. 16,11) gentages budskabet flere gange, nu med tekstforedrag både hos solist og kor. Satsen slutter stille, langsomt og devoto (hengivent), hvorefter 3. sats tager fat, forte, i 12/8, med ”Ære være Gud i det højeste…” (tekst fra Luk. 2,14, Sl. 148,1, Sl. 85,11) Satsen er en raffineret polyfon sats med flere fugerede afsnit, hvor to fugatemaer kombineres og kulminerer i et afsluttende fugeret ”amen”. De to første satser er derimod overvejende homofone, men med små, fugerede afsnit, og en hyppigt skiftende tekstur og metrik, der, sammen med en enkel, overvejende trinvis stemmeføring fortæller og fremhæver teksten. Satserne er ikke helt enkle, men den overvejende enkle stemmeføring og ikke så voldsomme ambitus betyder, at også kor, der er lidt mindre trænede end Trinitatis Kammerkor, vil kunne få glæde af dem.

De øvrige større værker i denne udgivelsessamling består af 3 hæfter med hver 3 korsatser over latinske tekster. Dels Beatitudini (Saligprisninger) fra 2001, dels Cantio Mariæ (Mariasang) fra 2005 og endelig Fides et spes (Tro og håb) fra 2013.

Beatitudini (Saligprisninger, 2001) er Indspillet af Sankt Pauls Kammerkor i 2006, og har også været på DR Vokalensemblets repertoire, men er vist ikke tidligere udgivet. Teksterne er fra Matthæusevangeliet kap. 5, 4-8. Også i disse satser udvides teksturen ind i mellem op til 8-stemmighed. Den første, ”Beati qui lugent” (Salige er de, som sørger) gentager sin tekst tre gange, overvejende i adagio, i en sats, der hele tiden skifter mellem små dissonerende opbygninger, der afbilder sorgen, og lidt længere, overvejende homofone, afspændende afsnit, der illustrer trøsten, som vil blive givet. ”Beati qui esuriunt” (salige er de, som hungrer) er den længste, og det dramatiske midtpunkt i samlingen, med satsbetegnelsen intenso. De hungrende og tørstendes lidelser illustreres af en stammende fragmentering af ordene, som efterfølgende afbalanceres af en harmonisk flydende sats på ordene ”quoniam ipsi saturabuntur” (thi de skal mættes). Til sidst strammes forløbet op og afsluttes med en triumferende ff-akkord (A-dur9) på ”saturabuntur”. Den sidste sats, ”Beati mundo corde” (salige er de rene af hjertet) udgør den forklarede/forløste afslutning, og forløber tranquillo ed elevato med en variant af den gregorianske hymne ”Adoro te devote” (inderligt jeg elsker dig) som cantus firmus i tenorstemmen og siden brugt som melodistemme i sopranen. Den udgør et langt, smukt og harmonisk forløb, der hæver sig fra piano til mezzoforte-forte for igen at falde til ro på det afsluttende ”amen”s F-dur9-akkord.

Cantio Mariæ (Mariasang) (2005) er Indspillet af Trinitatis Kantori i 2014. Værkets tre satser hylder jomfru Maria for hendes person, hendes lidelse og hendes guddommelige karakter.
Tota pulchra es (Hvor er du skøn, tekst fra Mariaantifoner og Luk. 1) er en tredelt sats, med en ordmalerisk tonesætning af hymneteksten, og en enklere, mere renfærdig tonesætning af teksten fra Lukasevangeliet. Stabat Mater bruger kun 1. og 9. vers af det berømte franciskanske digt fra det 13. århundrede. I dette betragtes som bekendt jomfru Maria, når hun står for foden af korset, hvor den lidende Jesus hænger. Denne sats er også tredelt, hvor midterdelen beskriver den troendes trang til at efterfølge jomfru Maria og mærke hendes smerte, og de to yderdele beskriver hendes lidelse. Satsens udtryk veksler tilsvarende mellem espressivo og enkelt flydende. I den sidste sats, Regina Caeli (Fryd dig, himmeldronning, tekst fra en Mariaantifon) er det den til teksten svarende, gregorianske melodi, som behandles både homofont og polyfont, afsluttende med et stort alleluja.
Mariasang – og egentlig alle de latinske korsatser - virker til at være skrevet med de store katedralers akustik og tidløse skønhed i tankerne. De rolige tempi og vekslen mellem moderat kompleksitet og enkelhed kan bære en stor akustik, og virker nærmest uegnede til opførelse i en koncertsal.

Fides et Spes (tro og håb, 2013) består, som forlaget skriver, af tre satser: en lovsang til Jomfru Marias søn, Jesus, ”Ave verum Corpus”, en lovsang til Jomfru Maria selv, ”Ave maris stella”, og en lovsang til Gud, ”Estote ergo”. Den ganske korte Ave verum Corpus (Hil dig, du sande legeme, tekst fra en gammel, anonym hymne) komponerer Niels la Cour, højst usædvanligt for ham, med fire faste b’er i en sats, der former sig fuldstændig plastisk efter teksten, med en konstant skiftende metrik, og næsten uden tekstgentagelser. Anden sats’ titel, Ave maris stella (Hil dig, havets stjerne, tekst fra middelalderlig mariahymne), får nok mange korsangere til at tænke på Edvard Griegs udsættelse af samme tekst, et standardværk i danske kors repertoire. Niels la Cour gennemkomponerer, i modsætning til Grieg, alle digtets fire vers og tilføjer til fremmalingen af jomfru Marias sublime skønhed og værdighed også et element af mystik og af kampen mod lænker, blindhed og laster, understreget af en heftigt skiftende, urolig harmonik. La Cour bruger meget at putte små, lasteløst gennemførte, fuga-afsnit ind i sine, også kortere, korsatser. Således også i satsens sidste vers, som er lovprisningen af fader, søn og helligånd. Satsen slutter med et flot amen, der breder sig nedad igennem stemmerne, for – igen – at slutte på en durakkord med none, denne gang C. Den sidste sats Estote ergo (I skal derfor ligne Gud, tekst fra Efes. 5,1 og Esajas 25,8) er tredelt, (naturligvis) ligesom sit tekstforlæg, og starter med et møjsommeligt vandrende forløb med små pauser imellem de enkelte tekststavelser i ordene, hvor dette med at stræbe efter at ligne Gud gentages igen og igen. Et tætført, imiterende forløb fremmaler ”gevinsten” (den Herre Herren aftørrer tåren af hver en kind) inden den afsluttende doxologi (ære være Faderen og Sønnen…) der i vekselsang mellem én stemmes små, gregorianske melodiformler og korets klangsøjlesvar griber tilbage til katolsk tradition. Til sidst (selvfølgelig) en omhyggeligt gennemført fuga, som hos la Cour er urbilledet på den guddommelige, evigt uforanderlige harmoni, sluttende med den ”guddommelige” slutakkord (G)9.

Generelt vil både de dansksprogede og de latinsksprogede korsatser i denne udgivelse appellere til rigtig mange korsangeres og lyttendes ører. Formerne er overskuelige, der er meget stor variation i satserne og teksten underbygger hele tiden fremdriften i satserne. Det vrimler med dygtige kammerkor i Danmark, som vil kunne have glæde af de også visuelt smukke udgivelser, det samme gælder de større kantorier rundt omkring i kirkerne. De mange lange melodilinjer og overpersonlige klangideal er derimod sværere at forløse for et kirkekor af solostemmer, men med sangere, der i tilstrækkelig grad er i stand til at blende ind i hinandens klang og en gavmild akustik, kan meget jo lade sig gøre. Et tekstblad med tilhørende oversættelse vil være et must til koncerter.

Fred hviler over land og by – og 3 andre nye salmemelodier for pige- drenge- eller damekor indeholder foruden to arrangementer af netop ”Fred hviler over land og by” (SSA, SSAA), ”Den store mester kommer” (SSA), ”I fjerne kirketårne hist” (SSAA) og ”Igennem nat og trængsel” (SSA), alle med tekst af Ingemann. ”Fred hviler over land og by” har, siden den blev komponeret i 1987, stået som en fornem repræsentant for la Cours kompositionsstil, når han skriver enkle, strofiske sange, og været et sikkert hit som en stemningsfuld afslutning på nok så mange korkoncerter. Der må gennem årene have været rig efterspørgsel på bearbejdelser af sangen for andre korsammensætninger end SATB, og måske har komponisten også mærket det. I hvert fald har han igennem årene arrangeret sangen for hhv., SSA, SSAA, TTB, TTBB og TTB med melodien i mellemstemmen. Heraf optræder de to første arrangementer i denne samling. Samlingens fire salmetekster udtrykker alle den samme grundstemning af aftenro, harmoni og håb. La Cour komponerer, helt i stil med ”Fred hviler over land og by”, sangene lavmælt og udpræget lyrisk, med primært trinvis stemmeføring og en enkel, let krydret harmonik. Trænede korsangere vil kunne synge satserne fra bladet, og når man kender og elsker ”Fred hviler over land og by” vil det være velgørende at høre de andre Ingemann-tekster iklædt en lignende tonedragt. Foruden denne samling forefindes nu altså også sangen i la Cours egne arrangementer for herrekor, Fred hviler over land og by – 3 arrangementer for herrekor.

I samlingen 8 nye salmemelodier – for blandet kor a cappella findes, foruden de samme salmer som i Fred hviler over land og by og 3 andre nye salmemelodier, salmerne ”Frelseren er mig en hyrde god”, ”Glæd dig, Zion”, På Jerusalem det ny” og ”Øjne, I var lykkelige”. Alle salmer er komponeret for SATB, ”Fred hviler over land og by” desuden i (endnu) en udgave for SAT. Da la Cour altid komponerer efter teksten, er der lidt mere spræl i form af større melodiske spring og forskel i dynamik og vekslende rytmer i nogle af disse end i aftensalmerne i den ovenfor omtalte samling. De er formentlig tænkt til enkeltvis ”hverdagsbrug”, enten som korsang eller som alternativ melodi til fællessang. Dette sidste understøttes af, at la Cour også har arrangeret sangene for orgel i fællessangsvenlige tonearter.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.