Klumme - Sammen og hver for sig

Skrevet af Signe Buch Ladehoff.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2022, s. 17

Af Signe Buch Ladehoff, organist ved Sortebrødre Kirke, Viborg

Jeg tænker ikke om mig selv, at jeg er verdens største selskabspapegøje, men alligevel synes jeg, at organistjobbet kan være ensomt. Ikke sådan ulykkelig-ensomt, mere bare sådan ”har det betydning, det jeg laver?”-ensomt.

Jeg øver alene, jeg skriver noder alene, jeg lægger repertoire for mig selv og koret alene. Jeg er ambitiøs i forhold til en forestillet organist-fagfælle-standard, men i virkeligheden er jeg nok mest omgivet af folk, der egentlig helst bare vil høre noget musik, de kender.

Mens børnene var små, arbejdede jeg som lærer, fordi det var besværligt med arbejdstiderne, når begge forældre var organister. Institutionernes åbningstider og organistens arbejdstider er ikke kompatible; I kender det selv. Da børnene blev så store, at de ønskede sig lidt mindre voksenkontakt, fik jeg et organistembede igen, hvilket jeg på mange måder er rigtigt glad for. Men erfaringerne med et andet erhverv har nok skærpet mit blik for, hvad jeg synes er henholdsvis fantastisk og svært ved at være organist. Som organist har man en frihed i sin hverdag, som jeg er blevet meget taknemmelig for efter årene med en skemalagt uge, ligesom jeg er glad for, at jeg ikke behøver at skælde ud eller tvinge nogen til at interessere sig for noget, som de virkelig ikke gider. (Jeg underviste mest i tysk, så på den måde var jeg nok også selv lidt ude om det). Jeg har en kæmpe respekt for dem, der underviser i grundskolen år ud og år ind i et helt arbejdsliv. Ikke alle ville kunne klare det, ikke jeg.

Der er fordele og ulemper ved alle jobs. Der er noget med kommandovejene og magtforholdene, som er meget enklere på en skole. Og så er der kollegerne! Det kontinuerlige samarbejde og samvær med nogen, der laver det samme som en selv. Som man kan have faglig udveksling med, som kan give én tips og tricks, som ved, hvor udfordringerne er, som står med nogenlunde det samme selv, eller som lige har været på kursus i noget smart, som andre også kan have glæde af – dén dynamik, og så det at være mange ansatte på en arbejdsplads, kan jeg godt savne. Ikke for at tale det lille, daglige fællesskab i kirken ned: Det kan også noget! Men det er ikke altid, at kirketjeneren og præsten er optagede af det samme som organisten; I kender det selv.

For mig giver det en oplevelse af musikalsk kollegaskab, når jeg har mulighed for at spille sammen med andre musikere, og arbejdsmæssigt er det nok i samspil og i korarbejde, at jeg kan mærke, at jeg og musikken lever. Derudover har jeg stor glæde af, at der i Viborg er en mangeårig tradition for et stærkt samarbejde mellem byens organister. Samarbejdet har – udover almindelig erfaringsudveksling - drejet sig om koncert-koordinering, så der ikke blev lagt for mange koncerter oven i hinanden (større er byen heller ikke) og planlægning af forskellige musikalske begivenheder. Sidstnævnte har med tiden grebet om sig på den måde, at vi – de seks kirker i Viborg by - har det fælles barn, der hedder ”Viborg Internationale Kirkemusikfestival”.  Det er en festival, som nu har fundet sted tre gange, i 2016, 2018 og 2022 (sidste festival blev udsat to gange på grund af I-ved-hvad), og som bakkes op af både provstierne, kommunen og en masse fonde. Det giver mulighed for at få koncerter til byen, som de enkelte kirker vanskeligt ville kunne arrangere på egen hånd, og så giver det os noget konkret at være sammen om. Organister i Viborg er lige så aparte som alle andre organister, så det er jo ikke, fordi det nødvendigvis er nemt at få sådan et forpligtende samarbejde til at lykkes. Det kan være svært at blive enige om, hvad vi vil, hvorfor vi vil det, hvad der er en god koncert, hvad der er indenfor og udenfor skiven. Det er besværligt og stressende, der er mange penge i spil, der er mange forskellige hensyn, der skal tages, og der er en masse praktisk bøvl. Men de store musikalske oplevelser er også noget, der binder os sammen, og som gør, at vi lærer hinanden at kende. Og NÅR festivalen endelig er der, og vi mødes til alle koncerterne – så er det, som en af mine kolleger sagde, ligesom at være på en studietur sammen, hvor verden kommer til os i stedet for, at vi rejser ud.

Man er nødt til at øve sig alene. Men derudover synes jeg, at de sjoveste arbejdsopgaver er dem, man kan planlægge, gennemføre og evaluere sammen med andre. Måske kender I det selv.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.