Nye publikationer

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2022, s. 18

Lars Kristian Hansen: Orgelkoraler og fantasier til kirkeåret bd. 7. Anvendelige satser til store og små orgler. Nodehæfterne kan bestilles via Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og noder.dk Pris kr. 139

Syvende hæfte i Odense-organisten Lars Kristian Hansens serie med orgelkoraler og fantasier fortsætter den gedigne trend fra de tidligere udgivelser.

Komponisten skriver godt og idiomatisk for orglet, ofte i en romantisk, franskpræget stil, og stykkernes omfang og tekniske krav er moderate. Det anføres i forordet, at de fleste satser kan spilles på et manual med pedal, enkelte også uden pedal og flere på klaver. Det vil dog for de fleste satsers vedkommende klæde musikken med et større orgel med klangresurser, der kan komplettere den karakterfulde musik.

Peter Møller: Tre sangmesser for sang og orgel. Forlaget Mixtur. Pris kr. 99

På DOKS’ årskursus i Esbjerg i 2021 blev den ene af Peter Møllers tre sangmesser for unison sang og orgel sunget ved stævnegudstjenesten i Treenighedskirken. Peter Møller var som bekendt katolik, selvom han hele livet igennem virkede i folkekirken, og hans tonesættelser af de fem ordinariumsled fra den katolske messe er udsprunget af den gregorianske tradition. Flere af deltagerne, der sang med på disse enkle, værdige og diskret personlige melodier luftede ønsket om at få dem udgivet. Og her er de så i en fin udgave ved Lasse Toft Eriksen, der skriver i forordet: ”Det er et håb, at sangmesserne med denne udgivelse kan gøre gavn også i en protestantisk sammenhæng som solistiske/unisone korindslag i f.eks. musikgudstjenester, eller at enkeltdele kan bruges f.eks. under nadveren. Kyrie kan synges som vekselsang mellem forsanger og kor, og intonationen til Gloria kan synges af en præst eller forsanger.”

”Himlen jubler! Jorden synger!”. Sange for tenor og orgel af Gottfred Matthison-Hansen, Hans Matthison-Hansen, Frederik Rung, Christian Barnekow, Jacob Fabricius, Ludolf Nielsen, Gunnar Foss, Rued Langgaard, P.E. Lange-Müller. David Danholt, tenor, Jørgen Ellegård Frederiksen, orgel, Michael Germer, violin. PACD 183

Det er et længe forsømt repertoire af kirkelige arier og åndelige sange, som tenoren David Danholt (der også er formand for Dansk Kirkemusikerforening) og organist Jørgen Ellegård Frederiksen, Bagsværd Kirke, har hentet frem fra glemslen og indspillet. Den danske romantiske kirkemusik blev skubbet ud i mørket, da Thomas Laub, Carl Nielsen og ikke mindst deres tilhængere overtog dansk kirkemusik. Det var musik som appellerede til den enkelte tilhører snarere end menigheden som kollektiv, og hvis formål var at ”stemme tilhørerne og gøre dem modtagelige for ordet”. Der er ikke megen musikalsk forbindelse til gammel tradition, teksterne er mest opbyggelige åndelige digte, og selv når der bruges tekster som Frederik Rungs ”Agnus Dei”, er det musikalske resultat mere opera end messe. Men hørt på sine egne præmisser er der mange originale og virkelig gode sange iblandt de meget afvekslende 16 skæringer på cd’en. ”Himlen jubler! Jorden synger!” er teksten til en kirkearie af Hans Matthison-Hansen, hvis flot svungne melodlinjer er meget overbevisende.  Et overraskende stærkt dramatisk stykke er Jacob Fabricius’ ”Jeg har en angst som aldrig før”. Orglet i Sankt Matthæus Kirke passer perfekt til repertoiret og er fint indfanget af optagelsen, og David Danholts velklingende, heroiske tenorstemme har også blidere piano-nuancer på paletten. I de tre sange af Ludolf Nielsen medvirker også Michael Germer på violin.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.