Orgelsafari

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2022, s. 8.

Tirsdag morgen var vi delt i to grupper, og de der havde tilmeldt sig orgelsafarien skulle ekstra tidligt ud af fjerene.

Første punkt var præsentation af orglet i Musikhuset, og det skulle overstås inden Aarhus Symfoniorkester havde sin formiddagsprøve. Så vi var tidligt afsted med bussen, men blev belønnet med nogle suveræne koncerter på tre usædvanlige orgler, designet med specielle forhold in mente.

Professor Ulrik Spang-Hanssen tog imod ved Klais-orglet i Symfonisk Sal i Musikhuset og fortalte om dets tilblivelseshistorie, som han havde en stor finger med i spillet om. Da det ikke skulle være et kirkeorgel, men et koncertsalsinstrument, var man gået efter en tysk romantisk orgelklang. Afgørende for valget af orgelbygger havde været ønsket om bredde i klangen, med mange 8’ og 16’-stemmer og kraftig intonation, der gør at orglet kan hamle op med et symfoniorkester eller brassband. Og at orglet kunne det, trods sine ”kun” 47 stemmer, var man ikke tvivl om efter Ulrik Spang-Hanssens koncert med satser fra Widors Suite Latine og Rheinbergers Sonate nr. 19. Selv om vi måtte tænke os til orkesterlyden som medspiller, var man ikke i tvivl om orgelklangens potens.

Derefter gik det ad snoede gange hen til konservatoriets orgelsal, hvor vi mødte et helt anderledes, 23-stemmers Eule-orgel. Orgelsalen er højloftet, men af begrænset størrelse, så det stillede helt anderledes krav til et undervisnings- og øveorgel. Indledningsvis fortalte Ulrik, at det var et tilfælde, at det også her var et tysk romantisk orgelbyggerfirma der havde fået opgaven, eftersom adskillige både danske og udenlandske orgelbyggere havde været med på listen over inviterede tilbudsgivere.

Blandt kravene til orglet var, at det skulle være alsidigt nok til at kunne fungere som undervisningsinstrument i alle stilarter, det skulle have tre manualer og setzer-anlæg, samt ikke mindst, at det skulle være til at høre på i mange timer i træk, dvs. ikke for kraftigt. Resultatet var et fint og karakterfuldt klingende orgel med enkelte specielle stemmer som den italienske Bifara, en undersvævende celeste, og ikke mindst Physharmonica. Ulrik Spang-Hanssen spillede på fornem vis to satser fra Oskar Lindbergs g-mol sonate.

Derefter gik det med bus til Helligåndskirken, hvor Anders Gaden demonstrerede sit meget omtalte hybridorgel. Historien om, hvordan et 19 stemmers Bruno Christensen-orgel var blevet udvidet med en lang række samplede stemmer, der klinger sammen med pibeorglet fra højtalere opstillet bag piberne har været fremme bl.a. i Organistbladet, og nu fik mange af os lejlighed til at høre resultatet ”live”. Og det viste sig, at de fleste af tilhørerne blev narrede, da de efter den indledende Mendelssohn-sonate troede at høre det originale Bruno Christensen-orgel i Buxtehudes Erhalt uns. Det vist sig, at en af stemmerne faktisk var digital. Teknikken er blevet så god, at diskussionerne om berettigelsen forstummer. Selvfølgelig kan et digitalt orgel aldrig nå de sublime højder som Aarhus-domorglet vi havde i ørerne fra aftenen før, men alle tilstedeværende var vist enige om, at det var en stor berigelse af mulighederne på stedet, og endelig var der jo ikke pillet ved Bruno Christensen-orglet.
Det var en spændende og tankevækkende orgelsafari til tre ud-af-boksen-orgler og to suveræne solister. Tak for det!

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.