Nye publikationer

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2022, s. 16.

Christiane Bayer Hvas: 40 motetter. Forlaget Hvas. Kan købes på noder.dk eller via Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Pris kr. 149,-.

Christiane Bayer Hvas har udgivet en samling meget brugbare og tilgængelige korsatser til gudstjenestebrug på eget forlag. Tonesproget læner sig op ad traditionen, med enkelte forfriskende nyere pust, og kravene til stemmeomfang og intonation er moderate. Det er helt bevidst, fortæller hun i forordet: ”Gennem 25 års arbejde med firstemmigt kirkekor i Viby Kirke er jeg blevet inspireret til at skrive musik, hvor jeg har lagt vægt på enkelhed samt tekstnærhed til evangelieteksterne i kirkeåret. De fleste motetter er firstemmige, men der er enkelte satser for to og tre stemmer. Derudover kan nogle satser synges som salmer af kor og menighed.” Teksterne er hentet fra Bibelen eller nyere salmedigtere, og mens enkelte satser benytter koralbogens melodier, er hovedparten af musikken skrevet af Christiane Bayer Hvas selv.

Mads Høck: 60 barokforspil i duo- trio- og aria-stil. Forlaget Mixtur. Pris kr. 249,-.
Bach skriver i forordet til ”Orgelbüchlein”, at samlingen skal tjene som model og øvemateriale for den fremadstræbende organist. Et lignende sigte giver Mads Høck udtryk for i forordet til sin samling af forspil i højbarok stil a la Telemann, Händel og J.S. Bach. Samlingen bygger på mangeårig lærervirksomhed i liturgisk orgelspil og bruger især triosonater, ariesatser og tostemmige inventioner som model for forspillene. De holder en fin balance mellem den bundne opgave at forberede menigheden på salmemelodien under iagttagelse af en tidsgrænse på max 30-45 sekunder, og samtidig give et ”drypvist poetisk indslag”, som komponisten formulerer det, i højmessen. I forordet redegør Mads Høck for opbygningen af de forskellige forspilstyper og giver gode råd til den, der vil arbejde videre med stilen på egen hånd. Det er et spændende materiale, særdeles kompetent udformet og stilistisk nøje defineret, og dermed en inspiration til dem, der søger et alternativ til de fugerede forspil. Og så er forspillene eminent brugbare og god musik i sin egen ret!

Kai Ole Bøggild: Diderich Buxtehude. Studier i koralbearbejdelser og andre orgelværker. Overlevering. Analytisk. Historisk. Forlaget Mixtur. Pris kr. 299,-
Kai Ole Bøggild, cand.mag. i musik og mangeårig organist ved Kristkirken, København, er manden bag denne samling på ti artikler omkring Buxtehudes orgelværker, som fylder et stort hul i den dansksprogede litteratur. Mens litteraturen om Buxtehude på tysk og engelsk er omfattende, har vi hidtil manglet en sammenhængende dansk fremstilling, og det får vi her. Garvede læsere af Organistbladet vil kende meget af indholdet, idet hovedparten af artiklerne tidligere har været offentliggjort her, men nu er de samlede i bogform med opdateret layout og ikke mindst computersatte nodeeksempler, og desuden suppleret med artiklen ”Om figurlære og musikalske figurer i Buxtehudes orgelværker” fra et festskrift til Finn Viderø og et nyskrevet kapitel ”Diderich Buxtehude i Danmark. En sammenfatning”. Der ligger et imponerende arbejde bag disse grundige gennemgange af de komplicerede overleveringsmæssige, historiske og musikalske aspekter af orgelmusikken. Det er ikke mindst værdifuldt i betragtning af, at vore dages danske musikvidenskabelige institutter beskæftiger sig meget lidt med kirkemusik.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.