Musik til gudstjenesten - 4. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2022, s. 19.

Anne-Kari Ferenczi, organist i Sorgenfri Kirke, fortæller om sine musikvalg

Anne-Kari Ferenczi er forholdsvis nyansat i Sorgenfri Kirke, som har en livlig musiktradition, men som også er ved at reorganisere sig efter coronatiden og en populær sognepræsts ophør.

Hun er glad for at have fået et større orgel end i sin tidligere stilling i Herstedøster: Et 36 stemmers Frobenius-orgel med 3 manualer og gode rørstemmer, sidst renoveret i 2018. Orglet er velegnet til barok og nyere musik, mindre til den store romantiske klang. Desuden er kirken begunstiget med hele to store koncertflygler, hhv. Fazioli og Steinway, og Fazioliet bruges under gudstjenesten. Under prædikenen går sangere og organist ned i kirken, hvor hele nadverritualet foregår fra flyglet. Derfor er salmen efter prædikenen altid nyere og spilles på klaver. I foråret 2022 har kirken indført et forsøg med epistelsalmer fra 86 Epistelsalmer som 2. salme. Epistelsalmen introduceres et kvarter inden gudstjenesten, både tekstligt og musikalsk.


Der er et omfattende korarbejde ved kirken. Vibeke Sahner Ockelmann er korleder for spirekor, børnekor, ungdomskor og kvindekor. Hun er også korleder i nabosognene, Christianskirken og Lyngby Kirke. Ved gudstjenesterne i Sorgenfri medvirker et frivilligt kantori på 8-10 personer, der synger til salmerne samt under nadveren. Da de ikke er aflønnede, er der ikke mødepligt, og der synges ikke motet.

Anne-Kari plejer at have et møde med præsten om tirsdagen for at diskutere gudstjenesten. ”Teksterne denne søndag handler om, at du skal elske din fjende og ikke dømme andre. Vi skal passe på hinanden og vise næstekærlighed. Jeg synes det kalder på feel good-musik, der gerne skal give menigheden en følelse af overskud, som vi får lyst til at give videre til hinanden og vores næste. Desuden er det sommer. Derfor vælger jeg et smukt præludium af Bach, som også motivisk lægger op til første salme, Nu vågner alle Guds fugle små. Som postludium vælger jeg Christian Præstholms Du som gir os liv og gør os glade. I dette lukkede rum må jeg sige at jeg ikke er super vild med salmen, men jeg er vild med satsen, som er fuld af energi og gør én glad i låget!”.

Musikvalg
Præludium: J S Bach: Præludium i C-dur BWV 545
Postludium: Christian Præstholm: Du som gir os liv og gør os glade

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.