Klumme - Noder og unoder

Skrevet af Hanne Kuhlmann.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2022, s. 21.

Af Hanne Kuhlmann, domorganist ved Københavns Domkirke
For et stykke tid siden blev jeg bedt om at skrive en artikel til kirkebladet under overskriften ’Noder og unoder’.

På en måde fandt jeg overskriften lidt provokerende, fordi den forudsætter at der overhovedet er noget der hedder ’noder og unoder’, og hvem bestemmer egentlig hvad der er hvad? Hvad der er noder for den ene er måske unoder for den anden, og omvendt. Det fik mig til at tænke på Gyldendals Musikhistorie, som udkom da jeg var ung studerende. I en anmeldelse stod der ’Herfra hvor vi står fylder Elvis Presley ligeså meget som Henry Purcell’. Det var naturligvis leksikon-opslagets længde, der helt bogstaveligt var tale om, men hvorvidt deres betydning for musikken også var lige stor lå naturligvis implicit i udsagnet, måtte jeg forstå. Jeg synes ikke det er interessant at jagte et svar på det spørgsmål, men derfor kan det godt være interessant at diskutere, i respekt for at der kan opleves flere sande svar på det. Vores udgangspunkter kan være meget forskellige, og vi har længe levet i en brydningstid, hvor det musikalske billede er ganske broget.

I valget af den musik der indrammer gudstjenesten og spilles til koncerter er der sket en enorm udvikling gennem de 40 år jeg har været organist. I mine unge dage bestod en gennemsnitlig organisteksamen af tre orgelstykker; Buxtehude, Bach og så til sidst et større værk af enten Felix Mendelssohn eller César Franck. En almindelig orgelkoncert havde ofte samme opbygning, og det var sjældent at der blev budt på overraskelser eller programsammensætninger der rakte ud over det helt traditionelle.

I dag ser billedet helt anderledes ud og en orgelkoncert har et langt mere varieret udtryk end tidligere. Det er som alle bolde er kastet op i luften, og næsten alt kan i princippet finde sted. Kan man overhovedet tale om hvad der er rigtigt og forkert længere? Jeg synes ikke der er nogen tvivl om, at det er blevet sjovere at være organist, nu hvor ’det normale’ efterhånden har meget vide rammer, men det er bestemt også blevet mere krævende. Vi må jo stadig reflektere over den musik vi vælger, og hvorfor vi vælger den. Kan en kommerciel popsang spilles som postludium til en gudstjeneste? ’Absolut ikke’, vil flere af mine mere konservative kolleger nok mene, men selv vil jeg synes det var værd at overveje relevansen: er der f.eks. noget i sangens tekst, som giver en rød tråd til det tema, der i øvrigt slås an i gudstjenesten eller i koncerten. Da jeg spillede ABBAs ’Happy New Year’ til en nytårskoncert for nogle år siden blev det modtaget med glæde og overraskelse hos tilhørerne. Sangen udtrykker gode og uangribelige ønsker om fred og fordragelighed blandt mennesker, og som et uhøjtideligt indslag i en orgelkoncert lod den da heller ikke til at forskrække nogen. Ved en morgenandagt i forbindelse med Alle Helgen spillede jeg et arrangement af Eric Claptons ’Tears in Heaven’. Den er blevet beskrevet som den mest sørgelige sang, der nogensinde er skrevet, men ikke desto mindre rummer den både håb og trøst: ’… And I know, there’ll be no more Tears in Heaven’ – altså en klar og tydelig tale ud fra den kristne tankegang. Havde jeg spillet den for 40 år siden (hvor den ganske vist slet ikke var skrevet endnu…) ville jeg have fået stemplet som en noget aparte organist med tvivlsom dømmekraft, men i dag er der heldigvis en langt større åbenhed og rummelighed overfor nye tanker og ideer; en forståelse af, at det ikke er så farligt at prøve noget nyt en gang i mellem, - en gudstjeneste eller en koncert er trods alt stadig en flygtig størrelse, og livet går videre selvom vi kommer til at slå en skævert en gang i mellem.

Jeg kan ikke se, at der går noget skår af os, selvom vi engang imellem skeler lidt til repertoiret fra den såkaldte populærmusik, heller ikke når det er pårørende til en bisættelse der har det som et ønske. Måske kunne det ovenikøbet gavne vores image, - ja, der er stadig præster, der har en forestilling om, at organister er både vrangvillige og besværlige, og dét billede skulle vi da nødigt bidrage til. Men som tidligere nævnt: det kræver af os, at vi er velovervejede, at vi kender den tradition vi står på skuldrene af, så vi ikke blot bevarer, men virkelig forvalter traditionen og holder den levende, så vi med stolthed kan hævde at spille både noder og unoder!

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.