Anmeldelse -Erling D. Bjerno: Orgelsymfonier nr. 1 og 2, Avessolares for blokfløjte solo.

Skrevet af Knud Erik Kengen.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2022

En betydelig komponist

Erling D. Bjerno: Orgelsymfonier nr. 1 og 2, Avessolares for blokfløjte solo. Vibeke Vanggaard på orglet i Maribo Domkirke, Michala Petri, blokfløjte. Helikon HCD 1098

Med denne pladeudgivelse er der sat fokus på en betydelig dansk komponist, der synes at være blevet henvist til glemselens mørke; jeg selv har indtil nu ikke haft noget problem hermed, for de par korsatser, som jeg som ung og nyansat organist ved Søborgmagle Kirke fik i hånden som følge af det løbende abonnement på Musik i kirken, vakte på ingen måde min interesse.

Dog: konfronteret med tre så betydelige og omfangsrige værker som de her præsenterede må jeg i dag erkende, at min afvisende attitude overfor komponisten Erling D. Bjerno har været en stor fejl, og jeg er nu overbevist om, at der må findes adskillige guldkorn blandt den uhyre mængde værker, som den produktive komponist har begået. Værklisten omfatter mange genrer, bl.a. symfonier, operaer, balletter, kor- og orgelmusik, hvoraf meget lidt er udgivet, langt det meste ligger i manuskript, men er opbevaret på Det Kgl. Bibliotek. Man kan kun håbe, at en ildsjæl vil kaste sig i lag med det, så der kan blive affattet en biografi med gennemgang af musikken og det bedste af værkerne blive udgivet.
Cd’en omfatter tre værker: Orgelsymfonierne nr. 1 (opus 152a) og 2 (opus 165) samt Avessolares (opus 150) for blokfløjte solo. Betegnelsen orgelsymfoni har med tiden haft mange betydninger. Hos Bjerno er satserne stemningsbilleder, der beskriver eller uddyber centrale begivenheder eller begreber i den kristne tro; tillige indgår naturen på forskellig vis som inspirationskilde: fuglefløjt og kosmos er fremtrædende elementer. I dette univers er der ikke plads til en sonate-hauptsatzform med hoved og sidetema, eksposition og reprise – i stedet er der hyppigt anvendt en refrain-struktur, hvor kontrasterende sektioner gentages i mere eller mindre varieret form; man finder også satser, der stort set udvikler sig i ét stræk. Gregorianske melodier spiller en meget stor rolle; musikalsk udgør de et diatonisk element, og som symboler indgår de som en vigtig del af det religiøse tonemaleri, som den enkelte sats udgør. Det er bemærkelsesværdigt, at Bjerno aldrig citerer en sådan melodi nodetro. F.eks. indledes den første sats, Katedralen, af Orgelsymfoni nr. 1 med Kyrie-melodien fra den 8. messe, Missa de angelis, spillet unisont, men allerede efter de fire første initierende toner, som svinger sig op fra grundtonen til dominanten, indfører han en række tonegentagelser, som med et udskrevet rubato får lytteren til at tro, at der er tale om en psalmodi i en moderniseret udgave af 5. toneart; resten af kyriemelismen er snarere parafraseret end citeret. Jeg blev i første gennemlytning lidt pikeret over denne bessermachen fra komponistens side, men opdagede siden, at det faktisk er en gevinst for musikken, at urstoffet allerede fra starten har fået komponistens fingeraftryk; senere i satsen undergår det citerede alleluja en tilsvarende parafrasering, her akkompagneret først af tomme kvinter, siden af akkordblokke i modbevægelse. Diatonikken modstilles kontrapunktiske melodier, der oftest virker atonale uden at være dodekafone, eller de bliver ledsaget af uudgrundelige klange, der tenderer mod clusters.
Som også det glimrende teksthefte vedgår, har Bjerno på nogle måder været inspireret af Olivier Messiaen; ideen om fuglefløjt og refrain-strukturen (her kunne også Langlais stå fadder) synes oplagt, ligesom f. eks indledningen til 1. sats Purificatio i Orgelsymfoni nr. 2 med lidt ond vilje kan bringe l’Ascension i erindring. Det må i retfærdighedens navn understreges, at der ikke er tale om kopiering – klangbilledet er yderst forskelligt fra Messiaens, navnlig fordi Bjerno ikke anvender Messiaens modale harmonik, og de mange clusters får på sin måde musikken til at lyde mere ”moderne” end Messiaens, ligesom der er en udpræget forskel på de to komponisters måde at reproducere fuglelyd på. Og Bjerno viger ikke tilbage for at lade en sats klinge ud i en ren dur-akkord, hvad man sjældent finder hos førnævnte. Mens den 1. symfoni er helliget Jesu liv og opstandelse i fire stadier – den første sats kan betragtes som et præludium, der sætter fokus på det sted, vi er nu, nemlig i kirken, er de 4 satser i 2. symfoni meditationer: 1. Purifikatio over Helligånden, der kom over apostlene; 2. over Fader vor, 3. Illuminatio over Paulus ord om vor stykkevise erkendelse og 4. Unio, hvor en af de gregorianske melodier til Salve Regina indleder satsen.
Orgelsymfonierne fremføres på den bedst tænkelige måde af domorganist Vibeke Vanggaard, der som en hengiven og taknemmelig elev af Erling d. Bjerno med denne pladeudgivelse har ønsket at sætte ham et mindesmærke; han døde som 90-årig i 2019. Orglet i Maribo Domkirke har alle de egenskaber, der skal til for at yde Bjernos værker retfærdighed, og hun gør det med en musikalsk indlevelse og et teknisk overskud, der må rive lytteren med. For blot at nævne én detalje (der kunne nævnes mange andre): i 3. satsen i 1. symfoni optræder melodien til Af Højheden oprunden er i pedalet, (den eneste sted i symfonierne, hvor en salme kommer til orde!) noteret i lige lange halvnodeværdier, ledsaget af langt udholdte, temmelig krydrede akkorder, der tilføres lidt fluktuation ved at lade den øverste tone udføre en art langsom trille uden nogen fast rytme. Det kunne i sin forudsigelighed godt blive lidt stift og kedsommeligt, men Vibeke Vanggaard bringer liv i sagerne ved at frasere melodien særdeles frit, så hele afsnittet kommer til at stå som en naturlig del af helheden.
Det mest helstøbte værk, der præsenteres her, forekommer mig dog Avessolares (Solfuglene) at være. De fire satser for blokfløjte solo, som hver især er et alleluja – en jubel for Herren – er vanvittig godt skruet sammen og udgør en overbevisende helhed, men må være noget af det sværeste, der nogensinde er skrevet for blokfløjte. Der introduceres med en lidt søgende, atonal melodi, der med skiftende små og store intervaller antyder en slags flerstemmighed; den afløses af en gregoriansk melodi, og så er det melodiske stof præsenteret. De næste satser: Aves, Chaconne og Avessaltante får fuglekvidderet intensiveret i et hæsblæsende forløb, hvor man ikke fatter, at en blokfløjte kan præstere så mange dynamiske og klanglige nuancer, for ikke at tale om de mange glissandi, der med humor indgår mod slutningen af den dansante 4. sats. Hvem andre end Michala Petri kan præstere dette? Med denne indspilning har hun endnu engang vist, hvor unik en musiker hun er. Men Bjerno har vidst det – han har skrevet stykket til hende.
Der må også vederfares produceren Jesper Jørgensen en hyldest; han har med denne udgivelse endnu engang præsteret den perfekte lydoptagelse og sørget for et teksthefte med flot layout og således føjet endnu et trofæ til den perlerække af udgivelser, hvormed han har dokumenteret danske orgler og orgelkultur.
Det er påfaldende, at den katolske liturgi i form af den gregorianske sang og dens teologi i skikkelse af Jomfru Maria spiller så stor en rolle i disse symfonier. Det synes at stemme meget godt overens med den franskorienterede musik; Bjerno anfører franske manualbetegnelser i noderne, og som organist ved Ansgarkirken i Aalborg, hvor han var ansat fra 1966 til sin pension i 1996, har han givet har haft væsentlig indflydelse på det 46 stemmers P.G. Andersen-orgel, der blev bygget til kirken i 1977, hvor et velbesat crescendoværk synes at komme det franske idiom stærkt i møde.