Klumme - Det er vores ansvar at opføre os ordentligt overfor andre musikere

Skrevet af Angela Wertenbach.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2022, s. 17

Af Angela Wertenbach, organist ved Esajas Kirke

I disse covid-tider har jeg oplevet at freelance-musikerne er hårdt pressede, og der bliver kæmpet om koncerterne i kirkerne endnu mere end før corona. Derfor vil jeg gerne dele nogle af mine iagttagelser og overvejelser.

Folkekirken er den største udbyder af koncerter og spillejobs i Danmark, og har derfor afgørende betydning for musiklivet som helhed. For at illustrere dette: Hvordan ville kor- og kammermusikscenen se ud uden kirkekoncerterne?

Vi organister er som regel med til at bestemme hvad koncert-/musikbudgettet bruges til, og det er et stort ansvar: Menighedsrådet vil gerne have så meget som muligt for “deres“ penge, og det vil vi da også. Men i modsætning til det almindelige menighedsrådsmedlem burde vi have en ide om hvad der kræves af en solist eller et ensemble for at levere en god koncertoplevelse, og hvad en rimelig aflønning er. Det er vores ansvar at opføre os ordentligt overfor andre musikere, for hvordan kan vi forvente at ”almindelige” mennesker i menighedsrådet er opmærksomme på forhold som uddannelse og øvning, logistikken omkring en koncert, transportomkostninger og rejsetid, instrumentflytning, øvetid på stedet, stemning mm.?

De sidste mange år har honorarerne ikke fulgt den almindelige lønudvikling, de er snarere skrumpet ind.

Den enkelte musiker har i praksis ikke mange muligheder for at forhandle honorarets størrelse: Hvis én takker nej til for lav betaling, bliver han eller hun næppe spurgt en anden gang, og der er altid andre der siger ja, bare at få lov til at spille. Lidt er trods alt bedre end ingen indtjening. Ville vi selv synes at det var en rimelig betaling uden vores løn i baghånden? Og så må man også lige have med, at en freelancer jo ikke har vores sikkerhedsnet, dejlige pensionsopsparing og andre goder som følger med en fast ansættelse.

Lige nu virker det, som om vi har skabt et lavprisunivers i kirkerne, hvilket er især problematisk med tanke på at folkekirken er en statslig institution. Husk, at vi administrerer offentlige midler! Forstil dig, at kommunen gjorde det samme med deres timelønnede og projektmedarbejdere. Hvilken skandale det ville udløse, og med rette!

Der kan være gode grunde til at betale mindre eller intet honorar, for eksempel når musikere henvender sig og har brug for et sted at holde en koncert som generalprøve til noget andet, når folk der bruger kirkens lokaler holder koncert som tak for husly, eller når den lokale (musik-)skole eller konservatorium vil bruge kirkerummet til elevkoncerter, men så snart organisten henvender sig for at hyre professionelle musikere, synes jeg at man skal man holde sig orienteret om minimumstaksterne i resten af den danske musikverden.

Hos Dansk Musikerforbund (DMF) kan man finde en tarifplan for deres medlemmer. Lad os prøve at se på en tuttimusikers mindsteløn ved teatrene: 1 koncert à 2.461,74 kr. inkl. feriepenge, plus 1 prøve mindst 3 timer à 472,- kr. per time plus kørsel, plus eventuel kost og logi, plus eventuel instrumenttransport efter regning. Er man alene på sin stemme, udløser det også tillæg, for soli selvfølgelig også. For at gøre det enkelt ender man på minimum 3.877,74 kr. som tuttimusiker.
Ser man på kategorien „skolekoncerter“, er minimumssatsen ved en koncert om dagen 4.550,- kr. som solist, og som duo 3.793 kr. per person og ekskl. feriepenge. Det virker ikke som overdådig betaling, men vi er alligevel mange der regner med mindre beløb når vi hyrer musikere.

Vi skyder vi os selv i foden ved at prissætte vores medmusikeres arbejde for lavt. Med tiden kommer det til at påvirke vores muligheder for at finde kvalificerede musikere og sangere til koncerter og gudstjenester, og endda smitte af på, hvordan vores egne stillinger og lønnen udvikler sig i fremtiden.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.