Introitus

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2021, s. 2

Ud af nichen

Månedens inspirationshistorier kommer fra flere kanter: fra Aalborg, hvor Sigurd Barrett og domorganist Jørgen Ellekilde i oktober afholdt et forrygende ”orgelshow” for børn som en del af Aalborg-kirkernes musikfestival, og fra Odense, hvor man under den internationale orgelfestival tog et elektronisk orgel med ud i byen og gav publikum på Odense Banegård og professionshøjskolen UCL uventede oplevelser.

I begge tilfælde med stor succes. Børnekorsangerne, der fyldte Musikkens Hus i Aalborg, var vilde med ikke blot tv-kendissen Sigurd, men først og fremmest med orglet og de klassiske stykker der blev spillet på det, fortæller Katrine Bach Skovmand i sin reportage. Og Tina Christiansen, lederen af Odense Internationale Orgelfestival, kan berette om orgelsnak med de forbipasserende på Odense Banegård og efterfølgende fulde huse til festivalkoncerterne.

Kirke- og orgelmusik er en niche i musiklivet, det ved vi alle sammen. Men vi behøver ikke altid at blive i vores niche, og det er fantastisk, når der som i Odense og Aalborg bliver rakt ud for at nå ud til et større publikum, også til dem der ikke vidste at de savnede orgelmusik. Med de uddannelsesmæssige og stillingsmæssige resurser DOKS’erne ligger inde med, er det en oplagt opgave, faktisk en forpligtelse, at få formidlet viden om og kærlighed til orglet og orgelmusikken ud til en bredere gruppe. Det bliver allerede gjort i adskillige sammenhænge, men arbejdet slutter aldrig. Vi kan alle sammen gøre noget, hele tiden.

Og hvor er det inspirerende at se billederne af de entusiastiske børn, der flokkedes til ”Sigurd og det magiske orgel” i Aalborg, og læse om deres begejstring, da de hører, at man faktisk kan få et job, hvor man spiller orgel. ”En genistreg, som helt klart kalder på gentagelse”, siger Katrine Bach Skovmand om arrangementet.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.