Klumme - Så syng da!

Skrevet af Thomas Berg-Juul.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2021, s. 21

Af Thomas Berg-Juul, organist ved Haderslev Domkirke

Corona, nej tak! Isolation, retningslinjer, afstandskrav, mundbind, afspritning og dagens smittetal. Selvom den allerseneste udvikling er mildt foruroligende, er vi forhåbentlig ovre deciderede nedlukninger, og det meste ligner i skrivende stund sig selv.

Søgningen til gudstjenesterne er nogenlunde på niveau med tidligere, sogneaktiviteter kan igen afvikles uden kunstig stor afstand, kirketjenere kan hilse på menighedens medlemmer uden mundbind, vi kan knæle i fællesskabet om nadveren – og vi kan synge sammen igen!

Jeg vil gerne dvæle ved det sidste – for hvad var det egentlig med sang og corona?

Når jeg tænker tilbage, er et af mine tidligste coronaminder fra marts 2020 ”Morgensang på DR”, dygtigt leveret af Phillip Faber. DR fortæller selv, at op imod 300.000 fulgte med, når Faber leverede ”hofterul og morgensang”.

Senere på året blev programmet lagt i hænderne på lige så dygtige Ole Kibsgaard og Kaya Brüel. De to leverede frem mod maj måned 2021 294 udsendelser, og anslået 100.000 fulgte med. At programmerne har haft et imponerende publikum er altså indiskutabelt.

Mens ”Fællessang hver for sig” altså har haft kronede dage under corona var vi, der arbejdede med den gammeldaws udgave (altså fællessang sammen-version) temmelig udfordrede. Forsamlingsforbud, stigmatiserende journalistisk fokus om smittefarerne ved fællessanglige aktiviteter - og dertil afstandskrav, der udfordrede fællesskabet -, har gjort sit indhug på mangt et ellers velfungerende korarbejde i landets kirker og musikskoler.

Så mens ”fællessang hver for sig” har været hot, har ”fællessang sammen” været totalt not det sidste halvandet år, sår’n skåret ud i grovkornet spånplade – og det interessante er så, hvad der sker nu? Tilsyneladende meget! - også selvom man tager dét forbehold, at vi alle sammen bare har haft et opsparet behov for at være sammen om noget igen.

I hvert fald skal jeg ikke kigge længere end ud i min egen baghave for at se fællessangsaktiviteter pible frem: Historiske sangvandringer i Haderslev Midtby samler månedligt 80–100 deltagere, Domkirkens og Haderslev Sangakademis aftener med den nye Højskolesangbog fylder de fysiske rammer helt ud – og byens egnsteater, Møllen, turnerer sæsonen igennem med sangaftener i kommunens landdistrikter. En af de lokale kommunalvalgsspidskandidater arrangerer sågar fællessang (på sober vis, skal jeg tilføje), og dertil kommer de allerede etablerede fællessangsarrangementer i kirker og sognehuse på hele egnen.

Jeg tænker ikke, vi her på egnen er anderledes end gennemsnittet, så jeg postulerer, der er tale om en tendens: Der er simpelthen flere, der synger sammen nu, end før corona!

Personligt har jeg set meget lidt af de forskellige ”fællessang hver for sig”-satsninger.
Jeg oplevede det nogenlunde så stimulerende for min fællessangstrang, som TV-køkkenet er for min mave (hvilket ikke er meget), men selvom det kan virke banalt, har programmerne måske haft stor effekt i et større perspektiv.

Måske har de været en tændstik til et bål, der har været under opbygning i lang tid. Et bål bestående af gode, vigtige og langtidsholdbare initiativer som babysalmesang, sangkraftcentre og nyere tiltag som ALSANG og salmeleg, for blot at nævne nogle få? For ikke at tale om Højskolesangbogens 19. udgave (og en dygtig markedsføring heraf) – og andre helt nye udgivelser, som f.eks. sætter fokus på den særlige kunstart at synge med konfirmander.

At der ”sker noget godt” bør end ikke den dybeste pessimist kunne benægte.

I dette forum står velsagtens gudstjenestens salmesang os særligt nær – og dér oplever jeg ikke på samme måde, at nye territorier blomstrer. Et ”gennemsnitligt dåbsfølge” har ikke indtaget en mere sangvenlig holdning på bænken, ligesom salmebøgerne hos mange fortsat slides mest på omslaget – men måske åbnes også snart her et vindue?

Lad os i hvert fald holde øjne og ører åbne, dele idéer og initiativer med hinanden og turde tage virkeligheden for gode varer: Folk kan faktiske bedre lide at synge, end folk går rundt og tror!

 

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.