Musik til gudstjenesten

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2021, s. 17

21. søndag e. Trinitatis, 1. tekstrække

Erik Lauge Mikkelsen, organist ved Sankt Nikolai Kirke, Nakskov, fortæller om sine musikvalg
Den 9. oktober kan Erik Lauge Mikkelsen fejre 25-års jubilæum som organist ved Sankt Nikolai Kirke. Han fortæller, at det i første omgang var kirkens meget fine P.G. Andersen-orgel fra 1968, der fik ham til at søge til Lolland. Det er et alsidigt instrument, hvor Bach, Buxtehude og Mendelssohn klinger særlig godt. Erik arbejder i øjeblikket på at skaffe midler til at få orglet renoveret og installere et setzer-anlæg.

Mens han hele tiden har været glad for sit orgel, opdagede han snart, at det kan være vanskeligt at skaffe og fastholde gode kirkesangere i Nakskov. Når unge sangere når en vis alder, søger de væk for at studere. Alligevel har han gennem alle årene haft et fast kirkekor på 4-8 sangere samt et kammerkor med omkring 15 medlemmer, der medvirker ved festgudstjenester. Der har i lange perioder været sunget firestemmigt under nadveren og ind imellem motet. De fastansatte sangere synger også undertiden solo. I coronatiden måtte der kun medvirke 3 sangere ved gudstjenesterne, men fremover vil koret igen være på 4-5 sangere. Motetter hentes ofte fra ”Korsange til Kirkeåret” og Harald Vilstrups udgave af dansksprogede Bach-koraler.

Erik Lauge Mikkelsen vælger normalt musik med udgangspunkt i dagens evangelium, men undertiden også ud fra præstens salmevalg. Dagens evangelium handler om den kongelige embedsmand, hvis søn helbredes af Jesus, og Af faders hjerte runden i Bachs version fra Orgelbüchlein afspejler dette. Et andet hensyn er en evt. dåb, hvor postludiet helst skal være festligt. Det er Jesper Madsens Rued Langgaard-hyldest Vidunderligst af alt på jord.

Musikvalg
Præludium: J. S. Bach: Af faders hjerte runden / Herr Christ, der ein´ge Gottessohn BWV 601. (Orgelbüchlein)
Motet: J. S. Bach: Hvo ikkun lader Herren råde (Harald Vilstrup)
Postludium: Jesper Madsen: Vidunderligst af alt på jord (DOKS’ nytårspublikation 2010)

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.