De danske medvirkende ved NKS

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2021

På de nordiske kirkemusiksymposier er det tradition, at hvert af de fem lande udvælger en orgelsolist og et kor, der medvirker ved de forskellige koncerter og gudstjenester samt en national koncert.

Det danske korbidrag er i år Roskilde Domkirkes Pigekor under ledelse af Christa Brix Hauser, men som så mange andre kor har også pigekorets arbejde været hårdt ramt af nedlukningen. Christa Brix Hauser fortæller, at man har afholdt online korprøver og øvet på korstemmerne til al den musik, som koret skulle have sunget i Helsingfors, men det viste sig i sidste ende at være helt urealistisk. De kunne ikke – selv efter at de fysiske korprøver blev mulige – på nogen som helst måde nå at få deres koncertprogram klart.

Men NKS’ deltagere skal ikke helt snydes for Roskilde Domkirkes Pigekor, og især ikke for det Exitus-værk, som Merete Kuhlmann har skrevet til festgudstjenesten, som traditionen byder for det land der overtager formandskabet. Derfor vil man på NKS´ facebookside – når symposiet starter – kunne se en videooptagelse med Merete Kuhlmanns Te Deum for lige stemmer, trompet og orgel. Christa Brix Hauser fortæller, at ”lige nu (juni 2021) øver vi ekstra meget, går på sommerferie i næste uge og håber så på at vi kan huske det hele til fredag d. 13. august, hvor vi indspiller i Roskilde Domkirke.”

Merete Kuhlmann fortæller om Te Deum, at opgaven fra DOKS lød på et stykke, der kunne anvendes ved andre anledninger end symposiets afslutningsgudstjeneste, både hvad angår omfang og sværhedsgrad. ”Det var en prioritet og en inspiration for mig. Det er sjovere at lave noget, som flere kan få glæde af. En anden inspiration var Roskilde Domkirkes meget dygtige pigekor. Stykket går fra enstemmighed op til trestemmighed. Teksten er på latin – Te Deum i uddrag – og i midten to vers af Almagts Gud, som også er kendt i de andre nordiske lande, dog med små nationale variationer. Stykket er med orgel og trompet, som man tit har til en festgudstjeneste, og har ca. 5 minutters spilletid. Ved NKS vil optagelsen med Roskilde Domkirkes pigekor blive lagt ud på hjemmesiden med link til at man kan købe noden, som udgives af forlaget Mixtur, på det sprog man skal bruge”.

Den nationale koncert varetages af orgel-klaverduoen Anne Kirstine Mathiesen og David Lau Magnussen. De har spillet sammen siden 2017 og har opdyrket det forholdsvis store gamle repertoire for besætningen af ikke mindst franske komponister fra forrige århundrede, foruden ting som dobbeltkoncerter og Die Kunst der Fuge af J.S. Bach og klaverkoncerter af Mozart. Men også ny dansk musik skrevet specielt til denne duo er på repertoiret. På programmet ved den nationale koncert står to uropførelser: Jens Ramsings 3 Concert Pieces og Martin Lohses Flow, begge for orgel og klaver.

Jens Ramsing fortæller om sit værk: ”Første sats, Memory, er kirkemusik. En række episoder over den danske middelaldermelodi ”Jeg tiente mig udi Grevens Gaard” (første notation fra 1589). I 1699 benyttede Kingo melodien til salmen ”Den lyse dag forgangen er”. Anden sats, Moments, er måske husmusik - enkel og drømmende, næsten minimalistisk. Man vil kunne ane små motiver fra salmen ”Klokken slår, tiden går, evigheden forestår”. Tredje sats, Moving, er koncertsalsmusik og har mindelser om en ”klassisk” klaverkoncert.”

Om sit stykke Flow skriver Martin Lohse: ”Hurtige gentagelser på en glidende strøm af langsomme akkorder, altid på vej mod noget: Små motiver med en indre længsel og store akkorder som aldrig finder deres plads, som en flydende strøm af liv, der bevæger sig fremad i små cirkler, i en evig bølge mellem bevidsthed og materie.”

Begge værker har dansk førsteopførelse ved Viborg Kirkemusikfestival den 22. maj 2022.

Endvidere omfatter programmet værker af Jørgen Jersild, Marcel Duprés Variations on Two Themes op. 35 og Cortège et Litanie op. 19, No. 2, sidstnævnte i en transskription af Anne Kirstine Mathiesen, og fællessalmer med forspil og harmoniseringer af Leif Kayser. De der var med til DOKS’ årskursus i Køge i 2019 vil have stiftet bekendtskab med ikke blot Duo MM, men også nogle af Leif Kaysers salme-ledsagelsessatser.

Den danske orgelsolist ved symposiet er Viborgs domorganist Morten Ladehoff. Han fortæller om sit program: ”Ved de 2 koncerter i Helsingfors har jeg sammensat programmer der mixer gammelt og nyt og samtidig danner kunstnerisk sammenhængende forløb. Ved koncerten i Helsingfors Domkirke har jeg sat Bachs F-dur Toccata sammen med et konceptuelt take på samme stykke af den tyske komponist Johannes Kreidler (f. 1980). I Kreidlers stykke spilles alle toner indenfor hver takt af toccataen på én og samme tid, hvilket resulterer i en jævnt fremadskridende ‘cluster-koral’, hvor Bachs harmoniske progressioner kan anes igennem de massive klange. Disse værker flettes sammen med 3 etuder som jeg selv har skrevet. Etuderne opstod oprindeligt som improvisationer og blev fremført ved åbningskoncerten på Warsaw Autumn-festivalen i Warszawa i 2019. Her fungerede de som intermezzi til forskellige orkesterværker. I etuderne eksperimenterer jeg med alternative måder at bruge orglet på. F.eks i den anden etude Spectral Environment hvor 2 forskellige akkorder fikseres med kiler/lodder på hvert sit svelleværk og aktiveres ved at trække forskellige registre ud. Samtidig åbnes og lukkes der for de to svelleværker, for på den måde at fade ind og ud mellem de to klange. Organisten spiller desuden på et såkaldt flex-rør, der frembringer overtoner når der pustes i det. Flexrørets overtone-melodi mimes på et af manualerne med et ultralet touch på en 4-fods principal (hvor primært ansatsstøjen høres) og resulterer i en æterisk klingende spektral heterofoni. I den sidste etude spilles der med glatte bomuldshandsker, så der kan udføres jævne glissandi op og ned ad tangenterne - både de hvide og sorte tangenter hver for sig og kromatisk. Ved at bruge aliquot-registre (kvint og terts) skabes der mulighed for tonale variationer, så de lidt monotone C-dur og F#-pentatone klange ikke bliver for dominerende. Etuden er en slags koreografi, hvor hænderne (og fødderne) bevæger sig på forskellige manualer i forskellige retninger og tempi - til tider synkroniseret og til andre tider helt uafhængige af hinanden.”

”Ved den anden koncert i Berghälls kirken spiller jeg Max Regers Op. 135b samt Luciano Berios Fa-Si fra 1975. Værker der begge egner sig til Åkerman og Lund-orglets romantiske disposition. Berios Fa-Si er efter min mening et af de bedste moderne orgelværker der er skrevet, så jeg vil gerne bidrage til dets udbredelse. Berio angiver at der kræves assistenter til opførelsen, men det kan udmærket spilles af en organist alene, hvis man bruger små trækiler der kan ‘sustaine’ udvalgte tangenter undervejs, og med en smule hjælp fra registranten et par steder. Fa-Si er virtuost, improvisatorisk, smukt (næsten impressionistisk) klingende og dejligt organisk og velproportioneret i kompositionen.”


”Begge programmer afspejler nok den musiker-type jeg er. Jeg har altid haft en nysgerrig og improvisatorisk tilgang til musik og gennem min skoling som komponist, har jeg fået indblik i de mange æstetiske retninger fra starten af det 20. årh. og frem til i dag. Jeg motiveres af at opsøge, skabe og spille ny musik - musik der både er idiomatisk for orglet men samtidig tør undersøge og udfordre grænserne for hvad instrumentet kan, og for hvad musik i det hele taget er for noget. Samtidig holder jeg meget af spille det klassiske kernerepertoire - især Bach, Reger og Messiaen.”

Der er lagt op til nogle spændende dage på Det nordiske Kirkemusiksymposium i Helsingfors.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.