Anmedlelse: Asger Troelsen salmeforspil

Skrevet af Peter Weincke.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2021

Gigantisk præstation af Asger Troelsen

Asger Troelsen: Salmeforspil til ”100 salmer”, 35 sider. Eget forlag. Kr. 175, www.noder.dk

I 2017 begyndte Ravnsbjerg-organisten Asger Troelsen et imponerende projekt: Udgivelse af forspil til samtlige salmemelodier i koralbogen.

Forspillene er kommet drypvis i samlingerne 100 salmeforspil (2017), 200 salmeforspil (2019) og 300 salmeforspil (2020). I alt 600 forspil dækker nu hele koralbogens salmestof. Som afrunding af projektet har Troelsen så netop udgivet forspil til samtlige salmer i tillægget 100 Salmer. Det er en imponerende bedrift.

Projektets omfang og ambition kan bedst sammenlignes med Christian Præstholms arbejde med orgelkoraler til alle salmemelodier i koralbogen. Begge komponister har således pålagt sig en gigantisk bunden opgave, der kan være til glæde og gavn for hundredevis af kolleger og studerende.

Som bekendt er salmeforspillet som liturgisk genre blevet behandlet forskelligt i de sidste århundreder. Fra de såkaldte ”pileforspil” som typisk optræder i Barnekows (1878) og Bielefeldts (1901) koralbøger med pile-markeringer af de første og sidste takter af koralbogssatsen over kontrapunktiske eller harmoniske raffinementer som f.eks. beskrevet af Finn Viderø i hans Vejledning i Salmeforspil (1969) til Søren Gleerups omhyggelige behandling af genren i bogen Liturgisk Orgelspil (2010). Gleerup arbejder i krydsfeltet mellem akademisk fokus på satsteknik/harmonik/arrangement og egentlig invitation til improvisation med udgangspunkt i en serie ”forspilsideer”. Som han udtaler: ”Forspil, der er lagt meget sjæl i ved skrivebordet, men som ikke fungerer, når de skal udføres på orglet, kan man strengt taget ikke bruge til særligt meget.” (Liturgisk Orgelspil, side 5). Derfor er instrumentet og ikke skrivebordet hans udgangspunkt.

Det er den samme fornemmelse man får, når man åbner heftet med Asger Troelsens Salmeforspil til ”100 salmer”. Samlingen afslører hurtigt Troelsens karakteristiske varemærke: Minimalisme og enkelthed. Den oser af en ressourcestærk komponist, der stadig fastholder sin ”kongstanke” fra sine udgivne 600 salmeforspil. De skal være ”korte, præcise, stemningsdannende og indeholde tempo, takt- og toneart.” (Salmeforspil til ”100 salmer”, forord). Også i hans nyeste samling er forspillene derfor disponeret som helt korte forspil.

Dermed har han også fravalgt den fleksibilitet, som det improviserede eller arrangerede forspil kan indeholde. Det var et anliggende Finn Viderø gik meget op i: ”Hovedsagen er, at det fylder sin opgave, men det er klart, at dets længde i alle tilfælde må rette sig efter den plads, det har i liturgien.” (Vejledning i Salmeforspil, side 5). Her taler Viderø om det forspil, som man som kirkemusiker selv arrangerer til en given gudstjeneste og dermed selv kan udforme som man vil. Også hos Gleerup spiller længden af forspillet en rolle, men her skal forspilsdisciplinen tackles i improvisationsregi styret af den liturgiske kontekst.

For Troelsen er det slet ikke det spørgsmål, der er i spil, men selve forspillets funktion som genre og som håndværk. Hvis det ikke opfylder sin funktion, kan man bare lade det ligge. Hans arbejde er tydeligvis resultat af mange års professionelle erfaring som kirkemusiker og som underviser.

Hvorfor så lige lave forspil til 100 salmer, som formentlig ikke alle danske kolleger er lige vilde med? Jo, fordi det for Troelsen er en bunden opgave, udsprunget af den brug, som salmerne har fået i hans daglige arbejde. Han siger det ligeud: Opgaven har bestået i at skrive forspil til ”moderne salmer med masser af synkoper og en helt anden harmonik end den gængse klassiske.” Alligevel er han i stand til at bevare det ideal, som han hele tiden har arbejdet ud fra: ”klange og enkelthed” skal prioriteres fremfor ”de gamle teorilove” (100 salmeforspil, Forord).

Troelsens minimalistiske forspilsdesign ligger i gråzonen mellem intonation og improvisation og kan i den forbindelse bedst perspektiveres til Gleerups forspilsunivers: en forspilside kan give inspiration til videre udarbejdelse og fri komposition. Asgers forspilssamling kan for så vidt betegnes som både en reel opskrift på, hvordan man arrangerer brugervenlige forspil og et pædagogisk udgangspunkt for improvisation.

De fleste af forspillene fylder typisk 8-10 takter. Og det er ikke meget at gøre godt med, hvis der i løbet af så få takter skal meddeles alle melodiens vigtigste kendetræk: tematik, tonalitet, rytme, harmonik, tempo osv. Denne opgave har Troelsen bestået med glans.

Rigtig mange af forspillene består af helt enkle 2-stemmige satser, der indledes med en enstemmig præsentation af melodiens første linje i enten over- eller understemme og videreføres tostemmigt, ofte med et akkompagnement, der er udledt af salmemelodien (813 ”Solen begynder at gløde”). Eller forspillet kan udformes fugeret som tre- eller firestemmig sats (824 ”Nu tændes tusind julelys”). Mange satser kan sagtens udføres manualiter, mens andre lægger op til brug af pedal, især de satser, der er skrevet med brug af orgelpunkt (803 ”Maria, snart er det forår”, 846 ”To tusind år blev skjult i mørke”) eller er decideret 4-stemmigt designede (865 ”Se ud og se Guds under”).

Troelsens store udfordring har bestået i at skrive forspil til de satser, hvor melodiens synkopiske og klanglige egenart er i centrum. Og her afsløres hans store mod til at åbne den rytmiske musiks værktøjskasse: f.eks. med udnyttelse af groovets off-beat effekter (809 ”Du lagde i det mindste frø”) eller illustrative gimmicks som ”fuglefløjtene” i forspillet til 815 ”Hør morgenens sang”.

I en anmeldelse af salmetillægget 100 salmer skrev Birgitte Ebert her i bladet (juli 2016) om en af disse salmer (834): ”Og en tango i en dansk folkekirke (Gud Helligånd, tænd ild i vore tanker)? Det er et herligt arrangement af Peter Arendt, men tak, helst ikke, hvis jeg kan blive fri.” Gad vide, om Troelsen har haft det på samme måde, da han skrev sit forspil til denne salme, der forløber i f-mol men udvikler sig til tonikavarianten F-dur over en Fmaj7-akkord. Kan Helligånden danse tango? Nogle ville måske svare: Why not? I alle tilfælde lader Troelsen sit forspil tangere det parodisk humoristiske, fra de tomme kvinters beatmarkeringer i understemmerne over call and response-effekter i yderstemmerne til en påfaldende dvælen over den afsluttende Fmaj7-akkord med dens bedrøvelige kromatiske lamento-nedgang e-eb-d-db-c i alten. Det er virkelig raffineret med et stort glimt i øjet! Jeg hører Troelsen hviske bag piberne: ”Hva’ siger I så: Er det her ok som kirkemusik?”