Musik til gudstjenesten

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2021

13. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække

Niels Granvig, organist i Thisted Kirke, fortæller om sine musikvalg
I Thisted Kirke er der normalt to gudstjenester på søn- og helligdage, en fromesse og en højmesse. Højmessen er bortset fra ferieperioden med fuldt kor, og drenge-mandskoret, kronjuvelen i Thisted Kirkes musikliv, er et bærende element.

Niels Granvig fortæller, at koret i lighed med andre har været sendt hjem under corona-perioden, og først efter nytår kunne man så småt genoptage korprøver og andre aktiviteter. ”I praksis har jeg øvet med grupperne enkeltvist i vort normale prøvelokale - med sopranerne i begyndelsen kun med seks ad gangen; senere med hele gruppen. Efter påsken i år har vi øvet i kirken, hvor vi med COVID-afstand fylder omkring halvdelen af kirkeskibet; meget udfordrende for især de mindre rutinerede sangere. Korsæsonen fik vi dog afsluttet den 20. juni med en god koncert inden ferien.”
Der synges motet og graduale/halleluja ved alle højmesser. ”Den pågældende søndag er præget af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Som indgangsmusik vælger jeg Til dig alene, Herre Krist i Jesper Madsens udsættelse for at anslå dagens tema. Som graduale/halleluja benytter jeg gerne et Hallelujavers fra KTK. Jeg kan godt lide den korte, fyndige form som overledning mellem første tekstlæsning og anden salme.”
”Efter den meget lange, korløse periode vil jeg vælge en ikke alt for kompliceret motet: Merete Kuhlmanns bachpastiche Herre, led i dag min færden understreger meget fint dagens evangelietekst.”
Postludiet, Christian Præstholms Herre Gud, dit dyre navn og ære, er endnu et stykke dansk musik, der forener tradition og fornyelse. Det lægger Niels Granvig vægt på. ”Der må gerne være en genkendelighed for kirkegængerne, som kan skærpe deres opmærksomhed… og så må vi se, om de opdager lidt Grieg-pastiche! ”
Præludium: Jesper Madsen: Til dig alene, Herre Krist (44 danske orgelkoraler, Ed. Egtved)
Gradualevers: Halleluja (Korsange til Kirkeåret, Ed. Egtved)
Motet: Merete Kuhlmann: Herre, led i dag min færden (”Korbogen 2”, Forlaget Mixtur)
Postludium: Christian Præstholm: Herre Gud, dit dyre navn og ære (Orgelkoraler bd. 7, eget forlag)

 

 

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.