Camille Saint-Saëns som organist og orgelkomponist

Skrevet af Hans Fagius.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2021, s. 4

Af Hans Fagius, professor emeritus fra DKDM

For de fleste musikelskere er Camille Saint-Saëns nok mest kendt for nogle få værker som operaen Samson et Dalila, den tredje symfoni i c-mol (med orgel), Danse Macabre for orkester, det virtuose violinstykke Introduction et Rondo capriccioso og – ikke mindst – den komiske Les Carnevals des Animeaux (Dyrenes Karneval), et værk han selv anså for at være en ubetydelig bagatel.

Men der er ingen tvivl om at Saint-Saëns, sammen med Hector Berlioz og César Franck, var Frankrigs betydeligste komponist i 1800-tallet. Hans kunstneriske skaberevne forblev intakt i hele hans lange liv, og samtidig med at han blev vidne til enorme forandringer i musikkens udtryksmuligheder forblev han hele tiden tro mod de klassiske idealer han havde fået allerede i de meget unge år. Han er undertiden, delvis med rette, blevet beskyldt for ikke at gå tilstrækkelig dybt i sine værker. Men de præges af en sjældent set håndværksmæssig dygtighed og en ofte betagende elegance og ærlighed. Saint-Saëns var i sit liv meget værdsat som komponist, men også som pianist og dirigent. Mindre kendt er, at han også var en strålende organist med prestigefyldte ansættelser i to store parisiske kirker gennem 24 år. Og han efterlod sig en betydelig mængde fremragende orgelmusik, som er interessant ikke mindst fordi den stilistisk adskiller sig en hel del fra den for os så velkendte franske romantiske og symfoniske stil. Det er i år 100 år siden han døde, hvilket giver os anledning til at se lidt nærmere på hans gerning som organist og orgelkomponist.

Opvækst og musikalsk uddannelse

Charles-Camille Saint-Saëns blev født d. 9. oktober 1835 i Paris. Allerede to måneder efter Camilles fødsel døde faderen af tuberkulose. Drengen blev et par år anbragt hos en barneplejerske, indtil han kunne vende tilbage til sin mor, som han derefter kom til at leve sammen med til hendes død i 1888. Camille var et musikalsk vidunderbarn som savner sin lige i musikhistorien. Man opdagede hans absolutte gehør inden han var tre år. Da var han allerede begyndt at spille klaver og også at lave sine egne melodier. I 10 års-alderen havde han sin offentlige debut med orkester. Kort tid efter begyndte han at spille orgel, og hans første lærer blev organisten Alexandre Pierre François Boëly (1785-1858), hvis strenge, polyfont baserede skole med udgangspunkt i Bachs orgelmusik blev helt livsafgørende for den unge Saint-Saëns. Som fjortenårig begyndte han i oktober 1848 i Pariserkonservatoriets orgelklasse, hvor François Benoist (1794-1878) var lærer. Denne havde samme seriøse indstilling til orgelspillet som Boëly og kunne også, ligesom denne, improvisere regelrette fugaer over opgivne temaer. Undervisningen var for størstedelens vedkommende helliget improvisation, og kun en mindre del af tiden gik med repertoirespil. Dette skyldes dels at en organist først og fremmest forventedes at være en god improvisator, dels det diminutive orgel på Pariserkonservatoriet, som med et pedalomfang på kun halvanden oktav ikke duede til et mere avanceret repertoire. Saint-Saëns fortæller selv, at han sugede hvert ord som kom fra hans lærers mund til sig og kombinerede det med selvstudier af blandt andet Bachs Die Kunst der Fuge. Han fik sin premier prix i orgel i juli 1851. I oktober samme år blev han elev i kompositionsklassen hos Ludovic Halévy, og her fik han hjælp til at forberede sig til Prix de Rome det følgende år, en attraktiv pris som indebar fire års studieophold i Villa Medici i Rom. Det lykkedes ikke Saint-Saëns at erobre den prestigefyldte pris, men han fik kort tid senere revanche, da han med sin Ode à Sainte-Cécile vandt førstepræmien i en komponistkonkurrence som arrangeredes af Société Sainte-Cécile, og værket fik sin uropførelse ved juletid i 1852.

Organist i Saint-Merry og organiste titulaire i Madeleinekirken

I 1853, 17 år gammel, blev Saint-Saëns ansat som organist i kirken Saint-Merry. Orglet i Saint-Merry, et instrument med fire manualer og pedal, var ved Saint-Saëns’ ansættelse i ganske ussel tilstand, og han tog allerede i løbet af sit første år som organist initiativ til en ombygning. Kontrakten med Aristide Cavaillé-Coll indebar at pedalet fik udvidet sit omfang, at Grand Orgue fik en række nye grundstemmer for at gøre klangen bredere, og at de gamle Écho og Récit byggedes sammen til et moderne Récit anbragt i svellekasse. Positif (som rygpositiv) blev bevaret uforandret. Orglet var spilbart allerede i marts 1857 ved premieren på Saint-Saëns’ Messe i g-mol op. 4 for solister, kor, orkester og to orgler. Selve indvielsen af orglet løb af stablen i december samme år i et program med Saint-Saëns ved orglet og med medvirken af kirkens kor.

Kun fire dage efter den opsigtsvækkende orgelindvielse blev Saint-Saëns udnævnt til organiste titulaire i Madeleinekirken. Som de fleste kirker i Paris havde Madeleinekirken et orgel af Aristide Cavaillé-Coll. Det var bygget i 1846 og var på den tid Cavaillé-Colls næststørste instrument med 48 stemmer, fire manualer og pedal. Saint-Saëns var 22 år gammel da han tiltrådte, og han efterfulgte den berømte Louis James Alfred Lefébure-Wély (1817-1869). Madeleinekirken blev besøgt af de mest fashionable familier i Paris, og Saint-Saëns blev noget af en ”societyorganist”. Han gjorde tjeneste alle søn- og helligdage med undtagelse af advents- og passionstiden, og der var tre messer hver søndag. Som i Saint-Merry improviserede Saint-Saëns al orgelmusik,

Han forblev titulærorganist i Madeleinekirken til april 1877, hvor han forlod tjenesten til fordel for et liv som fri kunstner uden tidsrøvende forpligtelser. Han havde i løbet af de nitten år etableret sig som en af Frankrigs førende musikere både som komponist og pianist. I årene 1861-65 var han klaverlærer ved École Niedermeyer, hvor hans elever bl.a. talte Gabriel Fauré, der forblev en nær ven gennem hele livet, Eugène Gigout og Albert Périlhou. I 1871 var han blandt stifterne af Société Nationale de Musique, en sammenslutning til fremme af den nye franske kammer- og orkestermusik, en vigtig opgave i et land hvor musiklivet i årtier havde været mere eller mindre domineret af opera.

Katastrofalt ægteskab

I februar 1875 giftede Saint-Saëns sig med Marie-Laure Truffot, en søster til en god ven af komponisten. Bruden var kun 19 år og brudgommen 40. Det blev et alt andet end lykkeligt ægteskab, og en af flere årsager var at Saint-Saëns’ mor boede sammen med de nygifte. Parret fik to sønner som begge døde i en ung alder. Den ældste søn kom ud for en ulykke i 1878, da han faldt ned fra et vindue i hjemmet, og den yngste omkom blot seks uger senere af lungebetændelse. I juli 1881 rejste Saint-Saëns og hans kone til kurstedet La Bourboule på ferie. Om morgenen den 28. juli forsvandt Saint-Saëns fra deres hotel. Hustruen Marie modtog nogle dage senere et brev, hvor han skrev at han havde besluttet sig til ikke at komme tilbage. De to genså aldrig mere hinanden, og der blev heller ikke foretaget nogen lovformelig skilsmisse. Ifølge Marie var det Saint-Saëns’ mor, der var årsagen til det hele. Han kom derefter til at leve sammen med moderen og efter dennes død helt alene. Marie, som vendte tilbage til sin familie, døde så sent som i 1950, 95 år gammel.

Orgelsymfonien

Et af Saint-Saëns’ mest spillede og elskede værker er hans Symfoni nr. 3 i c-mol op. 78, ”Orgelsymfonien”. Den blev til på bestilling fra Royal Philharmonic Society i London. Koncertsalen St. James’s Hall havde et stort to manualers orgel, bygget i 1858 af orgelbyggeren Gray & Davison. Det havde et enormt Great med nitten stemmer, et fyldigt Swell med tolv stemmer og et pedalværk med fire stemmer. Saint-Saëns havde koncerteret i salen i 1880, og forbavselsen må have været stor da han kom til London for at dirigere uropførelsen af symfonien og opdagede at orglet var blevet skiftet ud med et mindre tomanualers instrument med kun nitten stemmer. Opførelsen fandt sted d. 19 maj 1886, og effekten af finalens store orgelakkord blev nok ikke helt som komponisten havde tænkt sig. Symfonien blev dog vel modtaget både i London og senere i Paris. Der er ikke på nogen måde tale om en orgelkoncert, da orgelstemmen egentlig blot består af en række ganske enkle akkorder. Men effekten af dets medvirken opleves ved hver opførelse som nærmest magisk. Saint-Saëns var meget tilfreds med sit værk og mente det var hans fineste kunstneriske præstation, noget han aldrig ville kunne gentage.

Europæisk megastjerne som komponist, pianist og dirigent

Saint-Saëns’ interesse for orglet trådte ellers i baggrunden efter at han forlod organisttjenesten i Madeleinekirken. I stedet var han fuldt optaget af engagementer som komponist, pianist og dirigent, og han blev i 1800-tallets sidste tiår noget af et ikon i fransk musikliv. Men han benyttede dog gerne lejligheden til at prøve de mange orgler han mødte på sine rejser.

Et hårdt slag for ham var hans mors død i december 1888. Han blev dybt deprimeret og nærmest flygtede til Algeriet, hvor han blev et halvt år for at hvile sig. I de næste ti år boede han på forskellige hoteller, og først i 1900 fik han atter en fast bopæl i Paris. I resten af hans liv blev hans nærmeste fortrolige Gabriel Fauré og hans familie. Lange ferieperioder tilbragte han i Nordafrika, hvor Algeriet og Egypten var favoritmål. En del orientalske indslag i hans senere værker viser at han modtog indtryk af den folkelige musik i disse lande.

Fornyet orgelinteresse og de sidste år

Genindvielsen af det restaurerede orgel i kirken Saint-Severin i december 1890 vakte på ny Saint-Saëns’ orgelinteresse. Organist i kirken var hans tidligere elev Albert Périlhou. Instrumentet havde beholdt en del af sine originalstemmer, typiske for fransk barok. Saint-Saëns blev glad for orglet, og det skete ofte at han kom til kirken mod slutningen af højmessen for at spille et strålende improviseret postludium. Hans interesse for orglet i Saint-Séverin resulterede i flere betydende orgelværker i 1890’erne. Han spillede også mange orgelkoncerter i disse år.

Saint-Saëns var aktiv som koncertpianist til det sidste. I november 1921, i en alder af 86, gav han en koncert på Institut de France for et indbudt publikum. Hans spil siges at have været lige så livligt og brillant som altid. Kort efter rejste han til Algier. Her ramtes han den 16. december af et hjerteslag, og han døde om aftenen. Hans sidste ord skal have været: ”Denne gang tror jeg virkelig det er slut”. Begravelsen fandt sted den 23. december fra Madeleinekirken.


Saint-Saëns som organist

Saint-Saëns, som også var en flittig skribent, hævdede i en artikel fra 1916 at ”Den Perfekte Organist” skulle være en virtuos, i stand til at klare alle tekniske vanskeligheder, og desuden en genial improvisator. Han var selv det fornemste eksempel. Hans klaverteknik var berygtet, og han kunne spille de mest avancerede passager i meget hurtigt tempo uden forkerte toner. Man finder også i hans orgelværker pianistiske figurationer som brudte treklange over hele klaviaturet, noget som en udpræget organist kan finde ubehageligt. Ellers beholdt han hele livet den orgelteknik han havde lært hos Boëly, hvilket indebar at han spillede pedal udelukkende med tæerne, til trods for at mange passager i hans værker absolut bliver enklere med en kombination af tå og hæl. Han synes at have været upåvirket af de tekniske landvindinger som organister som Guilmant og Widor lærte hos Lemmens i Bruxelles, og som mod slutningen af 1800-tallet blev normen ved Pariserkonservatoriet. Han nærede stor beundring for Bachs orgelværker, men mente at Bachs værker ikke har nogen plads i den katolske liturgi. Han betragtede dem som koncertmusik uden tilknytning til messen. En organists vigtigste opgave var at improvisere, og i hans tilfælde drejede det sig om strengt polyfone improvisationer, hvor ydre effekter ikke forekom.

Orgelværkerne

Man kan inddele tilblivelsen af orgelmusikken i tre perioder, den første årene før og efter 1860, den anden 1890’erne og den tredje og sidste anden halvdel af 1910’erne.

Det tidligste orgelværk er Fantasi i Es-dur (uden opusnummer), skrevet i maj 1857. Den todelte fantasi er tydeligt inspireret af det nyrenoverede orgel i Saint-Merry. Første del har en original opbygning med akkordisk vekselspil mellem tre manualer, hvor den øverste stemme i akkorden danner en smuk melodi. Den anden del – Allegro di molto et con fuoco – er en herlig sats, virtuos for både hænder og fødder, og med et fængslende tema. Her kan man glædes over en ungdommelig schwung som ikke svækkes før man har nået slutakkorden.

Fra tiden i Madeleinekirken findes to orgelværker. Bénédiction Nuptiale (bryllupsvelsignelse) op. 9, komponeret 1859, er et stemningsfuldt værk med bred dynamik. De talrige registreringsanvisninger viser at orglet i Madeleinekirken har været inspirationskilde. Stykket begynder med svage klokkeklange opbyggede af stablede kvartintervaller i dialog. Dette skal spilles med Voix céleste. Men der savnes dynamiske angivelser, eftersom orglet i Madeleinekirken havde sin Voix céleste på Positif som var uden svelle. De følgende akkorder skal spilles på fløjter pp, hvilket indikerer at de skal spilles på Récit med lukket svelle. Også i dette stykke betjener Saint-Saëns sig af flere nodesystemer for at tydeliggøre skiftene mellem forskellige manualer – to for Grand Orgue, to for Récit plus et for pedalet.

Det andet orgelværk fra tiden i Madeleinekirken er de ganske stort anlagte Trois Rhapsodies sur des Cantiques Bretons (Tre rapsodier over sange fra Bretagne) op. 7, komponeret i august 1866. De tre rapsodier bygger på folkelige julemelodier – noëls – og en del genkender man fra det franske barokrepertoire. Det er charmerende musik, hvor Saint-Saëns lydhørt går ud fra de enkle, nærmest naive melodier, og desuden lykkes med at formidle en fin juleatmosfære. Komponistens klaverteknik er åbenbar også i dette opus, frem for alt i besværlige brudte treklange i den første rapsodi. Men alt i alt har vi her en helt vidunderlig orgelmusik som burde være mere kendt.

Orgelværker fra 1890’erne

Det skulle vare hele 28 år inden Saint-Saëns skrev noget for orgel igen, og da blev det med værker i den mest orgeltypiske musikform – præludium og fuga. I 1894 skrev han en første samling med Trois Préludes et Fugues op. 99, og selv om man måske kan synes at fugaernes temaer i et par tilfælde virker noget uinspirerede er det igen charmerende og elegant musik. I det første stykke (E-dur) bygger præludium og fuga på samme motiv. Præludium og fuga nr. 2 (H-dur) er et af Saint-Saëns’ mest spillede værker. Præludiet har karakter af Lied ohne Worte med en lyrisk melodi i dialog mellem venstre hånd og pedal, mens højre hånd akkompagnerer. Fugaen, med et dansant, skarpt udmejslet tema i 6/8-takt, er trestemmig med en lækker kammermusikalsk atmosfære. Det tredje stykke står i Es-dur og har et toccatalignende præludium med virtuose brudte treklange i hænderne, alt i kraftig nuance. Fugaen er den mest barokinspirerede af fugaerne i op. 99, og Bach er utvetydigt det store forbillede.

Trois Préludes et fugues op. 109 fra 1898 er et lidt tungere værk, i det mindste hvad angår det første og tredje præludium og fuga, og man savner noget af den charme som gennemsyrer op. 99. Det første, i d-mol, har et sørgmodigt og næsten tragisk farvet præludium med udprægede sukmotiver. Fugaen, en dobbeltfuga, indledes i samme ånd, men får gennem det andet tema, opbygget af 16-delsfigurationer, en stadig mere bevæget karakter. Den alvorlige stemning fastholdes, men værket slutter storslået i et bredt tutti. Det andet præludium og fuga står i G-dur og er hele vejen kammermusikalsk med en tynd, klar faktur af neoklassisk snit. Det sidste værk står i strålende C-dur med en flot indledende toccata med rene, diatoniske harmonier. Fugaen er også, ligesom i det sidste værk i op. 99, noget af en stilo antico-fuga med et stadigt, kromatisk farvet tema. Som helhed en imponerende kontrapunktisk præstation som samtidig er musikalsk attraktiv.

Tre år tidligere, i 1895, komponerede Saint-Saëns Fantasi i Des-dur op. 101. Fantasien er symfonisk gennemarbejdet i flere dele og med to hovedmotiver. Det første, med tempoangivelsen Andantino, er lyrisk og bæres indledningsvis frem over bølgende figurationer med subtil harmonik. Det andet, fastere, tema præsenteres først i et kort fugato for siden, forvandlet til en mægtig hymne, at give plads for en gentagelse af indledningen, men nu i Allegro og i kraftig nuance. Satsen intensiveres stadig mere med toccata-lignende figurationer frem til et klimaks. Alt falder så tilbage i et suggestivt diminuendo, og vi hører samme musik som i indledningens sidste del. Fantasien afsluttes med elegante parallelle brudte treklange over et orgelpunkt hvor højre hånd skal registreres med Flûte 4 pied og venstre hånd med Bourdon 8 pied, et afsnit man som organist er lidt bange for. Fantasien er et mesterværk og måske Saint-Saëns’ fineste værk for orgel.

Orgelværker fra de sidste år

I anden halvdel af 1910’erne vendte Saint-Saëns tilbage til orglet, nu med nogle værker som præges af den forklarede enkelhed vi ofte møder i komponistens sene kompositioner. Harmonikken er mindre kompleks, fakturen tyndere og motiverne ofte enkle. I løbet af et par vintermåneder i 1916-17 komponerede han Sept Improvisations op. 150. Om det virkelig drejer sig om nedskrevne improvisationer er uklart. Her finder vi i tre af stykkerne bearbejdelser af liturgiske hymner, for første og eneste gang hos Saint-Saëns. Hans ambition her er helt klart, så lydhørt som muligt at tilpasse sig melodiernes modale karakter.

I tre fortløbende opusnumre fra 1919 anvender Saint-Saëns orglet på tre forskellige måder. Cyprès et Lauriers (Cypresser og laurbærtræer) op. 156, er et omfattende værk for orgel og orkester, ukendt for de fleste. Første del, som skal skildre cypresserne, er for orgel solo, og i den del som skildrer laurbærtræerne træder orkestret til med smældende trompetfanfarer, der sikkert skal symbolisere laurbærkransen der overrækkes som æresbevisning. Orglet har også i denne sats en fremtrædende rolle. Næste værk, op. 157, er Fantasi i C-dur for orgel solo, ganske stort anlagt med impressionistisk farvede indslag, afsnit med mystisk svævende modulationer, en indadvendt og asketisk obosolo med tynde brudte treklange som akkompagnement og et virtuost Allegro-afsnit i enklest tænkelig harmonik som i et tidligt wienerklassisk værk. Det virker som skrevet i en drømmetilstand, hvor den aldrende komponist mindes de musikstilarter han har oplevet i sit lange liv, men pennen bevæger sig lidt ukontrolleret i forskellige retninger. Fascinerende på en måde, men også lidt mærkeligt. Den sidste komposition med orgel fra 1919 er Prière op. 158 for cello og orgel, et udtryksfuldt værk med en betagende skønhed som optræder ganske ofte på koncertprogrammerne.

Som vi har set, var Saint-Saëns i sit liv det vi i dag ville kalde en megastjerne i europæisk musikliv. Han var en ekstrem begavelse som komponerede med stor lethed, og hans musik præges ofte af elegance og humor som han kombinerer med en fantastisk håndværksmæssig dygtighed. Selvom han var en lidt speciel figur i den parisiske orgelverden, står det helt klart at han var en af de allerdygtigste. Den orgelmusik han efterlod sig, er måske ind imellem også lidt speciel. Kan et år som dette medføre at vi får mere af Saint-Saëns’ orgelmusik at høre ved vores orgelkoncerter? Det er den faktisk værd.


Litteratur
Rollin Smith: Saint-Saëns and the Organ. Pendragon Press, New York (1992)
Per Skans: Tekstkommentarer til BIS-CD 555 og 556 (1992)
Margaret Phillips: Tekstkommentarer til CD York Ambisonic CD 110 (1990)
Diverse artikler fra Wikipedia, Sohlmans Musiklexikon og Nationalecyklopedin

En længere, svensksproget version af denne artikel blev offentliggjort i Orgelforum I/2021. Bearbejdelse og oversættelse: Mikael Garnæs

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.