Klumme: Nej tak til online korsang: Lad os mærke den fælles vejrtrækning igen

Skrevet af Kirsten Wind Retoft.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2021, s. 15

Af Kirsten Wind Retoft, organist i Ringe Kirke

”Du laver da ikke ret meget i denne tid, hva’?”  En sætning, jeg har mødt en del gange i den forgangne periode. Godt nok har kirken været lukket ned og begrænset under coronavirussens hærgen, men jeg synes alligevel, at der har været en hel del at se til. For tiden er gået med at være omstillingsparat. Aflysninger, ombookninger, alternative måder at være kirke på trods lukkede døre.

Fællessang online blev et hit i fjernsynet, og kirken fulgte trop med mere eller mindre vellykkede onlinegudstjenester. Nogle blev begejstrede over de mange afspilninger, men ingen ved, hvor mange der bare har klikket ind og scrollet hurtigt videre. Det har jeg selv gjort, må jeg med skam indrømme.

Onlinegudstjenester blev vi ret hurtigt trætte af hos os. Vi forsøgte os med anden aktivitet.

Præsten delte betragtninger på Facebook, jeg delte optagelser af koret fra det forgangne år, vi satte bamser i kirkens vinduer, spillede orgelmusik for åbne døre og vinduer, trompetspil fra tårnet osv.

Jeg forsøgte at holde kontakten til de yngste korsangere via Facebook med sange, konkurrencer og opfordringer til at lægge små film af dem selv op. Men der var ikke meget respons retur.
De ældste bad om Zoom-korprøver, det prøvede vi en tid, supergodt var det ikke.

Fra begyndelsen af marts, hvor det blev tilladt at samles udendørs, inviterede jeg korsangerne hjem til sang i min have. Jeg købte mig et el-klaver, hentede klapstole og sprit, og så gik vi i gang, og det var skønt at synge sammen igen. I begyndelsen tændte jeg bål, så vi kunne varme os lidt, og lys blev sat op. Nu hvor det er sommertid, er det ikke længere nødvendigt. Og de kommer trofast. Max. en times korprøver ad gangen og masser af bevægelse.

At det blev hjemme hos mig privat var et spørgsmål om at finde et sted, hvor man var skærmet for nysgerrige blikke. Det har haft andre sidegevinster. En form for anderledes nærvær. De små sangere ved nu, hvor jeg bor og synes, det er hyggeligt at hilse på hunden og give mine guldfisk navne. De er simpelthen ikke til at jage hjem.

I skrivende stund vender vi nu tilbage til en næsten normal højmesse, og jeg glæder mig som et barn, for normaliteten i kirken er savnet. Og hvad er det så, vi har savnet?
Der, hvor der var mest respons i coronatiden, var i det fysiske møde mennesker imellem. Påskedag var der mange folk på kirkegården, da orgelmusikken strømmede ud af de åbne døre og vinduer. Eller da vi 4. maj havde trompetspil fra tårnet, var der bekymrende mange folk over alt inden og udenfor kirkegårdsmuren.

Ved gudstjenesten gør det, at man rent fysisk begiver sig hen i kirken, at man er tvunget til at overgive sig til rummet og lade roen sænke sig.

Vekselvirkningen mellem musik og ord i den kendte gudstjenesteliturgi, den virker. Hvem gider høre en salme til ende eller en prædiken digitalt? Så bliver det ofte noget, der kører i baggrunden, mens man lige sætter vasketøj over eller laver noget andet imens. Eller man scroller videre. Det kræver tid og ro at fordybe sig.

Fællessangen gør, at man ikke bare er tilskuer men aktivt deltagende. En gudstjeneste bliver først rigtig god, når det hele går op i en højere enhed, ord, musik og fællesskab.
At synge i kor på Zoom eller fællessang via tv eller sociale medier er en ringe erstatning. Korsang og fællesskab er jo netop, at man kan høre og mærke den fælles vejrtrækning, det fælles bidrag til noget større.

Vi lærte, at livet er skrøbeligt, og mennesket ikke behersker alt, og det i sig selv er jo sundt nok at blive mindet om. Det var skønt at se, den opfindsomhed, der har hersket rundt omkring for at være kirke på trods af en pandemi. At kirken kom ud på de sociale medier har formodentlig også givet større opmærksomhed.

Retorikken kolleger iblandt har ind imellem været hård, men det viser, at vi bestemt ikke er ligeglade hverken med vores arbejde, kirken, musikken eller det menneskelige fællesskab.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.