Nye publikationer

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2021, s. 18

The Complete Danish Gramophone Shop Celebrity Recordings 1948-50 and the earliest Viderø organ recordings 1937-41. Værker af Schütz, Buxtehude, Tunder, Weckmann, Lübeck, Palestrina m.fl. Lori Lail, alt, Mogens Wöldike, cembalo og direktion, Finn Viderø, orgel, m.fl. 4 cd’er Danacord DACOCD 893-896

Pladeselskabet Danacord udsendte for nogle år siden en større samling af Finn Viderøs indspilninger (anmeldt februar 2019). I dette album følges op med en række tidligere Viderø-optagelser fra 1948-50, foretaget for det amerikanske pladeselskab The Gramophone Shop på Compenius-orglet og Jægersborg Kirkes orgel. Desuden høres Viderøs første indspilninger på Marcussen-orglerne i Grundtvigskirken og Christiansborg Slotskirke. Sættet indeholder desuden en række barokkantater med Mogens Wöldike og en række af datidens førende sangere og musikere. I ledsageheftet kan man læse den interessante historie om, hvordan en amerikansk pladeforhandler af Aksel Schiøtz fik at vide, at der i København virkede specialister i det, man dengang kaldte gammel musik. Han rejste til Danmark og optog disse plader, der kun blev distribueret i USA. De oprindelige 78’ere er overført til cd med forbavsende god lydkvalitet og giver et godt tidsbillede af, hvordan man dengang spillede barokmusik.

Christian Præstholm: Siseby-Suite for orgel. Forlaget Mixtur. Pris kr. 149,-
Denne udgivelse har ligget over beklagelig lang tid og ventet på omtale. Christian Præstholms syvsatsede suite er skrevet i 2019 til Siseby-orglets 200-års jubilæum på bestilling af domorganist Henrik Skærbæk Jespersen. Noden med den smukke klassiske facade af Siseby-orglet i Haderslev Domkirke på omslaget udkom i 2020. Foruden et virtuost, toccataagtigt præludium består suiten af en stribe barokke dansesatser i et opdateret neoklassisk tonesprog, og også Haderslevs rolle som den danske reformations arnested hyldes undervejs. Christian Præstholms egen melodi til Holger Lissners reformationssalme ”Når du vil” indgår i fjerdesatsen ”Air-Choral”, og i sidstesatsens gigue citeres ”Vor Gud han er så fast en borg”.

Leif Martinussen: Orgelkalender – orgelmusik til kirkeåret. Forlaget Mixtur. Pris kr. 199,-
Vi kommer kirkeåret rundt i denne afvekslende samling af nye og gamle orgelstykker fra Leif Martinussens hånd. Den indledes med Præludium i d-mol fra 1993 og afrundes med ”The Flying Toccata” op. 14 fra 1973, og derimellem findes en række koraler til kirkeårets forløb, nogle mere udstrakte, andre nærmest med karakter af salmeforspil. Der er også medtaget en salme ”Blev dagen dig fyldt” til tekst af K.L. Aastrup. Midtvejs er der et intermezzo, ”Cantabile” fra ”Templomi organa” (2017). Udgivelsen er en pendant til de tre tidligere Salmekalendere fra Edition Egtved med salmer til tekst af Aastrup. Leif Martinussens karakteristiske tonesprog er overalt genkendeligt.

Ejvind Amorsen: 30 salmeforspil. Forlaget Mixtur. Pris kr. 149,-
Anne Kirstine Mathiesen: 31 salmeforspil og ledsagesatser. Forlaget Mixtur. Pris kr. 149,-
De to nyeste bind i serien Mixtur Portræt med salmeforspil og ledsagesatser af danske organister har Køge Kirkes organist Anne Kirstine Mathiesen og Ejvind Amorsen, Simon Peters Kirke i Kolding, som hovedpersoner. De giver hver deres gode og ret forskellige bud på, hvad salmespil kan være. Anne Kirstine Mathiesens forspil og ledsagesatser vidner om stor fantasi og stilistisk bredde, bl.a. et sjovt forspil til ”Klokken slår, tiden går”, en festlig triosats over ”Nu takker alle Gud” (som der skal øves på) og nogle lækre romantiske satser. Ejvind Amorsens samling har en interessant personlig, måske lidt underspillet karakter, tit med en skæv og interessant drejning. Som han beskedent skriver, ”Måske kan en og anden finde en tone, der kan bruges eller inspirere i flæng.”

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.