Musik til gudstjenesten - 3.s.e. trinitatis, 1. tekstrække

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2021, s. 21

Merethe Lammert Køhl Hansen, organist i Sorø Klosterkirke, fortæller om sine musikvalg

Sorø Klosterkirke har siden februar 2019 været under en gennemgribende renovering, som formentlig vil være helt afsluttet med udgangen af dette kirkeår, fortæller Merethe Lammert Køhl Hansen.

Kirkens Marcussen-orgel fra 1942 (37 stemmer) har været pakket ind, og i skrivende stund arbejdes der på at få gjort pulpituret klar, så orglet kan renses og stemmes og igen komme i brug. Merethe nærer et håb om, at hovedorglet vil være taget i brug når denne gudstjeneste finder sted i juni. Ellers spiller hun på det digitale Johannus Rembrandt 350-orgel, der har været i brug i hele renoveringsperioden og som har kunnet rulles rundt, alt efter hvilken del af Klosterkirken det var muligt at holde gudstjeneste i. På almindelige søndage medvirker der 4 professionelle sangere ved gudstjenesten, og til højtiderne synger Sorø Klosterkirkes Drenge- og Mandskor.

Hendes musikvalg tager udgangspunkt i dagens tekst fra Lukasevangeliet 15, 1-10 om omvendelse og søgen samt den efterfølgende glæde når det hele er lykkedes. ”Hyrden leder efter det sidste får og kvinden efter den sidste drakme, men baggrunden er, at Jesus taler og spiser med toldere og syndere med omvendelse for øje. Med salmen O Herre Krist! dig til os vend ser vi billedet fra de omvendtes side, der hylder omvendelsen og klarsynet. Finn Viderøs lille orgelkoral over salmemelodien er en enkel manualiter-sats, som jeg synes skal spilles friskt og let registreret og ”med glæde”. Motetten fortsætter i omvendelsens glæde med Jesus bleibet meine Freude, og satsen er kendt og elsket. Postludiet er til gengæld lidt mere til den indadvendte glæde, hvor Bach har forsiret den smukke melodi i et noget mere langsomt tempo. Jeg synes, den sender menigheden afsted med ro og afklaring, hvor alt er godt.”

Musikvalg
Præludium: Finn Viderø: O Herre Krist! dig til os vend
Motet: J.S. Bach: Jesus bleibet meine Freude
Postludium: J.S. Bach: Herr Jesu Christ, dich zu und wend’ BWV 709

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.