Fællessang i Gellerup

Skrevet af Martin Lysholm Hornstrup.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2021, s. 4

Af Martin Lysholm Hornstrup, organist i Gellerup Kirke

Fællessang er måske ikke det første, man tænker på, når man forstiller sig livet i et belastet boligområde i Aarhus Vest, hvor kun 27% er medlemmer af folkekirken. Ikke desto mindre trives fællessangen godt, og med støtte fra alsang.dk er indsatsen den seneste tid blevet intensiveret.

I det følgende vil jeg med afsæt i min egen praksis gennem 13 år som organist ved Gellerup Kirke dele mine tanker om hvorfor det er vigtigt at dyrke fællessangen, hvad vi skal synge, og hvordan vi griber det an i min kirke, samt hvad samarbejdet med alsang.dk har ført med sig.

Her er dagen fuld af sang

I forsommeren 2020, hvor corona (for en tid!) lettede, hørte jeg tilfældigt et interview med Phillip Faber. Han blev spurgt, om han kunne overtales til at fortsætte med at synge morgensang på TV, nu hvor mange var blevet så glade for det, også efter corona. Morgensangsstjernen svarede (sikkert også lidt mæt ovenpå over 100 dage med morgensang) at han glædede sig til at fællessangen skulle tilbage i forsamlingshuse, højskoler og kirker, hvor den hører hjemme.

Fællessang hører hjemme i kirken. Kirken har altid været kendetegnet ved fællessang. Den er en bærende del af vores gudstjenestefejring – det sted, hvor menigheden kommer til orde og udtrykker sin tro og tak. Og det er mit klare indtryk, at størstedelen af de arrangementer som vi i øvrigt inviterer til i sognegårde eller konfirmandstuer, også pakkes forsvarligt ind i fællessang. Når der udkommer en ny højskolesangbog, står højskolerne naturligt først i køen til at købe dem hjem i klassesæt – men de næste i køen vil jeg tro er kirkerne. Det er en praksis vi kan være stolte af, og som vi kan glæde os til at genoptage med fornyet inspiration efter det seneste års øgede fokus på fællessang, når det igen bliver muligt at synge sammen.

Faglighed og værdier

Jeg har altid følt, at den bedste ros jeg kan få er, hvis nogen siger: ”Hvor er det dejligt at synge, når du spiller til”. Med tiden har jeg fundet mig bedre og bedre til rette i rollen som akkompagnatør – det at understøtte sang (menighedens eller korets) og give folk lyst til at synge, samt det at formidle sangenes stemning, energi og budskab. Når man skal formidle en sang eller salme, kan man selv træde et skridt tilbage og lade fokus være på musikken og teksten frem for på egne mere eller mindre vellykkede evner som musiker. En grundlæggende værdi i kirkespilsfaget, er at give menigheden de bedste betingelser for at tage del i sangen, hvilket jeg stadig synes er en spændende udfordring at arbejde med.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der er forskel på fællessang og ’performance’. Forskellen består ikke så meget i den faglige eller tekniske tilgang. Når vi ledsager fællessang, kan vi trække på vores faglige viden og erfaring i forhold til tempo, vejrtrækninger, dynamik og frasering. Og som de fagligt dygtige musikere vi er, vil vi naturligvis spille så godt som muligt.

Forskellen mellem fællessang og ’performance’ ligger snarere i noget værdimæssigt. I ’performance’-verdenen – og her skærer jeg klassiske koncerter og popsolisters liveoptrædener over en kam – gælder værdier som præcision, klang, egalitet, loyalitet overfor forlægget, musikalitet og fortolkning. Indenfor fællessang gælder snarere værdier som deltagelse (flest muligt synger med), engagement (at man lader sig rive med/opsluge), følelser (at sangen smitter af på ens sind – man bliver glad, forundret, blød om hjertet el.lign.) og fællesskab (med dem, jeg synger med og med alle, der har sunget i generationerne før os og overleveret os deres sange).

Succeskriterierne for fællessang er altså ikke alene, om det lyder godt eller om alle synger rigtigt eller kan følge med helt op på toptonerne. Succeserne må måles ud fra de ovennævnte værdier. Når vi arbejder med professionelle, kalder det på faglighed - vores toptrænede musikalske øre, der kan luge ud i urenhederne og kalde de store klimakser frem. Når vi arbejder med amatører, må vi give noget andet af os selv, vores passion, vores indlevelse, fordi det smitter af på dem, vi inviterer til at tage del i musikken. Vi skal naturligvis stadig tage afsæt i vores musikalske faglighed, så længe det ikke direkte strider mod værdierne for fællessang. Mest brugte eksempel på en sådan konflikt er nok spørgsmålet om tonehøjde: Fagligt set klinger de fleste sange/salmer godt, hvis de ikke sættes for lavt – og vil man forfølge værdierne om inddragelse og engagement, må man nogle gange bare lægge det toneleje, som fremmer disse værdier. Spørgsmålet om tonehøjde er derfor altid i mine øjne situationsafhængigt – hvilken sammenhæng er vi i, og hvem vil vi gerne invitere til at deltage i fællessangen?

Værdierne for fællessang (deltagelse, indlevelse, følelser og fællesskab) flugter i øvrigt rigtig godt med de kirkelige værdier. Og det er da også entydigt, at salmesang for mange er en af de primære indgange til kirke og kristentro. Salmedigteren Iben Krogsdal udtrykker flere steder, at hun mener ”man kan synge sig kristen.” Ligesom tidl. lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Ravn Iversen et sted udtaler ”Jeg er præcis så kristen, som jeg har salmer i kroppen”. Vi hverken kan eller skal fremtvinge religiøse oplevelser med vores salmespil – men vi må samtidig stille os ydmyge overfor, at det faktisk ofte sker.

Så hvorfor skal vi synge fællessang? Det korte svar er: Fordi vi kan! Vi har en kæmpe arv at forvalte, og vi har både uddannelse og erfaringer, som vi skylder at bruge til glæde for mennesker. Vi skal synge, fordi det skaber fællesskaber og placerer os i en større sammenhæng. Og vi skal synge, fordi det er en indgang til hele det kristne univers.

Passende indhold

Jeg indrømmer, at jeg er sådan en type, som godt kan få lidt tics, når man sidder til fyraftenssang en torsdag i april, og nogen foreslår, at vi skal synge Æbler lyser rødt på træernes grene. Jeg holder meget af den sang, men synes jo det må være åbenlyst for enhver, at den skal synges om efteråret! Og ja – så må jeg jo igen henholde mig til de værdier, som jeg selv lige har listet op for fællessang og indse, at denne sang sagtens kan skabe engagement og gode følelser og fællesskab, selvom den synges udenfor sæsonen.Jeg synes det er naturligt, at vi som organister kender mange sange og salmer. Og jeg synes vi skal øve os, så vi kan spille godt og indlevet både til Af dybsens nød og Buster. Jeg synes det er naturligt (og sjovt) at orientere mig i, hvad der udgives af nyt, både indenfor salmer og dansk sang. Jeg er heldig at have stor medindflydelse på, hvad vi synger sammen i min kirke, både til menighedsarrangementer og til gudstjenester. Jeg ser det som en del af mit faglige indspil i kirkens arbejde, at jeg foreslår sange og salmer, som kan passe ind.

Der er mange parametre at vælge ud fra, når man skal finde passende sange til en gudstjeneste eller et arrangement: Tiden på døgnet, årstiden, tiden i kirkeåret, tema i arrangementet/gudstjenesten, målgruppen, hvad vi plejer at synge etc. Det kan være en idé at have en liste over ”månedens uundgåelige” (f.eks. Den blå anemone i marts, Påskeblomst i april, Sommersalmen i maj el.lign.), så man altid har ét godt bud, hvis man bliver spurgt, og så man sikrer sig, at klassikerne faktisk bliver sunget. Mange i menigheden nyder, når vi kommer tilbage til de helt centrale gamle kendinge. Men så snart man har muligheden for at vælge 2 sange eller flere, åbner muligheden sig for at synge forskellige sange, der kan kompltere eller udfordre hinanden. Det kan være på forskellige akser: Nyt/gammelt, kendt/ukendt, let/svært, kirkeligt/folkeligt.

Hvor meget nyt og hvor meget gammelt skal man synge? Det kommer an på den forsamling, man synger med. Men som udgangspunkt har vi en forpligtelse både til at blive ved med at synge de gode gamle sange, og give dem videre til de kommende generationer, samt at prøve de nye sange af og gøre dem til fælleseje. Mht. kendt/ukendt er det min oplevelse, at 30% nyt/ukendt er maksimum – kommer man over det, bliver selv den mest sangglade og entusiastiske flok lidt forpustede. Og det er en god tommelfingerregel altid at begynde og ende med noget, som er godt kendt af forsamlingen. Når man skal synge ukendt/nyt stof er det vigtigt med en motivation (hvorfor skal vi lære den her sang?) og en grundig instruktion (de pædagogiske værktøjer vi kender: at dele sangen op i mindre bidder, nynnevers, gentagelser el.lign.) Og så er det selvfølgelig vigtigt, at vi som de musikalske ledere er velforberedte og sikre.

Forskellige elementer kan gøre, at forsamlingen oplever en sang som svær. Den kan være teknisk krævende mht. tempo, melodiføring, harmonik eller tonehøjde. Men den kan også være det pga. kompakt sprog, ukendte ord eller poetiske krinkelkroge. Vi skal ikke fravælge en sang bare fordi den er svær, men hvis man gerne vil tage livtag med en lidt sværere sang, tror jeg igen det er vigtigt, at vi motiverer sangen (hvorfor er det værd at bruge tid på denne sang?) og at vi evt. hjælper tekst eller melodi lidt på vej ved at massere nogle af de svære passager ind i forsamlingen.

Mht. kirkeligt/folkeligt repertoire kan man godt støde på den holdning, at salmerne hører til i kirkerummet og de folkelige sange hører til i sognegården. Personligt har jeg ikke så store problemer med et vist overløb imellem de to, dog vil jeg være mere tilbøjelig til at bruge salmer (og nye salmer) i sognegården end at bruge folkelige sange i gudstjenesten. Jeg mener, at hvis man går til et arrangement i kirken, så må man være indstillet på, at man løber den risiko at støde ind i en salme eller et fadervor – det er bare sådan noget vi gør i kirken. Når jeg vælger salmer til arrangementer udenfor gudstjenesten, er det ikke så meget fordi jeg gerne vil omvende nogen eller overbevise nogen om, at de skulle tage at komme til nogle flere gudstjenester. Salmer er en naturlig del af vores kulturarv – vi ser det ikke mindst ved juletid. Hvis man kommer til Danmark fra en anden kultur, er det en måde at komme til at kende dansk kultur, at man lærer nogle af vores salmer at kende. Når det kommer til de nye salmer, så oplever jeg dem som mindre dogmatiske og mere eksistentielle, hvilket måske gør det enklere at ’stå på’ dem, også selvom man ikke er en aktiv gudstjenestegænger.

Så hvad skal vi synge? Det korte svar er, at vi skal synge alt muligt forskelligt, når vi bare er bevidste om, hvorfor vi vælger sangene og hvad vi gerne vil med dem. Og så skal vi huske at få bredden med, så vi ikke kun udsætter folk for vores personlige favoritter.

Hvordan bruger vi fællessangen i Gellerup Kirke

Fællessangen er et bærende element i vores gudstjenester – naturligvis. Vi synger mange nye salmer hos os, og menigheden er overordnet set rigtig glad for dem. Det betyder også, at vi af og til må yde en pædagogisk indsats for at få formidlet salmerne. Dette sker enten i form af en kort introduktion mellem klokkeringning og bedeslag eller en gennemsyngning ved kirkekoret umiddelbart før vi synger salmen sammen. Vi har i lange perioder tillige afholdt ’SalmeSangsSøndag’ ca. en gang i kvartalet, som bestod af 30-40 min. fællessang efter højmessen med kirkekaffe til. Her har der også være rig lejlighed til at se frem imod de kommende måneder og indøve nye salmer.

En gang om året har vi en ’Salmedigter-caféaften’ hvor vi inviterer en af de nulevende salmedigtere eller -komponister til at præsentere en række af sine salmer og fortælle om baggrund og tilblivelse. Salmesangen ledsages af kirkens band. De aftner gør altid stort indtryk og gør ofte, at vi optager nye salmer i vores kernerepertoire.

Hver 14. dag holder vi ’FyraftensSang’. Det blev født ud af et rytmisk kor, som over årene mistede medlemmer (især de unge flyttede fra området, mens de lidt ældre blev tilbage), og det gik op for mig, at medlemmerne primært kom for at synge sange sammen, og ikke var synderligt optagede af det med at lære flere stemmer eller perfektionere udtrykket. De seneste 5 år har vi altså holdt ’FyraftensSang’, som er en times fællessang, primært fra højskolesangbogen (dog er 100 salmer, Kirkesangbogen, PULS og lidt løsark også ofte med…). Hver anden gang foregår det ved flyglet i kirkerummet og hver anden gang er vi på besøg et sted i lokalområdet, biblioteket, kommunens kontorfællesskab, lokalcenter, bosted for udviklingshæmmede eller andre steder, der gerne vil have besøg af os. Der er en fast kerne af mennesker fra menigheden, som følger med rundt, og så kommer der flere til, alt efter hvor vi er henne.

Corona har tvunget fællessangen ud på Facebook. For tiden synger vi en morgensang hver morgen kl. 8:30, men det har haft forskellige former under pandemiens mangeartede nedlukningsfaser. Online-sang er absolut kun en nødløsning, og vi venter med længsel på at kunne mødes og synge sammen igen.

Alsang i Gellerup

ALSANG er et landsdækkende projekt, der arbejder for at udbrede fællessang og støtte lokale fællessangsinitiativer (læs mere på alsang.dk), i første omgang med afsæt i 75-året for Danmarks befrielse og 100-året for genforeningen i 2020, men pga. corona nu udsat til en række arrangementer i hele landet i maj og september 2021.

I 2019 kontaktede ALSANG os i Gellerup og udfordrede os til at udvide fællessangsindsatsen. Det har bl.a. ført til at der blevet skrevet en ny fællessang til Gellerup med titlen ”Åbn din gyldne port” som har tekst af undertegnede (godt hjulpet af sangskriveren Niels Brunse) og musik af en lokal rapper, Chadi Alderbas. Vi faciliterer et samarbejdsprojekt mellem Rap-akademiet i Gellerup og Aarhus Efterskole, der skal udkomme med en musikvideo til maj, der fortolker sangen ”Jeg elsker den brogede verden”. Endelig holder vi – om alt går vel – en stor alsangsdag på pladsen foran kirken i maj, med program om formiddagen for børnehaver og skoleklasser samt et program for hele familien om eftermiddagen med fællessang fra hele verden i samarbejde med World Music Centre.

Bagved alle anstrengelserne og møderne med producere, rappere, projektkoordinatorer, sangere, etniske musikere og fællessangsværter ligger glæden ved at synge sammen og stoltheden over vores mangfoldige sangskat. Corona gjorde, at vi ikke kunne gennemføre alsangsprojekterne, som de var planlagt, men corona har om noget sat fokus på fællessang og på alle de smukke sange, vi kan dele med hinanden – og det er i grunden meget opmuntrende.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.