Midtvejskonference om folkekirkens liturgiarbejde

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2021, s. 8

Lørdag d. 16. januar blev der afholdt en heldagskonference om folkekirkens liturgi. Konferencen var åben for alle, og ca. 450 interesserede og fagfolk fra forskellige hjørner af folkekirken havde tilmeldt sig for at diskutere gudstjenestens liturgi og dens betydning for både det enkelte menneske, kirken og kulturen. Det foregik naturligvis digitalt pga. de herskende corona-restriktioner.

Konferencen var et led i det udredningsarbejde, biskopperne satte i gang i efteråret 2016 for at understøtte en bred folkelig og kirkelig debat om, hvordan gudstjenesten skal forme sig i fremtiden. Undervejs har tre fagudvalg udarbejdet rapporter om hhv. autorisation, gudstjeneste og sakramenter, og der er udgivet fire små hæfter, som gengiver pointerne fra rapporterne. Nu var der så lagt op til en folkelig debat. Det var meningen, at denne konference skulle samle op på de temaer, der allerede var kommet op i debatten, samt bringe temaer frem, som endnu manglede at blive belyst.

Programmet formede sig som en blanding af korte oplæg fra fagfolk med forskellige perspektiver på liturgi, workshops med flere oplægsholdere og forskelligt fokus (f.eks. sprog, ritual, dåb og nadver, musik, sang, samfund, ungdom, autorisation og frihed), samt en paneldebat. Undervejs kunne man stille spørgsmål og give sin mening til kende i et chatrum, der kørte sideløbende på skærmen under hele konferencen.

Formiddag – faglige oplæg

Teologen Marie Vejrup Nielsen, Aarhus Universitet, lagde ud med oplægget ”Samtidsreligion og nye gudstjenesteformer – hvad vil folk – og kirken – med gudstjenesterne?”. Det handlede om tidsånden og dens indflydelse på gudstjenesten. Kirken har i stigende grad været præget af individualisering, og dens kerneaktiviteter har ændret sig. Siden 1960’erne har der været arbejdet for at gøre gudstjenesterne ”blødere” og mere sanselige. Risikerer gudstjenesten at blive reduceret til ”et venligt faciliterende fromhedstilbud”? Risikoen er at få en kirke uden skarpe kanter, og hun stillede spørgsmålet: Hvem skal ændre gudstjeneste og liturgi, så det accepteres af den bredere menighed? Hvordan, for hvem og af hvem skal gudstjenesten ændres?

Professor emeritus Hans Jørgen Lundager Jensen fremlagde i sit oplæg religionshistoriske perspektiver på gudstjenesten, som han beskrev som en kombination af medleven, skønhed og belæring. Han mente, at ændringer af den nuværende højmesse sandsynligvis vil betyde en relativ svækkelse af oplæsning og prædiken (”belæring”), og en styrkelse af medleven og/eller skønhed. Hvor musikken kommer ind i dette perspektiv, kom han ikke meget ind på, men det er nærliggende at antage, at han ville rubricere den på linje med synssansen, billeder af det guddommelige – et skønhedssøgende ritual. Og han sluttede sit oplæg med at spørge: Hvis ”skønhedsdelen” får overvægt - er det i givet fald en god ting?

Anders Holm, lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet, fortalte om tidligere historiske debatter om disse emner. Der var tre modeller der gik igen: 1) At kirken ”følger med udviklingen”, taler med verden, ikke mod den. Det kaldte han ”remtræksmodellen”. 2) At den lægger vægt på autorisation og holder fast, modsiger verden. Samt 3) ”Kompromis-modellen”, der giver stor valgfrihed, men også lægger et stort ansvar på de enkelte præster. En både-og-model. Han tilrådede, at der udvises varsomhed med hensyn til afskaffelse af autorisation, for skal der ske noget nyt, bør det hænge sammen med at man har identificeret et problem som er så stort, at det tilsiger at noget bør gøres.

Den fjerde oplægsholder var norsk. Merete Thomassen, førsteamanuensis i liturgik på Oslo Universitet, fortalte om erfaringerne med en liturgireform i den norske kirke. Det havde været en lang og brydningsfuld proces, hvor man i starten lavede ekstremt mange valgmuligheder for at kunne favne de talrige lavkirkelige og karismatiske menigheder. Efterfølgende blev valgfriheden kritiseret for at være alt for omfattende. Der havde f.eks. oprindelig været hele 20 godkendte forslag til musikalsk liturgi, som nu var endt med at blive barberet ned til 3. Hendes råd til, hvordan en tilsvarende proces skulle gribes an i Danmark, var: Begynd ikke med at give for mange valgmuligheder og derefter skære ned!

Workshop om musikkens rolle i gudstjenesten

Efter frokostpausen blev deltagerne fordelt på 10 workshops, der hver havde en time til oplæg og diskussion. I workshoppen ”Gudstjenestens musik – Hvad gør musikken og hvilken slags musik?” var Hans Chr. Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole, moderator. Også her var der tre oplægsholdere, og efterfølgende var der mulighed for, at alle deltagerne kunne byde ind i debatten.

Thomas Berg-Juul, organist ved Haderslev Domkirke, talte om de konkrete betingelser for musikken i gudstjenesten og spurgte: Hvad er et godt klangrum? Han opstillede forskellige parametre: Det fysiske rum (hvor foregår det) – Konteksten (hvilken sammenhæng indgår gudstjenesten i) – Hvilke instrumenter og kor har man til rådighed – De medvirkendes uddannelses- og forberedelsesniveau – Menighedens sammensætning. Som i forlængelse af formiddagens oplæg fra Hans Jørgen Lundager Jensen mente Thomas Berg-Juul, at musikken i gudstjenesten formidler skønhed og følelsen af noget eviggyldigt.

Martin Lysholm Hornstrup, organist i Gellerup Kirke, betegnede gudstjenesten som et mødested mellem det evige og det timelige. Gudstjenesten er en dialog, og musikken skal opfylde mange formål: Bane vej for evangeliet og stemme sindet, være et respons- eller refleksionsrum, styrke oplevelsen ved brug af det sanselige, samt give plads og lyst til at deltage i menighedssangen. Han mente, at mangfoldige menigheder kræver mangfoldig musik, og at det er vigtigt at skrive nye salmer. Vi har en forpligtelse til fortsat at reformere sproget. De musikalske stilarter kan stå mellem hinanden som en mosaik, og forholdet mellem dem skal være respektfuldt.

Politikens musikredaktør Thomas Michelsen fremhævede, at musikken taler til den sanselige og kropslige side af gudstjenesten, som ellers mest fokuserer på ordene. Musikken kan udvide det kollektive rum. Har musikken et beat, får den et greb i kroppen, og når kroppen aktiveres, bliver det nemmere at bære sorg eller glæde. Han mente, at orglet taler mere til intellektet end klaveret gør pga. anslaget. Hvis den ene yderlighed i gudstjenestemusikken er gregoriansk kirkesang, er den anden gospel – enhed kontra ”sammenhed”.

Der fulgte en livlig og kvalificeret debat. Komponisten Nils Holger Pedersen betonede, at musik kan åbne til erfaringer om livets grundvilkår, ikke ad intellektuel, men ad følelsesmæssig vej. Der er et særligt behov for musik i disse corona-tider, hvor vi savner fællesskabet.

Lars Sardemann, organist i Lindevangskirken, understregede at spændingsbuen i højmessen er vigtig. Den skal tilrettelægges i samarbejde mellem organist, præst og lægfolk. Han sammenlignede med musikken til en film. Filmkomponister kan skabe stemning og føre en fortælling frem, og det skal kirkemusikere også kunne. Det drejer sig bl.a. om fornemmelsen for, hvornår man skal være nærværende, og hvornår man skal trække sig tilbage.

Martin Hornstrup syntes, at i stedet for at smide liturgisk sang ud af gudstjenesten bør man gøre et kreativt forsøg på at skabe nyt.

Plenum – hvad så nu?

Da vi atter samledes i plenum, var der paneldebat blandt oplægsholderne ved de enkelte workshops. Her fremhævede næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd Inge Kjær Andersen salmesangens betydning. Hun havde en grundlæggende tro på, at man kan synge sig kristen ved at udvikle personlige relationer til salmer. Salmen kan fungere som dialog menigheden imellem, f.eks. ved at gendigte gamle salmer, eller ved salmestafetter, hvor der forklares hvorfor en bestemt salme vælges.

Resten af dagen kom hovedsageligt til at dreje sig om, i hvor høj grad gudstjenestens form skal sættes fri. Tilhængerne af større frihed argumenterede bl.a. med, at det var nødvendigt for at komme i kontakt med unge mennesker. Omvendt mente Indre Missions formand Hans Ole Bækgaard, at man skulle passe på med at udvande sakramenternes betydning.

Ordstyreren opridsede forskellene mellem paneldeltagerne: Nogle var tilhængere af frihed i valget, andre var tilhængere af fasthed, men alle havde været gode til at nuancere deres standpunkter. Tilhængere af fasthed understregede, at det også var nødvendigt at opdatere, og at autorisation ikke udelukker lokale initiativer. Omvendt fremhævede en af de erklærede tilhængere af frihed, provsten på Nørrebro Per Vibskov, nødvendigheden af at ”løse op for at stramme”, som Merete Thomassen havde formuleret det. Det handler om fællesskab og forskellighed. Ordstyreren tilføjede for egen regning, at ny kompositionsmusik kunne også være en mulighed for at udvide gudstjenestens rum.

”Hvad så nu?!” var overskriften på sidste punkt på dagsordenen. Tine Lindhardt, biskop over Fyens Stift, takkede alle deltagerne for at have sat en hel dag af til at diskutere liturgi – og så endda digitalt. Hun fortalte, at debatten fortsatte frem til den 26. marts. Herefter bliver alle debatindlæg læst af biskopperne og vil indgå i deres drøftelser. Hvad de vil munde ud i, kunne hun ikke sige noget om endnu, men senest januar 2022 ville der foreligge en konklusion.

Altså en åben slutning på konferencen, men Tine Lindhardt understregede, at det er vigtigt med tid og rum til refleksion og debat over de grundlæggende ting. Samtalen kommer alle ved, sagde hun, fordi den rører ved, hvad kirken skal være.

Klip fra konferencen kan ses på hjemmesiden folkekirken.dk.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.