Musik til gudstjenesten - 3. søndag i fasten, 1. tekstrække

Skrevet af Mikael Garnæs.

Claus Ladekjær Wilson, organist i Fredens Kirke, Odense, fortæller om sine musikvalg

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2021, s. 21

Fredens Kirke er tegnet af P.V. Jensen-Klint, og har et 3-manualers Marcussen-orgel med 29 stemmer fra 1968, omintoneret i 2005. Desuden er der et Schimmel-flygel i kirken og et øveorgel på organistkontoret. Kirkens kor består af 6 sangere (SSATTB). Rummet er svært at synge op, så det er nødvendigt med gode sangere, siger Claus Ladekjær Wilson, der har været organist ved kirken siden 2009.

Som forstadskirke i Odense har man en ikke specielt kirkevant menighed, som det gælder om at fange, og man bruger både Højskolesangbogen og Kirkesangbogen i gudstjenesterne. Claus understreger, at organisten har en pædagogisk opgave i at formidle gudstjenestens musikalske budskab. Men opgaven bliver svær, når menigheden skal have hamret melodien tydeligt ud for at genkende den. Det får bl.a. betydning, når han improviserer.

”Når jeg læser søndagens tekst, der handler om uddrivelse af onde ånder, er det første, der falder mig ind, at improvisere over “Herre Gud, dit dyre navn og ære”. Jeg bruger et par dage på forberedelserne, når jeg sætter sådan en improvisation på til præludium. Jeg arbejder med harmonik og motiver, og jeg føler mig forberedt, når jeg har fundet en form, jeg kan gå i forskellige retninger med. Ofte bliver det på pleno med variation på forskellige værker. Men jeg prøver også at få inkorporeret flere klangfarver i mine improvisationer.”

Der er to aspekter af evangelieteksten, som Claus især bider mærke i: Magi og Den uovervindelige. ”Magien er dunkel og finder mange udtryk i musikken. Det kunne passende være motetten, hvor jeg vælger en dejlig japansk folkesang “Sakura”. Det er det japanske ord for kirsebærtræets blomster, som kan blive helt impressionistisk tågede at kigge på, så man forsvinder ind i en drømmeverden. Tóru Takemitsu har skrevet et skønt arrangement, som jeg har omskrevet til 4 stemmer. Den har vi tidligere sunget, hvor den vakte begejstring blandt menigheden.”

Som postludium vælger Claus et stykke af Karg-Elert, hvor komponisten maler med en billedrig pensel: The Soul of The Lake, som også knytter an til “magi-temaet”.

Claus Ladekjær Wilson var med blandt de organist-præste-par, der under et ophold på refugiet i Løgumkloster i januar 2020 valgte musik til hjemmesiden “Bag om Helligdagen”. ”Det var et langt projekt, som kostede meget tid og mange kræfter. Her var jeg på teologiens banehalvdel med de mange ord, som er fremmede for mig som musiker. Sammen med sognepræst Lisbeth Lindegaard boksede vi med at finde salmer fra hhv. salmebogen, Kirkesangbogen og “100 salmer”. Vi arbejdede med at finde fælles fodslaw, og min litterære (i en eller anden forstand) indgang stødte mod den teologiske indsigt. Men det lykkedes, og vores forslag til salmer, musik og motet til 16.-20. søndag efter trinitatis kan findes på hjemmesiden.”

Præludium: Improvisation over Herre Gud, dit dyre navn og ære
Motet: Tóru Takemitsu: Sakura
Postludium: Sigfrid Karg-Elert: The Soul of The Lake op. 96, nr. 1

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.