Klumme

Skrevet af Tore Bjørn Larsen.

Af Tore Bjørn Larsen, organist i Sankt Nikolai Kirke, Svendborg

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2020, s. 7

Organistbladets redaktør har bedt mig om at skrive en klumme - gerne noget personligt.
Da jeg allerede i et tidligere nummer af bladet er blevet portrætteret som komponist (i en ”Komponistenquete” fra august 2008), vælger jeg derfor at videregive, hvad jeg for nylig lod bringe i det lokale kirkeblad. Klummen handler ikke om musik, men om selve grundlaget for en organists ansættelse, - det grundlag, der giver mulighed for den mangfoldighed af al forskelligartet virksomhed, der tilbydes en organist at arbejde for, glæde sig over og at engagere sig i.

40 ÅR - ET TILBAGEBLIK OG EN BØN

Knap 21 år var jeg, da jeg første gang blev sat på en orgelbænk.
På en sådan har jeg nu siddet i over 40 år. Jeg ankom uden kirkelig baggrund.
Mange af efterkrigstidens forældre havde i deres opdragelse en anden agenda end at videregive lige dén tradition. Så jeg var en ren novice både mht. salmer, liturgi og bibeltekster, og jeg startede hélt fra begyndelsen; dét sted hvor ”plejer” ikke eksisterer. Det har præget mig.
For dengang at kunne se mig selv i det - for mig som ung mand - helt nye kirkelige miljø,
og i et forsøg på at forstå kirkens sprog, erstattede jeg termer og begreber med mine egne udtryk;
Helligånden kunne f.eks. blive til ’Kraften’.
Efterhånden som salmer og tekstlæsninger gennem årene gik mig i blodet, blev det dog i min åndelige søgen efter mening ikke længere nødvendigt med denne form for omformulering.
Alle sproglige krumspring blev omkalfatret til det sprog, der allerede eksisterede.
Men som en af middelalderens teologer, Anselm af Canterbury, udtrykker det:
”For jeg søger ikke at forstå for at kunne tro,
men jeg tror for at kunne forstå.
Thi dette tror jeg også: Hvis jeg ikke troede,
ville jeg ikke kunne forstå.”
Som fastansat i Folkekirken i 40 år har jeg ikke glemt min indgang til det kristne religiøse univers.

Efter min mening gælder det om at lade Himlen stå åben,
så alle frit kan få sit møde med det Absolutte.
Jeg mener faktisk, at det er en forbrydelse at stå i vejen; det være sig forældre overfor børn, kirkesamfund overfor enkeltindivider, regimer overfor folkegrupperinger, - ja, i ethvert forhold
at tage patent på Gud (eller det modsatte). Det er et brud på det andet bud.
Jeg husker stadig, da jeg meget tidligt i mit første orgelundervisningsforløb spurgte min daværende lærer Poul Børch, domorganist i Odense, hvorvidt det var nødvendigt at være troende for at spille
i en kirke, hvorpå han blot svarede: Nej! - så stod Himlen åben, og jeg blev dengang meget lettet:
Min nysgerrighed fik frit spil.
Samtidig med 2020’s corona-pandemi har ovenstående påkaldt sig en del eftertænksomhed hos mig,
hvilket fik mig til at formulere denne bøn:

Kristus’ Bøn
(parafrase over Pater Noster/Fadervor)

Gud i hele Universet
Altings evige Ophav
Lad Alt ske i Din Ånd

Giv os hver dag, hvad vi behøver
Tilgiv Alt Ondt, som vi gør og har gjort,
sådan som vi også tilgiver Alle andre
Lad intet friste os,
og beskærm os fra Alt Ondt

Din Storhed er Uendelig, Uforståelig
og i Al Eksistens
Lad alt ske i Din Ånd
Nu og i Al Evighed

Amen

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.