Nye publikationer

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2020, s. 22

Louis Vierne: 24 Pièces de Fantaisie. Daniel Bruun ved Carsten Lund-orglet i Helleruplund Kirke. 2 cd’er. Gateway Music DB2020. Kan købes som digital download på iTunes og Amazon, og som fysisk cd på www.gatewaymusic.dk

Louis Vierne blev født for 150 år siden og fejres her med en dansk førsteindspilning af 24 Pièces de Fantaisie, skrevet 1926-27 hvor Vierne var på højdepunktet af sin komponistkarriere. Det er en stor oplevelse at lytte samlingen igennem i sin helhed i al dens afveksling og fylde, med lyriske, fantasifulde, stemningsfulde og virtuose satser i broget følge. Daniel Bruun spiller med stor indlevelse og overlegen virtuositet på det fine symfoniske Carsten Lund-orgel i Helleruplund Kirke, der på smuk vis følger med til musikkens krav. Rummet det står i, har lige akkurat den nødvendige rumklang, og optagelserne står klart og skarpt. Daniel Bruun står også for de glimrende pladenoter med en biografi af Vierne og korte og instruktive notitser om de enkelte stykker og de 24 forskellige personer, der fik dem tilegnet.

4 årtier. Jubilæumsudgivelse fra Vestervig Kirkemusikskole 2020. Red. Vibeke Aarkrogh. Bd. I: Salmer, Bd. II: Orgelmusik, Bd. III: Vokalmusik. Forlaget Mufo. Pris kr. 198,-

Vestervig Kirkemusikskole kan i år fejre sin 40-års fødselsdag, og i en situation hvor adskillige jubilæumsfestligheder har måttet aflyses pga. tidens ugunst, er denne nodeudgivelse i tre hæfter en flot markering.

Her får vi en mængde god og anvendelig nyskrevet musik, for det meste skrevet af nuværende og tidligere lærere ved kirkemusikskolen. 1. bind rummer 10 nye salmemelodier af bl.a. Per Skriver, Erik Sommer og Niels Bitsch Nielsen til såvel kendte som nye tekster. I 2. bind er der orgelmusik: 4 salmeforspil, 8 koralbearbejdelser samt en ”Sommerfantasi” for trompet og orgel af tidligere rektor Ivar Mæland. 3. bind bringer en række nye korsatser for ligestemmigt og blandet kor, samt solostemme med akkompagnement af kapaciteter som bl.a. Erling Lindgren og Søren Birch. Fælles for alle tre hæfter er, at musikken er lige til at bruge i gudstjenesten, og at den ikke stiller uoverkommelige krav til de udøvende
I første bind kan man læse en fyldig gennemgang af Vestervig Kirkemusikskoles historie ved lektor Jørgen Kjærgaard samt rektor Tine Fenger Thomsens artikel ”Kirkemusikken ind i en ny tid”, der også har været bragt i Organistbladets augustnummer.

Asger Troelsen: 300 salmeforspil. Pris kr. 300,-. Sampak med ”100 salmeforspil” og ”200 salmeforspil” kr. 500,-.

Ravnsbjergkirkens mangeårige organist Asger Troelsen udgav i 2019 ”100 salmeforspil”, derefter ”200 salmeforspil”, og nu trumfer han med ” 300 salmeforspil”, alt på eget forlag, der formidles af bl.a. Forlaget Mixtur. Også i sin nyeste samling holder han fast ved sit dogme om komprimerede forspil – nogle så korte, at man kunne tale om intonationer. Den genre behersker komponisten suverænt med en række veldrejede og bemærkelsesværdigt forskelligartede forspil. Alt efter salmens karakter finder man mange versioner af det traditionelle fugerede forspil, andre er romantiske, nogle mere karske og hist og her med nogle skæve indspark, der giver en forfriskende optakt til salmerne.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.