Pas på dig selv

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2020


PFA tilbyder hjælp til DOKS-medlemmer
Dit fysiske og psykiske velbefindende er afgørende for, at du kan passe dit arbejde. DOKS’ samarbejde med pensionsselskabet PFA indebærer en service for medlemmerne om støtte til afhjælpning af problemer inden de bliver permanente. Hvis du har PFA Helbredssikring som en del af din pensionsordning, kan du tage PFA med på råd, hvis du har mistanke om, at du har en arbejdsrelateret skade – det kan f.eks. være tinnitus, nedsat hørelse eller præstationsangst. Gennem din pensionsordning har du adgang til Sundhedslinjen, hvor du kan ringe anonymt og få vejledning om fysiske og psykiske problemer. Du kan ringe til PFA Sundhedslinje på 70 26 99 70.

Med en henvisning fra egen læge kan du også bruge PFA Helbredssikring. Forsikringen kan hjælpe med udredning, henvisninger til specialister og eventuelle behandlinger. Du kan læse mere om, hvordan PFA Helbredssikring dækker på pfa.dk.

Faktaboks

Erhvervspsykolog og stressekspert Pernille Rasmussen om præstationsangst:
Kend tegnene på præstationsangst
Hvis du frygter, at du lider af præstationsangst, skal du være opmærksom på følgende tegn:
Fysiske tegn
De fysiske tegn minder meget om tegnene på stress. Vær opmærksom på hjertebanken, anspændthed, trykken for brystet, overfladisk vejrtrækning og søvnproblemer.
Psykiske tegn
Du bekymrer dig om, hvad andre tænker om dig. Du kan føle dig eksponeret, og du er overdrevent bekymret om dine egne evner og præstationer. Dine tanker kredser konstant om den enkelte situation og frygten er ude af proportioner i forhold til den reelle situation.
Hjælp dig selv med enkle øvelser
Råd nr. 1: Tal med nogen om din nervøsitet og angst
Tal med en eller flere om din nervøsitet og angst. Det skal være en du har tillid til og er tryg ved. Måske har personen selv erfaringer med nervøsitet og kan støtte dig og give gode fif.
Råd nr. 2: Lær at styre dine tanker, så de ikke styrer dig
Forestil dig dine tanker er skyer, du bare kan lade passere, hvis du ikke bryder dig om dem. Det kræver træning, men kan være en god hjælp i dagligdagen.
Råd nr. 3: Husk at trække vejret helt ned i maven
Jo dybere du trækker vejret, jo mere ilt får dine celler, og jo bedre virker kroppen og hjernens funktioner. Prøv at tage ti dybe og rolige vejrtrækninger, hvor du giver åndedrættet tid og opmærksomhed.

Faktaboks:


Hvad er tinnitus?
Tinnitus er støj i øret eller i hovedet, når der ingen anden tydelig lydkilde er til stede. Lydene er som regel beskrevet som ringende, fløjtende, hvæsende, summende eller brummende.
For at undgå tinnitus:
Hold pauser under øvning, så dine ører får mulighed for at hvile sig.
Undgå stress ved at få tilstrækkelig søvn, planlæg dit arbejde og husk at holde fri fra arbejdet.
Brug høreværn. DOKS har en aftale med Audiovox APS om en rabat for vores medlemmer på 15% på listeprisen for musikerhøreværn.
Der kan være tilfælde, hvor du pludselig får nedsat hørelse, men det er ofte noget forbigående. Nedsat hørelse kan også skyldes for meget ørevoks, og i det tilfælde kan du bruge en øreskylleballon, der renser dine øregange.

Hjemmesider, hvor du kan læse mere om symptomer på tinnitus, få gode råd til at undgå støjskader, og hvordan du kan få hørelsen igen med et høreapparat.
Audika.dk
Audiovox.dk
Netdoktor.dk
Sundhed.dk
Høreforeningen.dk
Regitzewillemoes.dk

 

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.