Klumme - ”Mit livs Soundtrack”

Skrevet af Elsebeth Dilling-Hansen.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2020

Af Elsebeth Dilling-Hansen, organist i Bistrup Kirke

For et par år siden var jeg så heldig at få et studieophold på San Cataldo. ”Et kloster på Amalfikysten for kunstnere og videnskabsfolk, der har et projekt, som kræver ro og fordybelse”, som der står i omtalen af stedet. Min yngste søn havde i flere år opfordret mig til at skrive en bog om ”musikken i mit liv”. Det har altid været svært for mig at adskille arbejde og fritid - musikken var begge steder. Hele tiden nye ideer, initiativer og travle dage. Og det hele med musikken og kirken som fællesnævner. En spændende tanke at samle lidt op på, hvad et langt organistliv har budt på- og måske kunne det inspirere, både andre og mig selv.

”Jeg har meget på hjerte!”, tænkte jeg. ”Men hvad skal formålet med bogen være?” Fra jeg som 13-årig første gang sad på en orgelbænk og til i dag, næsten 50 år senere, mangler der ikke stof. Jeg har gået af traditionelle og utraditionelle veje, haft masser af arbejdsglæde og mødt et hav af mennesker. ”Tænk, hvis jeg kunne skrive om alle mine tiltag og oplevelser”. Jeg begyndte at notere..
En dejlig sommerdag i juni 2018, sad jeg parat i det sydlige Italien, med en masse noter, der måske kunne blive begyndelsen på en bog. Solen skinnede. Der var en let brise. Blå lavendler og lyserøde nerier blomstrede overalt. Udsigten fra altanen rakte fra bjergene, over byen Ravello til det blå Middelhav. Masser af trapper og bjergstier blev forceret. Hunde gøede, katte sloges og kirkeklokker bimlede i et væk. Samvær med klostrets andre gæster gjorde opholdet meget interessant. Muligheden for at spille på flyglerne i de to musikrum var unik. En sangaften for klostrets gæster fik jeg arrangeret.
Ifølge min disposition ville det blive en bog med mange kapitler. Et uddrag af nogle overskrifter: Uddannelsen på konservatoriet i København, ansættelser under uddannelsen, bl.a. i Tingbjerg hos Hans Anker Jørgensen. Børnekor, Ungdomskor, Folkekor, andre kor, musicals, koncerter, koncertrejser, orglerne, salmerne, samarbejde, menighedsråd, højtiderne. Sct. Clemens kirke, Randers, Vor Frue kirke, Kalundborg, Bistrup kirke. Estland 1992, ”Jesus Christ Superstar” i Falkoner Salen, Vestre Fængsel og Assisi. Sejre og nederlag. Og endelig min tid som ”suppe, steg og is musiker” samt formand for programrådet på TV2.
At have folkekirken som arbejdsplads har for mig været et kæmpe privilegium. Som alle organister ved, har man utrolig mange muligheder for at præge, hvor meget musikken skal fylde. Min første prioritet har naturligvis altid været at udfylde min rolle på bedste vis til gudstjenester og kirkelige handlinger. Samspil fra alter til orgel skal fungere, så menigheden kan føle sig ”tryg”. Udover det, har én af mine kæpheste været at formidle glæden ved musikken til ”Gud og hvermand”. Det har været vigtigt for mig, ikke blot at sidde på orgelbænken, men at engagere mig med en masse kor, arrangere koncerter for og med alle – og at engagere mig ”ud af huset”. Jeg har haft kor på ”GRUNDFOS”, et for sindslidende samt et kor på Teknisk Skole. Disse kor har så haft samarbejde med korene i kirken. Dette medførte, at folk, der ikke kom i kirken, pludselig opdagede at det var en mulighed.
Via mine kor og koncerter af alle slags har jeg stiftet bekendtskab med utrolig mange mennesker. Flere er vendt tilbage og har sagt, at det har gjort en forskel i deres liv. Det er jeg naturligvis meget taknemmelig for.
Mit formål med bogen er at sætte fokus på musikken. Og vel at mærke musikken indenfor folkekirkens rammer. Og hvilken umådelig værdi det har at musikken spiller. Jeg kan uden at blinke sige, at jeg elsker mit arbejde og er havnet på rette hylde. Måske kan dette også inspirere!
I 2018 fik jeg skrevet 10 kapitler på bogen. Allerede året efter lykkedes det mig at komme på San Cataldo igen. De næste 11 kapitler blev skrevet. I år skulle bogen have været færdig, og der var igen booket ophold i juni måned. Desværre gjorde Covid19 rejsen umulig. Det ender godt. Jeg vil glæde mig til at tage rundt og promovere bogen.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.