Klumme - Tournemire - den mest geniale komponist, du ikke kender ordentligt!

Skrevet af Flemming Christian Hansen.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2020, s. 19

Af Flemming Chr. Hansen, organist i Sakskøbing Kirke

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Charles Tournemire (1870-1939), var da jeg vendte blad for min gode kollega og ven Jesper Madsen ved en privat optagelse i Klosterkirken, Nykøbing Falster. Jesper var vild med Tournemire, og hans musik havde blandt andet inspireret ham til de ofte spillede “Fem præludier” fra 1979/81. Ved optagelsen den aften gjaldt det “Deux fresques symphonique sacrées” - Tournemires op. 75 og 76 og dermed hans sidste orgelværk. Jeg var vild med musikken og kom på denne måde ind i Tournemires univers på en anden måde end de fleste. Det blev nemlig ikke de lidt fortærskede fem improvisationer, som Duruflé senere nedskrev, der blev min indgang, men derimod et værk, som Tournemire faktisk havde komponeret! Det er nemlig ærlig talt lidt spøjst, at han er mest kendt for en håndfuld improvisationer, som han rev ud af ærmet til en grammofonoptagelse, når nu han sommer efter sommer eksilerede sig selv på den barske ø Ouessant i den Engelske Kanal, hvor han gennem årene skrev mange, mange timers komponeret orgelmusik. Men sådan er historien sommetider så lunefuld - og når den er det, må nogen prøve at skubbe til den!

150-året for komponistens fødsel er for mig en kærkommen lejlighed til at forsøge at kaste lidt lys og interesse på hans uretfærdigt hengemte værker. I Sakskøbing var planen inden coronakrisen, at hans musik skulle præsenteres ved 4 koncerter og 8 gudstjenester i løbet af 2020, bl.a. af to af verdens absolutte Tournemire-afficionados, pianisten Jonathan Powell og organisten Adrian Gunning. Noget er blevet udskudt, men jeg håber, at det meste af musikken vil blive spillet senere på året. Tournemires magnum opus er værkkredsen “L´orgue mystique”, komponeret mellem 1927 og 1932. I alt ca. 16 timers musik fordelt på 51 fem-satsede suiter til brug ved årets søn- og helligdage. Det er gaven, der bliver ved med at give, som man siger - jeg har spillet en del af suiterne efterhånden, og den særlige harmonik og den udstrakte brug af de skønne, enkle, gregorianske melodier bliver ved med at fascinere mig. Man kan ovenikøbet, som jeg har skrevet en artikel om på orgelforum.dk, anvende musikken i en dansk gudstjeneste, selv om sammenhængen med liturgien naturligvis ikke er lige så stærk som i en katolsk messe.

Ud over “L´orgue mystique” skrev Tournemire store symfonilignende værker som “Symphonie-Choral” og “Symphonie sacrée”, et fantastisk timelangt langfredagsværk “Sept choral-poèmes pour les sept paroles du Xrist” (sic!) og samlinger for mindre orgler som “Petites fleurs musicales” og “Variae preces”. Hvor de større værker kræver et orgel med en vis symfonisk bredde, kan de sidstnævnte nemt adapteres til de mange mindre orgler her til lands.

Et særligt værk i min optik er “Triple choral”, som på en meget bevægende måde er Tournemires farvel til mester Franck, hvis discipel og efterfølger han var. Det er skrevet i 1910 og varer ca. 25 min. Franck skrev tre koraler, Tournemire skrev et værk med tre dele - begge skrev de deres egne koraltemaer. Harmonikken i “Triple choral” er stadig i udgangspunktet, som han havde lært det hos Franck, men det er sidste gang. Herefter så han sig ikke tilbage, men begav sig ud i til tider ganske ekstreme bitonale områder og inkluderede indiske skalaer og meget andet, som bl.a. blev til stor inspiration for hans elev Messiaen. Jeg har selv en liveindspilning af værket liggende på min YouTube-kanal.

Tournemire var dog ikke udelukkende en “orgelkomponist”. Han skrev også 5 operaer og 8 symfonier og en del kammermusik og sange. Desværre blev han en slags overgangsfigur fra senromantikken til modernismen, og det har sammen med hans temperament og særheder parkeret ham på et musikhistorisk sidespor. Dybt uretfærdigt, for musikken er helt særlig - poetisk, dramatisk, farverig, tidløs. Hør den! Spil den! Bliv betaget! Meget af orgelmusikken ligger til gratis download på IMSLP, så det er bare med at komme i gang.

En oversigt over anvendelsesmuligheder for suiter fra ”L’orgue mystique”-serien til danske højmesser ligger på www.doks.dk under Medlemssiden+, Medlemsinformation – Supplementsartikler

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.