Musik til gudstjenesten - 12. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække

Skrevet af Lene Schuldt Jensen.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2020, s 20

Lene Schuldt Jensen, organist i Hellerup Kirke, fortæller om sine musikvalg

Musikvalg:
Præludium: J.S. Bach: Præludium i C-Dur (Peters II,2)
Korvers: Kom, lad os juble for Herren (10 takter fra B. Lewkovitch: 3 motetter opus 11)
Motet: DDS 377, v. 5: Så lader os glædes og elske af hjerte
Postludium: Christian Præstholm: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre

Altafgørende for mine musikvalg til højmessen er salmevalget. Præsten slår tonen an, og jeg forsøger at akkompagnere.
Til at hjælpe mig med det har jeg tre inspirationskilder: 12 år som kollega til Jørgen Ernst Hansen, en række net-artikler om musik til højmesserne, hvor Allan Rasmussen var medforfatter, og 30 år som korsanger og siden selv korleder.
Med til billedet hører, at Hellerup Kirkes orgel er et 33-stemmers Marcussen fra 1950, et rigtigt orgelbevægelses-orgel, hvor barokmusik helt klart gør sig bedst. Kirkens kor er et velklingende og stabilt 6-stemmigt kor SSATBB.

Først præ og post:
Der må gerne gå en lige linje fra præludiet over til 1. salme. Det gælder f.eks. tonearten, men hvis jeg kan finde andre lighedspunkter der rammer noget stemning og/eller melodi-tematisk, spiller det også ind. (Allan Rasmussen har i sine artikler givet mange gode ideer til associerende musik, f.eks. da han en februarsøndag satte f-molpræludiet fra Wohltemperiertes Klavier II på musiksedlen, fordi dets tema gav mindelser om ’Her vil ties, her vil bies’.) På denne baggrund synes jeg, at de faldende treklangsmosaikker i Bachs præludium i C-Dur står vældig fint til tematikken i 1. salme, som er DDS 751 Gud ske tak og lov.

De samme overvejelser gør sig gældende for valg af postludium. Jeg synes godt, postludiet må føles som en ’fortsættelse’ af den sidste salme. Finder jeg ikke det rette, ender jeg som regel med en koralbearbejdelse over en af højmessens kernesalmer. Denne søndag er det et samspil: Evangeliesalmen er Bryd frem, mit hjertes trang at lindre, og når jeg som postludium spiller en bearbejdelse af denne salmemelodi, hænger den også godt sammen med sidste salme, DDS 396 Min mund og mit hjerte, som jeg normalt spiller i d-mol. Både salme og postludium har faldende kvintbevægelser, og vi bliver på d/D som grundtone.

I Hellerup Kirke har vi et korsvar (korvers) efter den 1. læsning. Da jeg arbejdede sammen med Jørgen Ernst Hansen, lærte jeg at finde musik, der understøttede eller kommenterede denne læsning. Jeg arvede efter ham ’Bibelen i Salmebogen’, hvor mange af højmessens læsninger findes med henvisning til forskellige salmevers, som jeg så plukker tekst af efter forgodtbefindende. Enten finder jeg så en melodi, der kan tilpasses, eller jeg skriver en selv. I det aktuelle tilfælde blev det noget musik, som jeg har lært at kende i mit korsangerliv, nemlig en motet af Lewkovitch, som jeg har sakset et udpluk af: Kom, lad os juble for Herren, vor Gud.

Motetten refererer som regel direkte til evangeliet. Det kan være en årstidssats, hvis jeg ikke kan finde på andet. I det aktuelle tilfælde bliver det nok koralbogens sats, men meget ofte skriver jeg selv et arrangement.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.