Salmesang i Sønderjylland

Skrevet af Hans Christian Hein,.

Af Hans Christian Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2020, s. 4

Med Genforeningen måtte der også på det kirkelige område ske en reorganisering. Efter i 56 år at have været en del af den slesvig-holstenske landskirke blev sognene i Nordslesvig/Sønderjylland med afstemningen i 1. zone d. 10. februar 1920 en del af folkekirken. Man kunne måske tro, at man også på salmesangens område blot ville udbrede Psalmebog for Kirke og Hjem til de sønderjyske sogne og dermed opnå en ”genforening”. Det blev ikke tilfældet, for her var der rent faktisk ikke noget at genforene, idet det slesvigske område, hvoraf Sønderjylland udgjorde den nordlige del, siden reformationen havde haft sin egen udvikling.

Skiftende politiske forhold havde fra middelalderen haft betydning for den kirkelige og sproglige udvikling i Slesvig og Holsten. Med reformationen skete der en vigtig ændring i den kirkelige administration, der på langt sigt fik sproglige konsekvenser: Ærkebispesædet i Lund blev ophævet, og man oprettede en egen kirke i Slesvig-Holsten. Den forbindelse, Slesvig Stift indtil reformationen havde haft til Danmark, blev sprogligt set løsere, hvilket medvirkede til, at tysk som kirkesprog vandt frem også i områder, hvor dansk var hverdagssproget. Christian 3. havde foranlediget, at Luthers medarbejder Johannes Bugenhagen, der allerede havde medvirket til udformning af kirkeordninger i det nordlige Tyskland, kom til Danmark. I 1539 udkom Kirkeordinansen ved Bugenhagens mellemkomst, og han var også en af nøglepersonerne ved udgivelsen i 1542 af en kirkeordning for Slesvig-Holsten, der udkom på plattysk . Denne ordning var i store træk en oversættelse af den danske tekst fra Kirkeordinansen med enkelte bestemmelser med relevans for hertugdømmerne.

Først op i 1800-tallet blev sproget set og oplevet som en markør for den nationale identitet og kultur. I flere århundreder forud var der tale om en stor sproglig blanding mellem dansk, sønderjysk, plattysk og højtysk. Sproget var snarere udtryk for samfundets sociale inddeling, idet tysk mange steder blev det officielle sprog i byernes administration, og på det kirkelige område i Slesvig afløste tysk det latinske sprog i reformationstiden. Her spiller det ind, at Luthers sprog var tysk, og i den brede folkelige offentlighed fik tysk med årene en status som ”det hellige sprog”. Et ret ekstremt og pudsigt eksempel fra o. 1970 er blevet refereret af præsten Urban Schrøder, hvor en ældre – meget dansksindet – mand i Varnæs havde bestemt, at hans begravelse inkl. salmesangen skulle foregå på tysk!

I sin tid som hertug i Slesvig havde den senere Christian 3. allerede fra 1526 taget afgørende skridt til en reformation i Haderslev og Tørninglen, herunder oprettelsen af en dansk præsteskole. Der hersker ikke tvivl om, at salmesangen her var dansk, og det er endog blevet fremhævet, at de to malmøske reformatorer og salmebogsudgivere Claus Mortensen og Oluf Spandemager en tid opholdt sig i Haderslev, og at enkelte af deres salmeoversættelser bærer præg af sønderjysk dialekt. Så meget mere overraskende kan det da forekomme, at der ikke umiddelbart efter reformationen udkom en salmebog til Slesvig. I købstæderne blev salmesangen også ved de dansksprogede gudstjenester tysk – det var naturligt for borgerstanden, der som oftest havde tysk som dagligt sprog. Meget tyder derfor på, at det danske salmerepertoire i lange tider frem til 1700-tallet har indskrænket sig til gudstjenestens faste ordinariesalmer samt få andre salmer, som menigheden kunne synge udenad. Den tysksprogede salmesang fik tilført nye impulser fra en række salmebogsudgivelser i 1600-tallet, herunder Adam Olearius´ ”Kirchenbuch” fra 1665, der med sine højtyske salmer medvirkede til at påvirke den plattysktalende befolkning til at opfatte højtysk som ”kirkens” sprog.

Den første dansksprogede salmebog kom i 1717 med Ægidius´ salmebog. Han var præst i Varnæs ved Aabenraa. Ægidius havde hentet størstedelen af indholdet i samtidige tyske salmebøger og oversat derfra. Salmebogen vandt som kirkesalmebog kun indpas i relativt få sogne omkring Aabenraa og Tønder, således har f.eks. Brorson fået kendskab til den i tiden i Emmerske Bedehus v/ Tønder, hvor den var i brug. Større betydning har den sikkert haft som andagtsbog i hjemmene. Der hvor den blev brugt, har man underretning om, at den holdt sig til midten og slutningen af 1800-tallet. Kingos salmebog fik en mindre udbredelse fra o. 1730; men langt vigtigere blev Pontoppidans salmebog, der udkom i 1740. Den indeholdt salmerne fra Kingo samt et stort udvalg af Brorsons og pietismens salmer. Pontoppidans salmebog fik i Danmark en begrænset udbredelse både geografisk og tidsmæssigt; men i Slesvig fik den væsentlig betydning ved at give menighederne en stor del af det repertoire i hænde som allerede var kendt gennem den pietistiske vækkelse. I mange sogne omkring Haderslev og Aabenraa var salmebogen fortsat i brug til op i 1880´erne. Den rationalistiske Evangelisk-Kristelig Psalmebog fra 1798 fik fra 1820´erne nogen udbredelse, især i Sønderborg Provsti; men karakteristisk for Nordslesvig er, at mange af de omkalfatrede salmer i denne salmebog også kunne findes i Pontoppidans Salmebog i deres mere originale form. I det lange perspektiv betød det, at der i Danmark gik mange årtier, før man i salmebøgerne vendte tilbage til nogle mere originale tekster til de salmer, man i Nordslesvig via Pontoppidan havde brugt hele tiden!

En eklatant liturgisk fiasko for biskoppen i Slesvig, Jacob G.C. Adler, fandt sted i slutningen af 1790´erne. I tidens pædagogiserende og rationalistiske ånd ønskede biskoppen at harmonisere danske og tyske kirkeritualer, idet man i Nordslesvig anvendte det danske kirkeritual fra 1685, mens man sydligere anvendte det tyske. Forslaget, der i 1797 blev udsendt på begge sprog, fik navnet ”Den Slesvig-holsteenske Kirke-Agende”. Der var ganske vidtgående ændringer i forskrifterne, herunder bortfald af ind- og udgangsbønner, en kraftig reduktion af salmesangen, omformuleringer af Fadervor og velsignelserne m.m. Desuden blev messeklæderne afskaffet, ældre bibelske vendinger blev ændret og seks nye tekstrækker blev introduceret! Der rejste sig hurtigt et folkeligt oprør mod disse bestemmelser, der både vakte stærke følelser og af mange blev anset som ikke-lutherske. Således blev præsten i Bov, Christian Clausen, af menigheden trukket ned fra prædikestolen og låst ude af kirken – og i Bredsted kom det til håndgemæng, da amtmanden ville fængsle en protesterende skomager! Konsekvensen af stridighederne blev et tilbagetog fra kongen, der tilstod menighederne frihed til at bestemme ang. indførelsen af den nye agende. Resultatet blev stort set en status quo situation i forhold til tidligere tid.

De danske skolelove fra 1814 samt et forudgående reskript fastslog for Slesvig, at sproget i landsbyskolerne skulle være dansk, hvor folkesproget var dansk, men der skete alligevel mange steder i området syd for den nuværende landegrænse en glidning væk fra det danske, idet man ofte lod det fremherskende tyske kirkesprog påvirke beslutningen om, hvad skolesproget skulle være. Hermed skete der fra begyndelsen af 1800-tallet en tysksproget påvirkning af flere sogne, hvor folkesproget var dansk til langt op i 1800-tallet. Efter den danske sejr i treårskrigen 1848-51 fulgte der også på det kirkelige område fra dansk side forsøg på at påvirke de sydslesvigske sognes kirkesprog; men selv med valgfrihed, om man ville følge danske eller tyske gudstjenester, var der i befolkningen en helt overvejende stemning for tysk som kirkesprog.

Efter den preussiske sejr i 1864 blev forholdene vendt om, og dansktalende præster skulle nu sværge ed på at ville følge de tyske myndigheder – i modsat fald blev præsterne afskediget. Der kom nogle afskedigelser, men af afgørende betydning var især, at der i danske kredse bredte sig en stemning af håbløshed, hvilket medførte, at danske præster kun i ringe omfang søgte de ledige stillinger i Slesvig. Selvom danske gudstjenester ikke blev forbudt, blev de op mod år 1900 sværere at realisere grundet mangel på dansksprogede præster.

To nordslesvigske præster, Chr. W. Meyer og Ulrich S. Boesen, udgav i 1844 en salmebog, der fortsatte linjen fra Pontoppidan, men som noget nyt inkluderede nye strømninger fra Danmark med bl.a. B.S. Ingemanns og Grundtvigs salmer. Den fik nogen udbredelse, men kom hurtigt i konkurrence med Roskilde Konvents salmebog, der bl.a. vandt frem i Flensborg og omegn.

Tiden op mod 1900 betød politisk og kulturelt efterhånden større begrænsninger for udfoldelsen af dansk sprog og kultur, især i den såkaldte Köller-periode (efter Slesvigs overpræsident E.M. von Köller) med kraftig undertrykkelse af arbejdet blandt de dansksindede. Så meget desto mere overraskende kan det synes, at en meget væsentlig dansksproget salmebog så dagens lys i 1889, godkendt og udgivet af de tyske kirkemyndigheder med Slesvigs biskop Theodor C. H. Kaftan som formand for salmebogskommissionen. Kaftan var opvokset i Løjt ved Aabenraa, var tysk uddannet og en særdeles anerkendt teolog, der bl.a. opnåede udnævnelse til æresdoktor i Kiel. Synet på Kaftan, der var superintendent 1886-1917, var i samtiden hårdt fra både dansk og tysk side, idet han fra tysk side blev beskyldt for at være ”danskervenlig”, mens man fra dansk side tillagde ham en stor del af ansvaret for den nationale undertrykkelse. Kaftans store engagement i en dansksproget salmebog er imidlertid et faktum, bl.a. dokumenteret i den omfattende brevveksling i salmebogskommissionen 1882-92.

I kommissionen sad Kaftan samt fem repræsentanter for de nordslesvigske provstier, hvoraf de mest markante medlemmer var greve Hans Schack, Schackenborg, og sognepræst Hans Prahl fra Møgeltønder. Salmebogen fik titlen ”Evangelisk-luthersk Psalmebog for de dansktalende Menigheder i Slesvig”, og en tilhørende koralbog blev i 1895 udgivet af Hans Prahl og C.C. Heinebuch, der var organist i Flensborg. I arbejdet var man fra alle sider meget bevidst om, at salmebogen ikke skulle kunne beskyldes for national eller sproglig propaganda. Således fik man klogt omformet (selvcensureret?) verslinjer, der kunne opfattes i den retning: I Chr. Richardts ”Et kors det var det hårde trange leje” fik man forfatteren selv til at erstatte linjen ”Nu vajer korset højt i folkets banner” til ”Nu by ved by en korsets kirke stander”. Tilsvarende ændrede kommissionen i Grundtvigs ”I al sin glans” linjen ”… og for til Himmels hvid og rød” til det mere ”neutrale”: ”I ordets Navn, som kom til Jord / og seierrig til Himmels for”. Denne nordslesvigske salmebog, som den blev kaldt, udmærkede sig ved et højt kvalitativt stade med mange af de gamle, indsungne salmer i en god og uangribelig version, men også nye strømninger med især Grundtvig blev rigt repræsenteret. Den blev meget vel modtaget i sognene i Nordslesvig og hurtigt indført næsten overalt. I de svære årtier op til Genforeningen blev denne salmebog et vigtigt kirkeligt samlingspunkt for de danske kredse.

Ved Genforeningen kom man i en ny administrativ situation, da de nye provstier skulle indlemmes i folkekirken. Hvad angår salmebog, tog man imidlertid ikke blot den danske ”Psalmebog for Kirke og Hjem”, men ønskede også videre frem at benytte den nordslesvigske salmebog. En række rent praktiske problemer med rettigheder til trykning af nye eksemplarer af salmebogen, som var udgivet og trykt i Tyskland forhalede tingene, og i løbet af et par år besluttede man at forberede en ny salmebog, der kunne berede en senere sammensmeltning af salmebøger og traditioner nord og syd for Kongeågrænsen. Dette arbejde blev afsluttet i 1926 med udgivelsen af ”Den sønderjydske Salmebog”, hvor der skete en optagelse af en del af repertoiret fra ”Psalmebog for Kirke og Hjem”, og efterfølgende skete der også denne gang en hurtig udbredelse i alle sogne.

Der kom dog kun til at gå få år, før man på et møde i den sønderjyske menighedsrådsforening foreslog nedsættelse af en kommission til forberedelse af en kommende fælles salmebog for hele Danmark. En kommission blev nedsat med hymnologen pastor Anders Malling som formand. Efter 10 års arbejde udkom i 1943 det sønderjyske forslag, der blev ét af tre forberedende forslag til Den danske Salmebog. Med udgivelsen af denne i 1953 fandt der endelig en forening af salmesangen sted mellem Sønderjylland og resten af Danmark.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.