Orglet som orkestersubstitut

Skrevet af Sven-Ingvart Mikkelsen.

Af Sven-Ingvart Mikkelsen, professor på Det kgl. danske Musikkonservatorium

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2020, s. 14

Som en del af mit arbejde med kunstnerisk udviklingsvirksomhed på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium har jeg haft mulighed for at se nærmere på orgeltransskriptioner og benyttelsen af orglet som orkestersubstitut, både i et historisk og i et praktisk perspektiv.

Denne artikel beskriver en del af dette arbejde, som desuden resulterer i en gennemarbejdet praktisk transskription af Ernest Chausson: Poème for violin og orgel samt Richard Strauss: Vier Letzte Lieder for sopran, violin og orgel. Begge værker vil blive præsenteret ved Copenhagen International Organ Festival på Det kgl. danske Musikkonservatorium 5.-8. november 2020, hvor netop ”Transskriptioner” og ”Orglet i samspil” vil være nogle af temaerne for festivalen.

Baggrund

”Orglet omfatter i sig alene alle andre Instrumenta musica, store og små, hvilke navne de end har. Vil du høre en tromme, trompet, basun, zink, blokfløjte, tværfløjte, pommer, skalmeje, dulcian, ranketter, sorduner, krumhorn, giger, lirer etc., så kan du få alt dette og endnu mange andre underbare dejligheder mere i dette kunstfærdige værk.”
Sådan omtaler Michael Prætorius orglet i Syntagma musicum fra 1619, og han sammenligner tillige orglet med ”et helt kor af musicanter”.

Helt fra orglets barndom har man betragtet det som et orkester, og mange komponister har i tidens løb overført vokal- og orkesterværker til orgel.

Allerede i 1300-tallet finder vi de første såkaldte intavoleringer – transskription af først og fremmest vokalsatser til orgel eller andet tangentinstrument eller lut. I 1500-tallet og senere blev denne teknik videreudviklet og forfinet, og et godt eksempel herpå er Heinrich Scheidemanns intavoleringer af motetter af Hassler og Orlando di Lasso.

Johann Sebastian Bach benyttede også orglet som et orkester, og da han samtidig var en stor beundrer af den lidt ældre italienske komponist Antonio Vivaldi, hvis værker allerede på komponistens tid var meget populære, overførte han flere af den italienske mesters violinkoncerter til orglet. Vi kender jo desuden Bachs transskriptioner af egne værker til orglet, for eksempel Schübler-koralerne, som er orgeltransskriptioner af kantate-satser.

I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet finder vi en lang række spændende eksempler på transskriptioner, for eksempel 4-hændige klaverudgaver af Brahms-symfonier. Det er også interessant at fordybe sig i Max Regers orgelbearbejdelser af klaverstemmen i en række af Hugo Wolffs sange. Sigfrid Karg-Elert har bearbejdet en række afsnit fra Wagner-operaer for harmonium, og Ch.-M. Widor har taget en række Bach-satser under kærlig orgelbehandling i samlingen ”Bach’s Memento”. Der findes mange flere eksempler, som alle viser hvordan komponister og musikere har ladet sig inspirere af andre mestres kompositioner til at transskribere eller ”genkomponere” dem for sit eget instrument.

Der findes flere forskellige baggrunde og begrundelser for disse transskriptioner og bearbejdelser. For det første er de alle udarbejdet i en tid, hvor musikken stort set kun kunne opleves ”live”. Og særligt for orkesterværkerne gælder det, at det var de færreste, som havde mulighed for at høre alle disse fantastiske værker. Orkesterkoncerter var for de få, og de var omkostningstunge. Dette er én af baggrundene for klaver- og orgeltransskriptioner af orkesterværker. Klavertransskriptionerne kunne spilles i hjemmet, og orgeltransskriptionerne kunne spilles i kirker og i de koncertsale, som rådede over orgler. Flere af 1800- og 1900-tallets store koncertsalsorgler er således direkte begrundet med, at de kunne spille orkesterrepertoiret, når der ikke var råd til et orkester.

Orglet bliver således til orkestersubstitut!

Typer af transskriptioner

Det er interessant at se, hvordan der i historien er blevet arbejdet meget forskelligt med orgel-transskriptioner.
Johann Sebastian Bach er i sine transskriptioner meget tro over for originalen. Men i forhold til Vivaldi-koncerterne dog med en række justeringer for at få musikken til at fungere optimalt på orglet. I Schübler-koralerne ser vi hvordan han reducerer originalen til de væsentligste, melodibærende stemmer. Bach arbejder således med musikalske transskriptioner, hvor han foretager de nødvendige ændringer for at få den oprindelige musik og det oprindelige udtryk til at fungere på orglet.

Sigfrid Karg-Elert går lidt anderledes til værks i sine harmonium-bearbejdelser af udsnit fra Wagner-operaer. Rent musikalsk holder han sig til Wagners udtryk, men kraftigt reduceret, og desuden beskærer han musikken på en måde, hvor han så at sige uddrager det væsentlige af nogle lange afsnit og reducerer det til mindre, afsluttede satser. Karg-Elert genkomponerer, men han holder sig til Wagners stil.

En mere udpræget form for genkomponering finder vi i ”Bach’s Memento”, hvor Ch.-M. Widor går skridtet videre og bruger Bach-satser som udgangspunkt for en ret fri fortolkning i sin egen stil. Man er ikke i tvivl om, at det er Bachs musik, som er udgangspunktet, men ofte tager Widors egen stil så meget over, at man nærmest glemmer Bach. En transskription bliver her til et helt nyt musikstykke.

Det er i denne sammenhæng også interessant at se på transskriptioner, som går den anden vej: fra orgel til orkester.
Her kan nævnes Arnold Schönberg og Leopold Stokowskis meget forskellige orkesterversioner af nogle af Bachs orgelværker. Hvor Stokowski fortolker Bach i den storladne romantiske stil, så fokuserer Schönberg mere på polyfonien og væsentlige solostemmer.
Også Carl Nielsens orgelværk Commotio er blevet orkestreret, på tre vidt forskellige måder af Bo Holten, Karl Aage Rasmussen og Hans Abrahamsen.

Der findes således forskellige problemstillinger og valg i forbindelse med udarbejdelse af en orgeltransskription.
- Skal man udarbejde en version, som ligger så tæt på originalen som muligt?
- Skal man tage sig nogle friheder og lave ændringer, som gør sig bedre på orglet – dvs. en musikalsk transskription?
- Skal man i højere grad ”genkomponere” og nyfortolke musikken?

Hvad gør jeg selv?

Mit eget konkrete udgangspunkt er, at jeg bygger på en erfaring som praktisk musiker.

Allerede midt i 90-erne lavede jeg en transskription af Vivaldis De Fire Årstider, inspireret af Bachs orgeltransskriptioner af nogle af Vivaldis øvrige violinkoncerter. Men i modsætning til Bach, så bibeholdt jeg soloviolinen, således at der stadig er tale om sammenspil mellem flere musikere. På denne måde blev det en slags udvidelse af repertoiret for violin og orgel.

Efter at have afprøvet denne transskription ved en række koncerter og efterhånden fundet frem til en tilfredsstillende version, fik jeg noden udgivet på det daværende Edition Egtved (den kan stadig købes på noder.dk).

Jeg har i tidens løb spillet en del koncerter sammen med andre musikere, først og fremmest sangere og violinister, og ved disse koncerter har jeg lavet en del hurtige transskriptioner, baseret på tilgængelige klaverudtog. Også Chausson: ”Poème” og Strauss: ”Vier letzte Lieder”, som omtales nærmere i det følgende, arbejdede jeg med på denne måde allerede for tyve år siden.

Men i nogle tilfælde gik jeg lidt dybere ned i processen, som for eksempel da jeg for en del år siden lavede en orgelversion af orkesterstemmen til Christian Sindings ”Suite i gammel stil” for violin og orkester. Her eksperimenterede jeg med forskellige former for transskriptions-teknikker, og de erfaringer, som jeg gjorde mig her, byggede jeg videre på, da jeg sidste år fik mulighed for at lave en gennemarbejdet transskription af Chaussons ”Poème” for violin og orkester, opus 25.

Da jeg første gang hørte Chaussons violinkoncert ”Poème”, slog det mig, hvor meget orkesterklangen mindede om orgelklangen, særligt orgelklangen i César Francks orgelværker, hvilket naturligvis ikke var nogen tilfældighed, idet Chausson var elev af César Franck. Dette gav mig inspiration til at forsøge mig med en orgeltransskription. Men ikke en transskription, hvor alle stemmer er overført til orglet. Jeg bevarede solo-violinstemmen og overførte ”kun” selve orkesterstemmen til orglet for på denne måde at bevare det koncerterende element.
Chausson skrev to versioner af ”Poème”, nemlig den mest kendte for violin og orkester samt en version for violin, strygekvartet og klaver. Desuden findes naturligvis en reduktion for violin og klaver. Det var de tre versioner, jeg brugte som grundlag for min transskription.

De enkelte orkesterstemmer kan ikke altid overføres direkte til orglet, og derfor har jeg i første række forsøgt at ramme det overordnede udtryk i orkesterklangen. Ofte er en skala eller et løb blevet ændret til akkordbrydninger eller omvendt, alt sammen for at finde en løsning, som både ligger tættest på den originale orkesterklang og som er realisabel på orglet i såvel klanglig som spilleteknisk henseende. Altså en musikalsk transskription.

Som koncertorganist optræder man oftest alene, i mange tilfælde gemt væk på et orgelpulpitur. Jeg sætter imidlertid stor pris på den inspiration, som ligger i at musicere sammen med andre, og derfor holder jeg meget af at arbejde med orgeltransskriptioner, hvor der indgår et element af kammermusik.

Dette er også udgangspunktet for mit seneste arbejde, hvor jeg har udarbejdet en transskription af Richard Strauss: Vier Letzte Lieder for sopran, violin og orgel.

Der findes en glimrende version for sopran og klaver, de tre første sange udarbejdet af Max Wolff, og den sidste af Ernst Roth. Men når jeg lytter til orkesterstemmen, så er jeg overbevist om, at orglet gør sig langt bedre end klaveret som orkester-substitut.

Jeg har udarbejdet en version af alle fire sange for sopran og orgel. Men til de to sidste: ”Beim Schlafengehn” og ”Im Abendrot” har jeg desuden lavet en version, hvor den smukke violinsolo er bibeholdt.

Der er tale om transskriptioner, som både skal kunne spilles på mellemstore orgler i kirker og på store koncertsalsorgler. Alle orgler er forskellige, og derfor har jeg ikke givet præcise retningslinier for hvordan orgelklangen skal sammensættes. Jeg har holdt mig til generelle dynamiske angivelser. Men i et appendix har jeg med relevante taktangivelser beskrevet nogle orkesterklange og orkester-solostemmer, som kan være til inspiration i jagten på en passende orgelklang. Men netop blot til inspiration! Det er ikke en opfordring til at skifte registrering for hver anden takt, for alt for mange omregistreringen kan gå ud over det sammenhængende forløb, særligt på mindre orgler. Også i registreringskunsten er det vigtigt at holde sig for øje, at det kan være nødvendigt at foretage ændringer og forenklinger for at opnå et udtryk, som svarer til orkesterversionen. Forudsat at der er tale om en musikalsk transskription.

Hvis man er interesseret i at se nærmere på nodematerialet til mine transskriptioner af Chausson: ”Poème” og Strauss: ”Vier letzte Lieder”, så kan man sende mig en mail på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Fremtidsperspektiv

Ser vi på fremtidsperspektiverne omkring den situation, som organister og kirkemusikere befinder sig i, så må vi erkende, at på visse områder i det kirkemusikalske liv er den traditionelle klassiske kirkemusik under pres. Vi forsøger at forsvare den med næb og klør, men virkeligheden er faktisk den, at man som organist ofte bliver sat udenfor indflydelse, for eksempel til en bisættelse, hvor man kan komme ud for at der foretrækkes en afspilning af ”As time goes by” på et lydanlæg i stedet for at høre organisten spille Bach’s smukke orgelkoral: ”Wenn wir in höchsten Nöten sein”.

Ser vi tilbage på Reformationen og Martin Luther, så vidste Martin Luther godt hvad folket ville have, og derfor valgte han at bruge kendte folkelige melodier til mange af sine nye salmer.

Ved den franske revolution i 1789 var oprøret ikke blot rettet mod adelen og kongemagten, men også imod kirken, og her lykkedes det for mange organister (i modsætning til præsterne) at undgå at få adskilt hoved og krop, ganske enkelt ved at spille med på revolutions-gardisternes sange (mest berømt er Cl. Balbastres orgelvariationer over Marseillaisen).

Men hvor står vi i dag? Er vi ved at isolere og udradere os selv som kirkemusikere ved udelukkende at holde fast i den serøse kirkemusiktradition? Eller er det bydende nødvendigt for os at transskribere eller genkomponere en række af de mest populære og relevante musikstykker til orglet for i det mindste at kunne levere levende musik til en kirkelig handling? Og kan det gøres på musikalsk forsvarlig vis?

Man kunne også overveje, om vi i virkeligheden skal gå skridtet videre og løsrive os lidt fra kirkens bånd og tilbyde levende orgelmusik til ”borgerlige” bisættelse, hvor der ellers stort set udelukkende spilles ”ghettoblaster-musik”?

Der er mange måder at gøre det på. Jeg har selv eksperimenteret med orgeltransskriptioner af symfonisk rockmusik – Pink Floyd, Led Zeppelin, The Doors, Procol Harum. Andre musikere arbejder seriøst med ”klassiske” versioner af Beatles, Gasolin og meget andet, og DR-symfoniorkestret spiller filmmusik som koncert-musik.

Det rejser mange spørgsmål:
- Er vi ved at sælge ud af den gode gamle klassiske musiktradition?
- Hvor går grænsen?
- Lefler vi for publikum eller er det en pædagogisk tilgang til publikum?

Svaret ligger ikke lige for, men vi er nødt til hele tiden at stille spørgsmålet. Eller vi kan synge med Bob Dylan: "The Times They Are a-Changin'" og "The Answer is Blowin' in the Wind".

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.