DOKS'en ud af boksen - Christine Toft Kristensen

Skrevet af Mikael Garnæs.

”Pludselig begyndte en demensramt at nynne Gounods Ave Maria”

Christine Toft Kristensen, organist i Billund og Grene Kirker, fortæller om sit arbejde med salmesang for demensramte

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2020, s. 24

At musik og salmesang kan skabe kontakt og bevirke fællesskab med demensramte, er en erkendelse, som skaber vide perspektiver. Christine Toft Kristensen er blandt dem, der mest systematisk har beskæftiget sig med dette.

”Evnen til at sanse er bevaret hos demensramte og kan stimuleres på forskellige måder”, siger Christine. ”Også musikalske evner er bevaret langt ind i et demensforløb, og her kan vi musikere spille en stor rolle. I det liturgiske samvær kan man være fælles i salmesangen, selv om nogle af deltagerne næsten ikke har noget sprog tilbage – for salmerne, som mange demensramte har lært udenad i skolen, kan kortvarigt vække deres sprog til live”.

Christine er uddannet fra konservatorierne i Aarhus og Esbjerg og tog kandidateksamen i 2009. Hun blev tidligt optaget af det musikpædagogiske arbejde i folkekirken – både babysalmesalmesang, børnegudstjenester og korarbejde – og er også aktiv i FUK-regi. Derudover underviser hun i korledelse, hørelære, liturgik med mere på kirkemusikskolen i Løgumkloster.

”Inden jeg begyndte at beskæftige mig med salmesang for demensramte, fulgte jeg i flere år Anne-Mette Riis’ arbejde med babysalmesang. Salmesang for demensramte tager sit udgangspunkt i babysalmesang med dets fokus på sansestimuli og en liturgisk opbygning af forløbet”. Sammen med sognepræst Mette Gautier videreudviklede Christine babysalmesangsaktiviteten, hvilket førte til, at de i 2019 udgav bogen ’Babysalmesang med mere’ på forlaget Eksistensen.

I 2013 fik hun sin nuværende stilling i Billund. Her ligger plejehjemmet lige ved siden af kirken, så beboerne kan trilles direkte derover. ”Det stemmer dem på en særlig måde at komme i kirkerummet, og de kan genkende det liturgiske møblement. Forløbet er gudstjenestelignende med præludium, salmesang med forskellige sansestimuli, trosbekendelse, fadervor og postludium”.

Christine udgav i 2016 sammen med kirke- og kulturmedarbejder Hanne Raabjerg bogen ’Salmesang for demensramte’ (forlaget Eksistensen), som er tænkt som inspiration for præster og musikalske medarbejdere. En ny udgave udkommer til efteråret under titlen ’Kirke med demensramte’ og lægger større vægt på det liturgiske aspekt, ligesom den indeholder artikler om musikterapiens og kirkearkitekturens betydning for dette arbejde.

”En af de stærkeste oplevelser, jeg har haft, var, da jeg ved en gudstjeneste for demensramte spillede Bachs C-Dur-præludium (WTK I) på klaveret. Pludselig var der en af de demensramte, der på det helt rigtige sted begyndte at nynne Gounods melodi ’Ave Maria’. Det var stærkt. Han havde tilsyneladende bibeholdt musikalske kompetencer, som ingen vidste, han besad. Det fantastiske er at opleve, hvordan de demensramte får noget mistet tilbage via musikken – det gør det til en helt særlig opgave”.