Formanden har ordet

Skrevet af Karin Schmidt Andersen.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2020, s. 10

DOKS, en akademisk faggruppe i folkekirken

Af Karin Schmidt Andersen, formand for DOKS
 
Som led i forberedelserne af den årlige generalforsamling gør bestyrelsen status over den forgangne periode. I den aktuelle årsberetning vil det fremgå, at drøftelser om tilknytningen til det akademiske fællesskab har præget bestyrelsens arbejde. Det har været i forhold til det enkelte medlems selvopfattelse, og ikke mindst om DOKS som faglig organisation.

For nyligt havde rektorerne fra landets musikkonservatorier et indlæg i dagbladet Information. Budskabet var, at konservatorierne uddanner til høje kunstneriske og håndværksmæssige kompetencer samt i evnen til at reflektere og kunne agere i en dynamisk virkelighed. Altså uddannelser, der er kunstneriske og akademiske på samme tid.
 
Det er helt i tråd med de formuleringer DOKS’ bestyrelse har gjort sig om den akademiske del af vores fagområde. Til fælles med andre akademikere har en DOKS ‘er ikke alene høje faglige kvalifikationer, men også en reflekterende tilgang til sit arbejde. Med ansættelsesforholdet følger ofte ledelsesansvar og en forventning om, at man selvstændigt kan definere og udvikle på sine arbejdsfunktioner og i øvrigt være selvtilrettelæggende i forhold til arbejdstid og udførelsen af arbejdsopgaver. En DOKS ‘er ønsker respekt om sin faglighed, og kan på den baggrund være med til at udvikle og agere i en foranderlig virkelighed. Denne akademiske del af arbejdet ikke alene trives DOKS’ medlemmer med, men anser det som en forudsætning for at kunne udføre deres arbejde fagligt forsvarligt.
 
I det sidste år har bestyrelsen haft indgående drøftelser om, hvordan DOKS’ medlemmer bedst fremtidssikres som en akademisk faggruppe i folkekirken. I denne proces har der været fokus på flere vigtige elementer og været en god kontakt til vores centralorganisation Akademikerne.
 
Her mellem to overenskomstforhandlinger er det yderst relevant at tænke over, hvordan DOKS kan stå stærkest muligt ved kommende forhandlingsborde, og om DOKS i den forbindelse kan gøre bedre brug af Akademikerne. 
 
En bestyrelses opgave er ikke kun at aflægge statusrapport over udført arbejde, men også at give et kvalificeret bud på hvordan fremtiden tegner sig og hvad der tjener foreningen og medlemmerne bedst i et perspektiv, der er længere end til næste generalforsamling.  Denne opgave tager DOKS’ bestyrelse meget alvorligt. I henholdsvis den skriftlige beretning, og i den mundtlige der fremlægges på generalforsamlingen, vil der blive gjort nærmere rede for den strategi, der er valgt for bedst muligt at sikre DOKS’ medlemmer en tæt tilknytning til det akademiske fællesskab.
 
Husk for øvrigt, at den skriftlige beretning ikke længere trykkes i Organistbladet, men er tilgængelig via hjemmesiden. Alle medlemmer får besked i medlemsmail når den offentliggøres.