Klumme

Skrevet af Jens E. Christensen.

Kirkemusikalsk Nytår

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2020, s. 11

Af Jens E. Christensen, organist ved Vor Frelsers Kirke

Nytårsnat, da klokken satte skel mellem det gamle og nye år, blev jeg inspireret til at tænke over de mange oplevelser, jeg som organist havde haft i 2019, og så fundere over, hvilke drømme jeg kunne ønske opfyldt i mit arbejde i 2020.

Jeg nød at færdes og spille i vore skønne kirker, fyldte med holdbare traditioner og kirkekunst; jeg var glad for præsternes prædikener og den liturgiske rigdom i Ritualbogen, der tilgodeser vekslen mellem ord og toner - hvor ordene slipper op, uddybes de af musikken, og hvor musikken kan forekomme flygtig, kan ordene igen give os et fast ståsted.

Jeg var også rigtig godt tilfreds med salme- og koralbogen, og lidt mindre fornøjet med de nye tillæg: "100 Salmer" og "Kirkesangbogen", der begge ville have haft gavn af at blive grundigere planlagt. "100 Salmer" bærer især præg af, at en klaversats gengives uden overvejelser, om den også kunne fungere som orgelsats.

Dér hvor erfaringerne og drømmene så begynder at blive spillet ud mod hinanden, må være i forbindelse med "casualierne": dåbsgudstjenesterne, bryllupperne og bisættelserne. Det er afgjort meningsfuldt at spille til disse kirkelige handlinger og også en chance for at komme de mere kirkefremmede medlemmer af menigheden i møde. I vores kirke holder vi om foråret en "Bryllupsmesse" for de brudepar, der skal giftes i sommerhalvåret. Dér fortæller vores præster om ritualerne og gode salmevalg, og min kollega Lars Sømod og jeg viser alle de herlige muligheder for præ- og postludier. Alligevel mærker vi, at brudefolkene gerne vil sætte deres personlige præg på højtideligheden i kirken, ofte med en sang, der knytter sig til deres første møde eller dagligdag.

Det bliver endnu tydeligere i forbindelse med bisættelserne. Desværre kender de pårørende ikke så godt de muligheder, kirken har at byde på. Efter min mening danner kirken en perfekt ramme for afskeden, hvor de meditative klassiske orgelstykker, ritualet, læsningerne, salmerne og præstens tale forekommer mig uundværlige og afgørende i mødet mellem liv og død. Også her og måske endnu mere presserende har de pårørende stærke ønsker om et særligt musikvalg. Som regel vil deres umiddelbare løsning være, at der skal spilles et nummer fra en yndlings-cd. For endelig at undgå det, tilbyder Lars og jeg at spille en transskription af musikstykket på orglet.

Her på Christianshavn er der ofte tale om Kim Larsens og Shu-bi-duas repertoire, men der er faktisk ingen grænser for deres ønsker: Der kan for eksempel være tale om David Gilmores "Coming back to life", Ennio Morricones Deborah-tema fra "Once upon a time in America", "Internationale"(!) eller Kai Normann Andersens "Den allersidste Dans".

Da cd-afspilning for mig at se er katastrofal i det vidunderlige kirkerum, hvor levende ord og musik gerne skal mødes, strækker vi os altså langt for at spille et smukt minde om musikstykket på orglet. I forbindelse med øvningen på de ønskede stykker kom jeg til at tænke på Franz Liszt, der har skrevet de skønneste "Reminiscences" for klaver og orgel, ofte over melodier fra tidens populære operaer. De skulle være skønne minder om oplevelserne i operahusene. Heldigvis bærer vores anstrengelser frugt; der er ofte nogle i følget ved bisættelserne, som synes, at vore "reminiscences" lyder godt, ja endog bedre end originalen.

Men det er ret tidskrævende at gendigte disse ønskede stykker, og arbejdet kan ofte i forbindelse med bisættelser være forbundet med et tidspres. Da det er min påstand, at kirken med dens traditionsrige skat og orglet med dets rige og alsidige litteratur sagtens kan opfylde en menigheds ønsker, vel at mærke, hvis de får mulighed for at stifte bekendtskab med rigdommene, er det derfor mit nytårsønske, at vi organister sammen med vore præster vil finde vejen frem til at delagtiggøre vores skatte med den kirkefremmede del af menigheden.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.