Bestyrelsen har ordet

Skrevet af Af Poul Skjølstrup Larsen og Peter Bjerregaard.

Bland dig!

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2020, s. 12

Af Poul Skjølstrup Larsen, næstformand for DOKS, og Peter Bjerregaard, medlem af DOKS’ bestyrelse

Hvordan går det på din arbejdsplads? Føler du, at du har en god indflydelse på, hvad der foregår?

Som organister er vi ansat i en organisation med flere ledelsesstrenge. Menighedsrådet bestående af folkevalgte er vores arbejdsgiver. Præsten, der har instruktionsbeføjelsen ved gudstjenester og kirkelige handlinger, er en del af den gejstlige ledelse i Folkekirken. Der er stor forskel på hvorledes disse ”ledelser” er i stand til at løfte deres forpligtelser som arbejdsgiver i det enkelte sogn.

Kan du selv gøre noget for at få indflydelse på dit arbejdsliv? Ja! Du kan stille op til valget som medarbejderrepræsentant i menighedsrådet! Her får du direkte adgang til at præge debatten ved rådsmøderne. Det er vigtigt, at menighedsrådet er så godt orienteret som muligt, når der træffes beslutninger. Menighedsrådsmedlemmerne kan, af gode grunde, ikke vide alt, hvad der foregår i og omkring kirken. Som medarbejderrepræsentant kan du på egne og kollegers vegne berette om, hvordan arbejdet tilrettelægges og om hvilke udfordringer, der måtte være. Medarbejderrepræsentanten har taleret, og må også bede om at få emner på dagsordenen. 

Du kunne også overveje, om I bør nedsætte et musikudvalg, hvor I løbende kan have en dialog om musikken i kirken. Det handler i høj grad om den goodwill, der kan opstå, når man inddrager – tager et udvalgsmedlem med på råd – altså at give medejerskab i de succeser, du skaber med musiklivet i kirken. Lad være med at køre ”dit eget sololøb i 20 år”. Vi ser af og til, at det ender galt! 

En god måde at fremme en dialog på kunne være at spørge menighedsrådsmedlemmerne, hvordan de ser på forskellige ting i forbindelse med dit arbejde. Så får du lejlighed til at fortælle om dine tanker og forklare, hvorfor du gør, som du gør. Spørg, om der er nogle i menighedsrådet, der vil hjælpe med praktiske ting i forbindelse med afvikling af koncerter, korstævner, eller til forældreaftner i børne- ungdomskoret. På den måde får de et godt indblik i det arbejde, de ikke ser, når de kommer til højmessen om søndagen.

Vær aktiv på kirkens hjemmeside, kirkeblad, Facebook med mere. Det er vigtigt, hele tiden at være synlig. Hvert år skal menighedsrådet holde et møde, hvor de skal gøre rede for deres arbejde over for menigheden. Bed om at få lov til at bruge ti minutter på at fortælle om, hvad der foregår på dit område.

Samarbejdet med præsterne ikke bare kan, men bør være givende! Det kræver, at der etableres en god dialog omkring tilrettelæggelsen af gudstjenester og kirkelige handlinger. Vær en god lytter, så bliver du med tiden også en god dialogpartner. I det felt kan mange spændende ideer opstå. Vi oplever i dag præster med meget forskellige baggrunde – unge præster, der ikke kender så meget til kirkens tradition. Vær ikke bange for at spille din liturgiske og musikfaglige viden ind på banen! 

Som bekendt er der kommet tre rapporter om Folkekirkens liturgiarbejde med titlerne ”Hvem bestemmer. Overvejelser om forholdet mellem autorisation og frihed i Folkekirkens liturgi”, ”Gudstjeneste, om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke” og ”Dåb og nadver, om sakramenterne i Den Danske Folkekirke”.

I den nærmeste fremtid er der lagt op til, at de skal diskuteres i mange forskellige fora. Alle kan bidrage med holdninger og forslag – helt frem til oktober måned. Derefter vil biskopperne tage stilling til, hvordan arbejdet videre skal udfoldes. DOKS tog hul på denne diskussion ved årskurset i Køge i 2019, hvor der opstod en god debat, og hvor du forhåbentlig også fik gode redskaber til at gå ud og argumentere for vores synspunkter. Vi må, som organister og kantorer, bidrage med den store liturgiske indsigt vi har, ikke kun i kraft af vores grundige uddannelse på området, men også ud fra alle de mange erfaringer vi hver især har gjort os.