Anmeldelse - Rued Langgaard – Orgelværker 1907-1947

Skrevet af Mads Høck.

Et glimtvis genius

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2020, s. 20

Rued Langgaard – Orgelværker 1907-1947
Samt værker for orgel og messingblæsere
Edition Wilhelm Hansen
Kritisk udgave ved Ulrik Spang-Hanssen, Birgitte Ebert og Bendt Viinholt Nielsen

Udgiverne indleder bindet med en kort biografi, indledning til baggrunden for udgivelsen samt en biografisk beskrivelse af Langgaards forhold til orglet. Derefter følger gennemgang af de enkelte værker med brugbar baggrundsviden for den, som vil opføre musikken.

Det var med stor glædelig forventning at jeg kunne gennemse det sidste bind af Rued Langgaards (1893-1952) orgelværker. Sammen med de tre bind fra 2017 skulle hele hans oeuvre nu være samlet og udgivet. Det er samtidig også vemodigt, for nu dukker der nok ikke mere op fra gemmerne. De fire bind, suppleret med orgeldramaet Messis’ tre bind, spænder vidt fra mindre liturgiske brugsstykker over længere koncertstykker til et helaftensdrama.
Nærværende bind indeholder syv koncertstykker samt fire stykker for orgel og messing.

Koncertstykkerne falder tidsmæssigt kompositorisk i to dele: Fantasia patetica, Toccata og Preludio patetico er ungdomsværker, og Elias i uvejret, Nemo contra deum, In ténebras exteriores og Forbarm dig er senere værker.

Fantasia patetica i f-mol (1907-BVN 19) er harmonisk farverig senromantisk musik med mange bidominanter og accidentaltoner. Det er klassisk musik med klare temaer, tempo- og registreringsangivelser, som indikerer en skolet komponist, selvom Langgaard stort set var selvlært.

Toccata i A-dur (1911-BVN51) er tilegnet komponistens store forbillede Niels W. Gade. Der findes ingen absolut definition på en toccata, men de fleste vil nok undre sig over stilen i denne. Musikken udvikler sig metamorfisk senromantisk uden hoved- og sidetemaer – måske en grund til titlen Toccata.

Preludio patetico i cis-mol (1913-BVN 55) er i modsætning til de kortere versioner i bd. 1 af denne serie originalversionen. Hovedtemaet er meget prægnant i sin voldsomhed, og sidetemaerne er i modsætning sødmefulde, som var det skrevet af Niels W. Gade. Efter en virtuos gennemføringsdel bryder reprisen igennem. Igen klassisk senromantisk musik. Stykket tåler i denne version sammenligning med I. P. E. Hartmanns større orgelværker.

Elias i Uvejret (1930-32-BVN 204) er inspireret af en memoreret samtale mellem N. W. Gade og Langgaards far, Siegfried Langgaard, om profeten Elias’ møde med Herren. Stykket er formuleret som klassisk romantisk programmusik, hvor hver scene er illustreret musikalsk. Efter en række voldsomme udladninger - illustrerende uvejr, jordskælv og ild - slutter stykket afklaret på Vox célesta. Det minder i form meget om Otto Mallings ”Jesus stiller stormen på søen” (1897), men tonesproget er meget anderledes. Langgaard viser hér sit store dramatiske talent med store kontraster, en ekspressiv behandling af instrumentet og en charmerende særhed.

Nemo contra deum nisi deus ipse (1932-33-BVN 217) – Ingen imod Gud undtagen Gud selv - har klare paralleller til Langgaards hoved-orgelværk Messis (1932-37). Lignelsen om ukrudtet i hveden er nærmest overskriften på det to timer lange orgeldrama. Musikken falder i to dele: en kaotisk dommedagsscene?? og en afklaret evighedsscene?? Tematisk er der tydelige linjer fra første del - og anden del citeres direkte i Messis 1. aften III. Hvis man ikke vil spille hele Messis eller 1. Aften, er dette stykke særdeles velegnet til brug i koncertprogrammer.

In ténebras exteriores – Begravet i Helvede (1937-39-BVN 334) – I mørket udenfor – er en komposition i fire dele med udgangspunkt dels i lignelsen om kongesønnens bryllupsgæst, som kastes ud i mørket fordi han ikke overholder den særlige bryllups-dresscode, og dels lignelsen om Lazarus og den rige mands genvordigheder. De fire dele deler titler med de fire første satser af Messis 3. Aften. Første del med overskriften ”Blev begravet” indledes med et direkte citat fra Messis 3. Aftens smukke Gade-inspirerede indledning. Resten af satsen er nykomponeret dramatisk efterromantisk musik. Anden del af suiten med overskriften ”Dødsriget” er i forhold til første del og især i forhold til parallel-satsen i Messis noget bleg og rigoristisk. Tredje sats ”Forbarm dig” er charmerende, men sammenlignet med den korresponderende sats i Messis uden samme kant og originalitet. Fjerde sats er en udmærket afrunding af suiten som samlet spiller små 20 min. Til sammenligning spiller hele 3. Aften af Messis 27 min., men indeholder en sats mere. I noterne til suiten får man baggrundshistorien om, hvorfor værket er blevet til. Men det samlede indtryk af musikken er, at det er under det niveau, han viser i Messis. Det virker på en måde lettere forkrampet og indestængt i sit udtryk. Af noterne fremgår det også, hvilken forbitrelse han har i forhold til Carl Nielsen. En sørgelig historie.

Forbarm dig! (1947-BVN 337) har ikke relation til ovenstående værker med samme titel. Hvad titlen refererer til er uklart, men musikken er dybt original og pågående. Langgaard er igen fri og ekspressiv. Når han som her er bedst, kan han vandre ind og ud af tonalitet og temaer i et udtryk, man mest kender fra improvisationskunsten. Langgaard har evnen til at fastholde det uforudsigelige udtryk og fortsat styre det, hvorhen han vil. Spændende musik fra den modne komponist.

Bindet slutter med fire melodibearbejdelser. De er alle bygget op efter samme skabelon: En indledende orgelfantasi kulminerende med messingblæsernes melodiciterende indtog. Formen kendes fra Niels W. Gades koralbearbejdelse over ”Lover den Herre”. Det er en flot effekt - men ligesom med Gade - er det lidt spild af dygtige musikere kun at bruge dem i den sidste tredjedel af stykket – flere gange tilmed spillende unisont. De fire stykker findes også i rene orgelversioner i lettere omskrevet eller identiske udgaver.

Af Højheden oprunden er (1912-BVN 52a) er som brugsmusik meget anvendelig, men som koncertstykke er det noget blegt. Modulationsforløbet er forudsigeligt og kontrastløst. Langgaard er da også kun 19 år gammel, men sammenligner man musikken med ovennævnte Préludio patetica fra året efter, synes musikken at være uprofileret og slavebundet af melodien.

Dejlig er Jorden (1918-BVN 157a) har mere at byde på end førnævnte, men igen savner jeg iderigdom og profilerede temaer. Musikken stopper hele tiden op og begynder så et nyt imitationsforløb. Pludselig sætter et crescendo ind, og efter et almindeligt harmoniseret vers med messingsolo i oktaver er stykket slut. Langgaard har helt sikkert kendt Otto Mallings dengang berømte bibelbillede/historie-fantasier, hvor hyrderne på marken får besøg af englene og bryder ud i netop ”Dejlig er jorden”. Skulle jeg spille en fantasi med afsluttende messing-besøg over den koral, ville jeg klart vælge Mallings naive udtryk frem for Langgaards lidt stive ditto.

Med Jeg vil din Pris udsjunge (1926-BVN 194a) mærker man stadig Gades ånd svæve over musikken. Dog er messingblæsernes indtog tostemmig og orgelakkompagnementet sprudlende og varieret. Vi får tilmed lidt fanfarer mod slutningen.

Fantasien over Dronning Dagmar (1942-BVN 280b) er i modsætning til de foregående tre først skrevet for orgel solo. Versionen med tilføjet trompet og basun kom kort efter. Dronning Dagmar er tæt forbundet med Ribe Domkirke, hvorfor det er indlysende, at Langgaard har skrevet noget over den smukke folkevise. Alligevel klinger Hans Matthison-Hansens berømte fantasi fra 1840 i baghovedet, inden den første tone fra Langgaard er sat an. Det virker som om, han gerne vil være folkelig og imødekommende overfor tidens tendenser, for efter en halvdramatisk indledning bringer han allerede i takt 7 melodien. Derefter følger en kortere fuga og et modulerende forløb, som munder ud i messing-konklusionen. Igen er messingstemmerne mere selvstændige, og orglet er passende favnende som et orkester.

Står man med den rette besætning og skal bruge et festligt postludium, er de fire koral/melodi-bearbejdelser for orgel og messing meget anvendelige. Det er musikalsk den velfriserede Langgaard, som man kender fra billedet, hvor han sidder ved Helligåndskirkens orgel (1906) - og ikke den viltre, gale/geniale kunstner, man kender fra det sidste billede af ham (1951).

Man skal nok have hørt eller spillet en del af hans senere værker for at kunne acceptere hans glimtvise genius. Det er da også altid svært at tage hans musik med til udlandet uden at skulle holde lange introduktioner til musikken og hans person. Men er det, hvad der kræves, fortjener musikken det.